Mødedato: 08.12.2005, kl. 15:30

Ingen titel

Ingen titel

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 8. december 2005

 

 

Sager til beslutning

 

3.      Tyveri på plejehjem og i hjemmeplejen 2004

 

SOU 411/2005  J.nr. 65/2005

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at information om det hensigtsmæssige i at have en indboforsikring gives via den generelle information om Sundhedsforvaltningens tilbud,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om tyverier i hjemmeplejen og på plejehjem i 2004 til efterretning.

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 8. december 2005

Indstillingen blev godkendt med følgende yderligere at-punkt:

 

" at der udarbejdes nye retningslinjer for hvordan borgerne/ansatte skal forholde sig vedrørende pengesager, tyverier, forsikringer mv."

 

 

RESUME

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i sit møde den 15. maj 2003 (SOU 131/2003), at der i forbindelse med visitation til plejehjem, plejeboliger, beskyttede boliger og hjemmepleje tilrettelægges en procedure, hvorefter borgeren oplyses om og anbefales at tegne forsikring for almindeligt indbo mv.

Erfaringerne fra visitationen har imidlertid vist, at en anbefaling om at tegne en indboforsikring bliver oplevet som om, at det at få en bevilling om hjælp/botilbud betyder, at der er en øget risiko for tyveri. Det har givet anledning til stor utryghed hos de ældre.

Det har betydet, at beslutningen ikke er blevet implementeret i forbindelse med visitationen. Sundhedsforvaltningen indstiller derfor, at information om det hensigtsmæssige i at have en indboforsikring fremover gives via den generelle information om Sundhedsforvaltningens tilbud.

Endvidere besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget, at der årligt skulle tilgå udvalget en redegørelse om stedfundne tyverier fra beboere på plejehjem, plejeboliger, og beskyttede boliger og fra borgere tilknyttet hjemmeplejen.

Der er i 2004 modtaget indberetning om i alt 83 tyverier, fordelt med 66 tyverier på 24 plejehjem og 17 tyverier i 6 af hjemmeplejens enheder. 10 tilfælde drejer sig om tyveri af effekter som porcelænsfigurer, smykker og tasker. 73 tilfælde er tyveri af pengebeløb.

Antallet af tyverier skønnes at være på niveau med tidligere år. I 2003 blev der således indberettet i alt 76 tyverier.

 


 

Til top