Personaleevent 2012
Forslag om at afholde en personaleevent i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen for alle medarbejdere i forvaltningen og tilhørende institutioner i efteråret 2012.
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at afholde en personaleevent i uge 38 inden for en ramme af 5,5 mio. kr. Udgifterne til personaleeventen afholdes på Sundheds- og Omsorgsudvalgets bevilling Pleje, service og boliger for ældre, funktion 5.32.32.1.
Problemstilling
På baggrund af politiske drøftelser er forvaltningen anmodet om at fremlægge et forslag til afholdelse af en personaleevent i efteråret 2012 i lighed med 2007 og 2009 som et led i arbejdet med at videreudvikle Sundheds- og Omsorgsforvaltningen som attraktiv arbejdsplads og styrke vidensdeling og fællesskabet.
Løsning
Som led i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens arbejde med at fastholde og udvikle forvaltningen som en attraktiv arbejdsplads, er der i efteråret 2009 og 2007 afholdt en personaleevent – Tour de SUF – for alle medarbejdere i forvaltningen.
Med vedtagelsen af Københavns Kommunes Sundhedspolitik og navnlig Reformprogrammet ”Aktiv og Tryg Hele Livet” er et stort arbejde sat i gang med at udvikle ældreplejen. Et af de fire nøglespor beror på indsatser og initiativer i forhold til udvikling af attraktive arbejdspladser.
De fælles kommunale trivselsmålinger, som gennemføres hvert andet år viser, at forvaltningen har gode resultater. Endvidere blev Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kåret som nr. fem blandt offentlige arbejdspladser i konkurrencen om at blive Danmarks Bedste Arbejdsplads 2011.
Eventen vil give medarbejderne mulighed for at lære hinanden bedre at kende og få mere indsigt i de mange tilbud, som findes i plejecentre, hjemmeplejen, trænings- og aktivitetscentre og øvrige sundhedstilbud og kan dermed være med til at understøtte en række af de prioriterede indsatser i reformprogrammet, idet medarbejderne i eksempelvis hjemmeplejen er vigtige aktører i at oplyse borgerne om indholdet i disse tilbud, når den ældre spørger medarbejderen til råds. Det samme gælder strategier vedrørende ensomhed og træning. Eventen vil også ses som en anerkendelse af den enkelte og dermed være med til at øge trivsel, initiativ og effektivitet i forvaltningen som helhed.
Personaleeventen foreslås at bestå af faglige aktiviteter i uge 38 med kulmination i form af en fest med middag og underholdning fredag den 21. september. På samme måde som ved de tidligere events. På samme måde vil der være en anerkendelse af de medarbejdere, der er på vagt på institutionerne på aftenen.
Ved personaleeventen i 2009 deltog mere end 1.000 medarbejdere i de faglige aktiviteter og 4.000 medarbejdere i festen. Det foreslås at sprede de faglige aktiviteter over hele ugen for at øge antallet af medarbejdere, der kan deltage. Aktiviteterne skal forankres i hvert af forvaltningens fem lokalområder. Det vil i endnu højere grad skabe relationer og viden blandt de nærmeste samarbejdspartnere. Aktiviteterne kan fx være foredrag, rundvisning og præsentation af nye tiltag. Men det kan også være mere sociale aktiviteter eksempelvis konkurrencer. Som ved tidligere events vil medarbejdere møde og være i dialog med udvalgets medlemmer, som vil blive inviteret til nogle af aktiviteterne samt festen.
Økonomi
Udgifterne finansieres af merindtægter vedrørende mellemstatslige refusioner på 2,6 mio. kr. og mindreforbrug vedrørende indkøb af hjælpemidler, særligt sygeplejeartikler, på 2,9 mio. kr. I 2012 er budgettet til mellemstatslige refusioner på 1,7 mio. kr., men forvaltningen forventer at kunne indhente indtægter på mindst 4,3 mio. kr. i 2012 fra andre EU-lande som betaling for pleje og omsorg af udenlandske statsborgere på københavnske institutioner. Merindtægten på 2,6 mio. kr. er en ekstraordinær indtægt i 2012.
Samtidig forventes der et mindreforbrug vedrørende midler afsat til hjælpemidler, særligt sygeplejeartikler, idet forvaltningen netop har indgået aftale med en ny leverandør (Mediq Danmark A/S), som betyder færre udgifter i 2012 og frem. De sparede udgifter i 2012 kan indgå i finansieringen af personaleeventen, mens mindreforbruget i 2013 og frem vedrørende sygeplejeartikler kan indgå i Sundheds- og Omsorgsudvalgets bidrag til forvaltningsspecifikke effektiviseringer i budget 2013.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsudvalget vil løbende blive orienteret om planlægningen af personaleeventen i 2012.
Lene Sillasen
/Jesper Olsen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.