Mødedato: 09.11.2006, kl. 14:00

Ombygning af Bispebjerghjemmet til 87 ældreboliger med tilhørende serviceareal (plejeboliger)

Ombygning af Bispebjerghjemmet til 87 ældreboliger med tilhørende serviceareal (plejeboliger)

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 9. november 2006

 

 

Sager til beslutning

 

6.      Ombygning af Bispebjerghjemmet til 87 ældreboliger med tilhørende serviceareal (plejeboliger)

 

SOU 360/2006  J.nr. 7/2006

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

 

at godkende projekt for ombygning af Bispebjerghjemmet til 87 ældreboliger med tilhørende servicearealer,

at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at meddele tilsagn om kommunal støtte i form af garanti for realkreditlån og kommunal grundkapital på 7 pct. af anskaffelsessummen for ældreboligerne. Der anvises kassemæssig dækning af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på funktion 8.24.5 (indskud i Landsbyggefonden),

at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til på statens vegne at give tilsagn om engangstilskud på 40.000 kr. pr. bolig til servicearealerne,

at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at meddele kommunal garanti på op til 100 % for realkreditlån til servicearealerne,

at der gives en kapitalbevilling på 5.916.000 kr. (ekskl. moms) til Sundheds- og Omsorgsudvalget til montering af servicearealerne, og

at bemyndige Teknik- og Miljøudvalget til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessummen, alt under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det foreliggende.

 

 

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2006

Udvalget anbefalede indstillingen.

 

 

 

 

RESUME

Bispebjerghjemmet, som er opført i 1972 og indeholder 132 stk. 1-værelses boliger, foreslås ombygget til 87 stk. 2-rums boliger med tilhørende servicearealer, opdelt i 6 plejeenheder med 2 pr. etage. Bebyggelsen udskilles i 2 selvstændige ejerlejligheder. Københavns Kommune afholder udgifterne til montering af servicearealet.

De 87 boliger og tilhørende servicearealer med et samlet areal på 7.833 m2 indrettes som moderne boliger på ca. 70 m2 pr. bolig (inkl. fælles opholdsarealer) med stue, tekøkken, soverum og handicapvenligt wc/baderum. Ombygningen gennemføres i en etape, da plejehjemmet på ombygningstidspunktet er ubeboet. Ombygningen påregnes startet i april 2007 og afsluttet med udgangen af 2008.

Projektets anskaffelsessum er anslået til 167.610.000 kr., fordelt med 126.709.000 på boligdelen og 40.901.000 kr. for servicearealerne, svarende til henholdsvis 20.820 kr./m2 og 20.815 kr./m2. I anskaffelsessummen indgår grundværdien af ejendommen matr. nr. 1408 og 1409 Utterslev med de afholdte og kalkulerede udgifter til indfrielse af realkreditbelåning og anden gæld samt tillægskøbesum for en mindre udbygning af de to længer.

Ombygningen af ældreboligerne finansieres med kommunal grundkapital på 7 pct. af anskaffelsessummen, beboerindskud på 2 pct. samt 91 pct. realkreditlån med kommunegaranti for den del af lånet, der får sikkerhed udover 65 pct. af værdien. Grundkapitallånet andrager ca. 8.869.300 kr., som afholdes af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på funktion 8.24.5 (indskud i Landsbyggefonden).

Ombygningen af servicearealerne finansieres med realkreditlån med kommunal garanti for op til 100 %. Staten yder tilskud til etableringen af servicearealerne på 40.000 kr. pr. boligenhed, som servicearealet skal betjene, eller 3.480.000 kr.

Montering af servicearealerne, herunder EDB og nødvendige hjælpemidler, anslås at beløbe sig til 68.000 kr. pr. bolig, eller i alt 5.916.000 kr., hvortil der søges kapitalbevilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Den årlige boligudgift i de nye boliger anslås at andrage ca. 7.205 kr. pr. måned for 70 m2 bolig. Med de gældende boligstøtteregler kan rådighedsbeløbet for en enlig pensionist uden anden indtægt end pension og ATP beregnes til henholdsvis ca. 1.400 kr. om måneden, svarende til det vejledende minimumsbeløb på 1.400 kr.

Godkendes projektet ikke inden udgangen af 2006, vil det betyde, at den kommunale grundkapital fordobles fra 7 % til 14 % af anskaffelsessummen.

 


 

Til top