Mødedato: 09.06.2016, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Orientering om udmøntning af værdighedsmilliarden

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om udmøntning af midlerne fra værdighedsmilliarden på udvalgets område.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om udmøntning af indsatser finansieret af værdighedsmidlerne til efterretning jf. bilag 1 og 2.

Problemstilling

Med finansloven for 2016 fik Københavns Kommune 58 mio. kr. fra den såkaldte Værdighedspulje. Midlerne er fordelt mellem Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget efter politisk forhandling. Borgerrepræsentationen godkendte den 17. marts 2016 en værdighedspolitik for Københavns Kommune samt en række indsatser, som skal understøtte realiseringen af politikken.

Den 9. maj 2016 oplyste Sundheds- og Ældreministeriet, at Københavns Kommunes andel af midlerne udbetales, idet ministeriet har godkendt værdighedspolitikken og den fremsendte redegørelse for de tilknyttede indsatser.

Denne indstilling giver en kort status på Sundheds- og Omsorgsforvaltningens implementering af indsatserne under Værdighedspuljen, herunder håndteringen af de dokumentationskrav, som følger med puljen.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har på baggrund af de budgetnotater, som lå til grund for den politiske beslutning, igangsat arbejdet med den konkrete udmøntning af indsatserne.

Bilag 1 beskriver hovedtrækkene i implementeringen af de enkelte indsatser og peger på, hvor forvaltningen vurderer, at der er særlige opmærksomhedspunkter i implementeringsarbejdet.

Mindreforbrug i 2016
Den politiske forhandling om fordeling af Københavns Kommunes andel af Værdighedspuljen fandt sted i januar. Derfor blev indsatserne generelt budgetteret ud fra en forventning om opstart i marts/april 2016 og dermed en budgetperiode på ca. 9 måneder i 2016.

Da ministeriet imidlertid først har godkendt indsatserne i maj, og da implementeringen af indsatserne skal ske under hensyn til de fastsatte dokumentationskrav, vurderer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at det kan blive svært at anvende midlerne fuldt ud i 2016.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil derfor frem mod halvårsregnskabet i august opstille et estimat af det forventede mindreforbrug samt forslag til eventuel anvendelse af udisponeret mindreforbrug i 2016 med henblik på at få midlerne ud og virke for borgerne hurtigst muligt.

Alle uforbrugte midler fra Værdighedspuljen skal rapporteres til ministeriet. Overførsel af midler til næste budgetår vil kræve godkendelse af både ministeriet og Borgerrepræsentationen.

Dokumentationskrav
Der er fra ministeriets side opstillet ganske omfattende krav til dokumentation af indsatserne, og utilstrækkelig efterlevelse af disse krav vil medføre krav om tilbagebetaling af midlerne til ministeriet. Derfor har forvaltningen i forbindelse med implementeringen særligt fokus på at sikre, at indsatserne dokumenteres korrekt samtidig med, at dokumentationen gøres så administrativt let for driftsenhederne som muligt.

Der gælder for hver indsats følgende dokumentationskrav:

  • Indsatsen skal være en ekstra indsats, som ligger ud over allerede eksisterende indsatser. Midlerne kan således ikke træde i stedet for andre midler, som bortfalder.

     

  • Indsatsen skal falde ind under temaerne i værdighedspolitikken.

     

  • Der skal for indsatsen udarbejdes et revisorpåtegnet regnskab, som skal sendes til godkendelse i Sundheds- og Ældreministeriet.

For at sikre, at dokumentationen lever op til ministeriets krav, vil forvaltningen udarbejde et notat, hvor alle dokumentationsmetoder beskrives. Notatet bliver sendt til ministeriet til godkendelse. For at løfte den omfattende dokumentationsopgave på de enkelte indsatser, finder forvaltningen det desuden nødvendigt at ansætte en ekstra medarbejder.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser. Alle projekter er finansieret af midler fra Værdighedspuljen. 

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges i august et estimat af eventuelt mindreforbrug i 2016, herunder eventuelt forslag til anvendelse af udisponeret mindreforbrug.

Københavns Kommune skal i efteråret 2016 udarbejde en økonomisk redegørelse for foreløbigt forbrug af 2016-tilskuddet, som indsendes til Sundheds- og Ældreministeriet. Samtidig indsendes redegørelse for anvendelse af midlerne for 2017.

 

Katja Kayser

                                                  /Nanna Skriver     

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top