Tyveri på plejehjem og i hjemmeplejen 2004
Tyveri på plejehjem og i hjemmeplejen 2004
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 8. december 2005
Sager til beslutning
3. Tyveri på plejehjem og i hjemmeplejen 2004
SOU 411/2005 J.nr. 65/2005
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at
information om det hensigtsmæssige i at have en indboforsikring gives via
den generelle information om Sundhedsforvaltningens tilbud,
at Sundheds-
og Omsorgsudvalget tager orienteringen
om tyverier i hjemmeplejen og på plejehjem i 2004 til efterretning.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i sit
møde den 15. maj 2003 (SOU 131/2003), at
der i forbindelse med visitation til plejehjem, plejeboliger, beskyttede
boliger og hjemmepleje tilrettelægges en procedure, hvorefter borgeren oplyses
om og anbefales at tegne forsikring for almindeligt indbo mv.
Erfaringerne fra visitationen har
imidlertid vist, at en anbefaling om at tegne en indboforsikring bliver oplevet
som om, at det at få en bevilling om hjælp/botilbud betyder, at der er en øget
risiko for tyveri. Det har givet anledning til stor utryghed hos de ældre.
Det
har betydet, at beslutningen ikke er blevet implementeret i forbindelse med visitationen. Sundhedsforvaltningen indstiller derfor, at information om det hensigtsmæssige i
at have en indboforsikring fremover gives via den generelle information om
Sundhedsforvaltningens tilbud.
Endvidere besluttede Sundheds- og
Omsorgsudvalget, at der årligt skulle tilgå udvalget
en redegørelse om stedfundne tyverier fra beboere på plejehjem, plejeboliger,
og beskyttede boliger og fra borgere tilknyttet hjemmeplejen.
Der er i 2004 modtaget
indberetning om i alt 83 tyverier, fordelt med 66 tyverier på 24 plejehjem og
17 tyverier i 6 af hjemmeplejens enheder. 10 tilfælde drejer sig om tyveri af
effekter som porcelænsfigurer, smykker og tasker. 73 tilfælde er tyveri af
pengebeløb.
Antallet af tyverier skønnes at være på
niveau med tidligere år. I 2003 blev der således indberettet i alt 76 tyverier.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i sit
møde den 15. maj 2003 (SOU 131/2003), at
der i forbindelse med visitation til plejehjem, plejeboliger, beskyttede
boliger og hjemmepleje tilrettelægges en procedure, hvorefter borgeren oplyses
om og anbefales at tegne forsikring for almindeligt indbo mv
., og at det skal
fremgå af visitationen, hvis forsikring er fravalgt.
Endvidere besluttede Sundheds- og
Omsorgsudvalget, at der årligt skulle tilgå udvalget
en redegørelse om stedfundne tyverier fra beboere på plejehjem, plejeboliger,
og beskyttede boliger og fra borgere tilknyttet hjemmeplejen.
I det følgende gives først tilbagemelding med
forslag til ændring af procedure om anbefaling om tegning af forsikring på
grund af dårlige erfaringer med implementering af denne beslutning og herefter
en tilbagemelding om antallet af tyverier i 2004.
Forsikringsmæssige forhold
Det var Sundhedsforvaltningens vurdering i
2003, at der kunne etableres en procedure, hvorefter beboere på plejehjem kunne
oplyses om og anbefales at tegne forsikring eller tillægsforsikring for
almindeligt indbo mv.
Sundhedsforvaltningen vurderede dengang
samtidig, at proceduren med fordel kunne gælde også i hjemmeplejen, og at det
skulle fremgå af visitationen, hvis forsikring blev fravalgt.
Erfaringerne fra visitationen har
imidlertid vist, at der typisk ved visitationsbesøg gives en mundtlig bevilling
om hjælp fra visitator. Når visitator derpå fortæller om muligheden for at
vælge leverandør enten i hjemmeplejen (privat eller offentlig) eller mulig
plejebolig og derefter følger op med en anbefaling om at tegne en indboforsikring,
bliver det oplevet som om, at det at få en bevilling om hjælp/botilbud betyder,
at der er en øget risiko for tyveri. Det har givet anledning til stor utryghed
hos de ældre.
Det opleves desuden af mange
borgere som en indgriben i private forhold, og der skabes som nævnt utryghed i
relationen mellem borger og leverandøren af hjælp.
Disse reaktioner gør det meget
tidskrævende at forklare de ældre både baggrunden for anbefalingen om at tegne
forsikring, og hvad de i givet fald forventes at være forsikret for.
Samlet set har det
betydet, at beslutningen ikke er blevet implementeret i forbindelse med
visitationen, idet den tryghedsskabende hensigt med den foreslåede praksis er
blevet overskygget af de beskrevne ulemper.
Sundhedsforvaltningen
foreslår derfor, at der i forbindelse med
visitation til plejehjem, plejeboliger, beskyttede boliger og hjemmepleje ikke
længere stilles krav om, at borgerne oplyses om og anbefales at tegne forsikring
for almindeligt indbo mv., idet beslutningen ikke har kunnet implementeres på
en hensigtsmæssig måde.
Sundhedsforvaltningen indstiller, at information om det hensigtsmæssige i
at have en indboforsikring gives via den generelle information om Sundhedsforvaltningens
tilbud.
Indberetningerne om tyveri
Der er i 2004 modtaget
indberetning om i alt 83 tyverier, fordelt med 66 tyverier på 24 plejehjem og
17 tyverier i 6 af hjemmeplejens enheder.
10 tilfælde drejer sig om tyveri
af effekter som porcelænsfigurer, smykker og tasker.
73 tilfælde er tyveri af
pengebeløb. Det største tyveri er på 29.000 kr., mens 64 af tilfældene drejer
sig om beløb på under kr. 3.000.
Antallet af tyverier skønnes at
være på niveau med tidligere år. I 2003 blev der således indberettet i alt 76
tyverier.
Fokus på forebyggelse
Sundhedsforvaltningen har fokus
på tiltag, der målrettet arbejder på at sikre både borgere og ansatte i forhold
til håndtering af værdier, mv.
Således er der udarbejdet en
vejledning - "Beboere, klienter og pengesager", der beskriver hvilke
procedurer, der skal anvendes, når et plejehjem får en ny beboer eller hjemmeplejen
en ny bruger.
Procedurerne skal medvirke til at
sikre, at:
·
det
bliver aftalt, om og hvordan plejepersonalet skal involveres i borgerens
pengesager.
·
hvis
borgeren ikke selv kan tage vare på sine økonomiske forhold, aftales med
pågældende eller værgen, hvornår der hæves penge, hvor de lægges, og hvor
personalet lægger kvitteringer for det indkøbte.
Endvidere vejledes der på KKnet
om Sundhedsforvaltningens brug af straffeattester i forbindelse med ansættelse
af medarbejdere.<
span style="mso-spacerun: yes">
Endelig henleder forvaltningen
opmærksomheden på de øvrige værktøjer, der kan bruges for at sikre en god
rekruttering af medarbejdere. Således har Sundhedsforvaltningen en forventning
om, at der konsekvent indhentes referencer hos tidligere arbejdsgivere.
I den forbindelse gøres opmærksom
på, at en arbejdsgiver efter dansk ret er erstatningsansvarlig for sine
medarbejderes handlinger i forbindelse med arbejdets udførelse. Det betyder, at
arbejdsgiveren (kommunen) i forhold til borgeren vil være forpligtet til at
erstatte udgifter i forbindelse med medarbejderens ansvarspådragende adfærd,
såfremt den er dokumenteret, typisk ved dom.
Sundhedsforvaltningen har
jævnligt sager, hvori der indgår stillingtagen til omfanget af
arbejdsgiveransvaret. I 2004 har forvaltningen udbetalt erstatning i en enkelt
sag.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
Ingen
Lene Sillasen
/Lars Bo Bülow