Mødedato: 09.06.2005, kl. 15:30

Ingen titel

Ingen titel

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 9. juni 2005

 

 

Sager til efterretning

 

11.      Brugertilfredshedsundersøgelse i hjemmeplejen og i plejeboliger og undersøgelse af medarbejdernes trivsel

 

SOU 152/2005  J.nr. 24/2005

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

At Sundheds- og Omsorgsudvalget tager undersøgelsen af tilfredsheden med Sundhedsforvaltningens ydelser hos brugere af hjemmepleje og i plejeboliger til efterretning.

 

At Sundheds- og Omsorgsudvalget tager konceptet for Sundhedsforvaltningens undersøgelse af medarbejdernes trivsel til efterretning.

 

At Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der i forbindelse med ovennævnte to undersøgelser foretages databehandling og registrering af personoplysninger, som skal anmeldes til Datatilsynet.

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 9. juni 2005

Indstillingens 1. at-punkt blev præciseret til " Sundheds og Omsorgsudvalget godkender igangsættelsen af undersøgelsen af tilfredsheden med Sundhedsforvaltningens ydelser hos brugere af hjemmepleje og i plejeboliger" og

 2. at-punkt blev præciseret til " Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender konceptet for Sundhedsforvaltningens undersøgelse af medarbejdernes trivsel".

 

Følgende at – punkt blev yderligere godkendt:

" at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der i forbindelse med ovennævnte to undersøgelser foretages databehandling og registrering af personoplysninger, som skal anmeldes til Datatilsynet."

 

 

 

 

RESUME

I løbet af 2005 gennemfører Sundhedsforvaltningen undersøgelser af henholdsvis brugernes tilfredshed med ydelserne og medarbejdernes trivsel.

 

Budgetlægningen 2006 og Kommunernes Landsforening/Finansministeriets landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse udgør rammen om undersøgelsen af den oplevede tilfredshed med forvaltningens ydelser på plejehjem og i hjemmeplejen.

 

Brugertilfredshedsundersøgelsen i 2005 udføres i samarbejde med analyseinstituttet TNS Gallup og omfatter 3000 brugere af hjemmepleje og 700 brugere i plejeboliger, alle tilfældigt udvalgte. Der udsendes spørgeskemaer til brugerne af hjemmeplejen og der foretages interview af br ugerne i plejeboligerne.

 

Grundlaget for tilfredshedsundersøgelsen er de spørgerammer, som Kommunernes Landsforening har udviklet og gennemprøvet i deres brugertilfredshedsundersøgelser. Sundhedsforvaltningens spørgerammer ligger tæt op af disse, hvilket sikrer mulighed for at sammenligne resultaterne med bl.a. 6-byerne.

 

De resultater undersøgelsen genererer, giver mulighed for opfølgning og initiativer på forvaltnings- og lokalområdeniveau.

 

Trivselsundersøgelsen omfatter samtlige fastansatte medarbejdere og de timelønnede medarbejdere, som arbejdspladserne skønner det relevant at inddrage. Trivselsundersøgelsen består af en spørgeskemaundersøgelse, lokal opfølgning,  analyser af det samlede resultat og centrale initiativer til opfølgning.

 

Formålet med at gennemføre trivselsmålinger er at igangsætte et systematisk arbejde med at forbedre trivslen på Sundhedsforvaltningens arbejdspladser. Præcise oplysninger om trivslen på arbejdspladsen er det bedste udgangspunkt for dette arbejde. Forventningen er, at en forbedring af medarbejdernes trivsel vil kunne reducere fraværet og sænke personaleomsætningen, og derved øge kvaliteten i ydelserne.

 

Spørgeskemaet er udviklet på basis af det koncept Københavns Kommune anvender. Sundhedsforvaltningen har sammen med BST udviklet spørgeskemaet, således at det udgør en kortlægning af det psykiske arbejdsmiljø, som kan anvendes i den psykiske arbejdspladsvurdering, som det er et lovkrav, at alle arbejdspladser udarbejder.

 

Alle arbejdspladser skal følge op på trivselsmålingen og udarbejde handleplaner for hvordan trivslen forbedres. Arbejdet ude på arbejdspladserne foregår i tæt samarbejde mellem ledelse og samarbejds- og arbejdsmiljøorganisation.

 

Resultaterne af brugertilfredshedsundersøgelsen vil sammen med en opfølgningsplan blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget i september 2005.

 

Resultaterne af trivselsundersøgelsen vil sammen med en opfølgningsplan blive forelagt Sundheds- og omsorgsudvalget i foråret 2006.

 

Der vil blive gennemført analyse af sammenhængene mellem brugernes tilfredshed og medarbejdernes trivsel. Denne forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget foråret 2006.


 

Til top