Orientering om bevillinger til forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter for ældre ifølge Serviceloven § 79 (tidligere § 65)
Orientering om bevillinger til forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter for ældre ifølge Serviceloven § 79 (tidligere § 65)
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 9. november 2006
Sager til beslutning
13. Orientering om bevillinger til forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter for ældre ifølge Serviceloven § 79 (tidligere § 65)
SOU 357/2006 J.nr. 9/2000
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
indstiller
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager
orientering om bevilling af tilskud efter Servicelovens § 79 for 2007 til
efterretning.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 9. november 2006
På grund af nye
oplysninger forelå der en ny indstilling fra forvaltningen.
Sundheds- og
Omsorgsforvaltningen indstillede herefter,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender bevilling af tilskud efter Servicelovens
§79 for 2007
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at bevillingen til Nord Vest Centret ikke udmøntes før Erhvervs og
Selskabsstyrelsen godkender årsrapport for centrets udlejer, Nord Vest Fonden.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget bemyndiger Sundheds- og
Omsorgsforvaltningen til fremover at udmønte tilskud efter Servicelovens §79 ud
fra de vedtagne retningslinier
Udvalget
godkendte den nye indstilling.
Mona Heiberg (A) deltog ikke i behandlingen af punktet pga. inhabilitet.
RESUME
Servicelovens § 79 (tidligere § 65) giver
kommuner mulighed for at give tilskud til forebyggende aktiviteter for ældre.
Københavns Kommune har for 2007 afsat 23.196.000 kroner til aktiviteter i 49
klubber og foreninger for ældre.
Bevillingerne er givet på baggrund af de retningslinier, Sundheds- og
Omsorgsudvalget vedtog i 2003 (SOU 224/2003). De tager udgangspunkt i, hvor
mange medlemmer klubberne har, og hvor stort fremmødet er. Der kan gives
tilskud på op til 80 % af huslejeudgifterne. Hertil kommer en individuel
vurdering af behov i forhold til sundhedsprofiler og øvrige tilbud i hvert
lokalområde. Der føres løbende statistik over fremmøde i hvert klub, og der
aflægges årligt regnskab for anvendelsen af midlerne.
Der er fokus på
mangfoldighed i tilbudene, brugerindflydelse, sundhedsfremme og forebyggelse.
Derudover er samarbejde på tværs af klubber og foreninger i fokus. Det betyder,
at fælles tiltag støttes med ekstra midler og der samarbejdes med Ældrekontor
og Pensions- og Omsorgskontor i lokalområderne for at nå ud til så mange ældre
som muligt.
Konsekvenserne af retningslinierne fra 2003 er nu tydelige, og klubber med faldende antal medlemmer, lille fremmøde og/eller høje huslejer i forhold til medlemstallet lukker eller slår sig sammen med andre klubber. Det er store ændringer for brugerne, men erfaringerne viser, at når forvaltningen støtter de ofte meget gamle medlemmer med konsulentbistand, er der engagement og stor vilje til at styre deres egne aktiviteter og økonomi.