Plejecenter Fælledgården - status juni 2016
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status for Fælledgården siden januar 2016 til efterretning.
Problemstilling
Plejecentret Fælledgården genåbnede i 2013 efter en gennemgribende modernisering. Centret var fra åbningen præget af en række problemstillinger, som har medført klager fra beboere og pårørende samt skabt mediebevågenhed. Problemstillingerne vedrørte i første omgang fejl og mangler ved byggeriet, herefter begyndte det sundheds- og omsorgsfaglige kvalitetsniveau at falde, lige som brugertilfredsheden var lav, og endelig har der været ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer.
Sundheds- og Omsorgsudvalget fik på udvalgsmødet den 28. januar 2016 en redegørelse om forløbet på Fælledgården fra genåbningen i 2013 frem til december 2015. Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog at følge udviklingen på Fælledgården i form af en status efter det første halvår af 2016.
Løsning
Forvaltningen vurderer samlet set, at der er sket klare forbedringer på Fælledgården, men også at der er områder, hvor der fortsat kan ske forbedringer.
Organisation og personale
Den konstituerede centerleder og lokalområdechefen iværksatte i efteråret 2015 en genopretningsplan for Fælledgården bestående af en organisationsændring og et udviklingsforløb med det overordnede formål at få flere hænder i den direkte pleje, en mere synlig og samlet ledelse samt et kompetenceløft af medarbejderne.
Arbejdet med at etablere den nye organisation forløber planmæssigt, og Fælledgården er meget tæt på at have omstillet og tilpasset funktionerne i huset. Det indebærer blandt andet, at alle sygeplejerskestillinger er besat med rutinerede sygeplejersker. Der er sket en konvertering af stillinger, så der nu er flere sosu-assistenter og færre sosu-hjælpere, og nattevagterne er blevet omstillet, så hver afdeling har tilknyttet en fast nattevagt. Medarbejdere og beboere giver positiv feedback på omstillingen af de forskellige medarbejdergrupper.
Den konstituerede centerleder er ansat i stillingen som centerleder fra den 1. juli 2016. Næste skridt er, at Fælledgården rekrutterer en souschef.
Sundhedsfaglig udvikling og opfølgning
Fælledgården har arbejdet systematisk med den sundhedsfaglige indsats efter placeringen i kategori fire ud af fem kategorier ved Embedslægens tilsyn i 2015. Umiddelbart efter tilsynet iværksattes en række opfølgende indsatser med fokus på medicin og sundhedsfaglig dokumentation i forhold til konklusionerne i tilsynsrapporten. Det drejer sig blandt andet om vurdering af medarbejdernes kompetencer, indkøb af medicinborde samt opgradering og indkøb af IT-udstyr, herunder tablets, for at skabe en løbende og dermed mere sikker og præcis dokumentation.
Desuden blev Fælledgården en del af den kvalitetsindsats, som er iværksat på de fem plejecentre, der fik et kategori fire tilsynsresultat i 2015.
Samlet set har det ført til et løft i den sundhedsfaglige kvalitet i plejen af den enkelte beboer, hvilket kan ses i Embedslægens vurdering ved det opfølgende tilsyn, hvor Fælledgården placeres midt imellem kategori 2 og 3 (bilag 1). Det opfølgende tilsyn og den efterfølgende vurdering var afslutningen på det skærpede tilsyn med Fælledgården, som nu igen er underlagt Embedslægens normale kriterier og procedurer ved tilsyn.
Demensindsatsen
Fælledgården har et særligt fokus på demensindsatsen. Formålet er dels at styrke den sundhedsfaglige og socialpædagogiske viden og tilgang til mennesker med demens og deres pårørende, dels at indarbejde konkrete redskaber til kommunikation og forebyggelse af konfliktadfærd i den daglige pleje og i hverdagslivet generelt.
Indsatsen består af forskellige tiltag, herunder kompetenceudvikling af medarbejderne gennem undervisning og sparring til afdelingerne, jobrotation i demensafsnittets enheder, tilførsel af faglige kompetencer og ledergruppens udarbejdelse af ny demensstrategi.
Kaldesystemet
Kaldesystemet på Fælledgården har siden åbningen været genstand for kritik på grund af indledende tekniske problemer og lange svartider. Henover efteråret 2015 formåede Fælledgården at forbedre svartiderne ved kald. Niveauet er siden fastholdt, men det er ikke lykkedes at reducere det yderligere. Fælledgården har derfor fokus på svartiderne, og der bliver løbende fulgt op i forhold til afdelingerne.
Det skal dog nævnes, at i Brugerundersøgelsen for 2015, ved spørgsmålet ”Kommer personalet, når du kalder på hjælp”, svarer 85 % af beboerne ja, hvilket er højere end gennemsnittet for kommunens plejecentre. Beboernes svar indikerer, at flertallet ikke nødvendigvis oplever svartiderne ved kald som en af Fælledgårdens væsentligste udfordringer.
I juni 2015 blev der på beboernes ønske indkøbt et to-vejskaldesystem, og i marts 2016 blev systemet evalueret. Evalueringen peger på, at to-vejskald kræver, at beboeren kender og forstår anvendelsen af kaldet samt, at beboeren er kognitivt i stand til at kommunikere per telefon. Målgruppen for to-vejskald er derfor forholdsvis lille. Fremover tildeles kaldet derfor på baggrund af en faglig vurdering og i samarbejde med beboeren.
Hverdagsdemokrati
Det har været en succes, at afdelingerne i 2015 arrangerede aktiviteter med udgangspunkt i beboernes ønsker. Aktiviteterne var baseret på midler fra den bevilling på 1 mio. kr., som Sundheds- og Omsorgsudvalget bevilligede i juni 2015. Princippet med afdelingsvis involvering af beboerne har vist sig at understøtte hverdagsdemokratiet, hvorfor ledelsen har besluttet at fortsætte denne praksis.
Henvendelser og klager
Den konstituerede centerleder har en løbende dialog med beboere og pårørende, som har ønsker og forslag til ændringer og forbedringer. Herudover er der enkelte pårørende, som centerlederen er i løbende dialog med for at sikre, at deres kritikpunkter bruges konstruktivt i arbejdet med at udvikle Fælledgården.
I 2016 har forvaltningen modtaget én klage fra beboere eller pårørende på Fælledgården. Seks beboere fra en afdeling har i april 2016 underskrevet en skriftlig klage til centerledelsen om mange skiftende vikarer, personalemangel, fejl som følge af manglende sammenhæng i plejen samt ringe information af medarbejderne i forhold til at sikre den rette pleje. Der klages også over tomme gange. Klagerne anerkender samtidig, at situationen er blevet bedre efter den konstituerede centerleders tiltræden.
Nogle klagepunkter kunne tilskrives enkelthændelser i forbindelse med personaleudskiftninger og sygdom, mens andre af klagepunkterne har affødt ændringer - både i afdelingens organisering, kultur, tilrettelæggelse af dagen og generelle arbejdsgange.
Konklusion
Forvaltningen vurderer samlet set, at der er sket klare forbedringer på Fælledgården. Særligt er der sket et løft i den sundhedsfaglige kvalitet i plejen af den enkelte beboer, hvilket ses i Embedslægens vurdering ved det opfølgende tilsyn. Fokus skal derfor nu rettes mod forankring af udviklet praksis og cementering af kultur og holdninger.
Der er også områder, hvor der fortsat kan ske forbedringer. Det drejer sig blandet andet om svartider ved kald, hverdagsdemokratiets organisering og funktion samt hverdagslivet generelt, herunder også dele af indsatsen for beboere med demens både i de somatiske afdelinger og i demensafsnittet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsudvalget vil blive forelagt en ny status for Fælledgården i januar 2017.
Hanne Baastrup
/Nanna Skriver