Status på udmøntning af kommunalreformen
Status på udmøntning af kommunalreformen
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 8. december 2005
Sager til efterretning
10. Status på udmøntning af kommunalreformen
SOU 401/2005 J.nr. 12/2005
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status for udmøntning af kommunalreformen i Sundhedsforvaltningen til efterretning.
RESUME
Efter Folketingets vedtagelse af lovpakken i forbindelse med kommunalreformen i juni 2005 er udmøntningen af lovgivningen i form af bekendtgørelser gået i gang med Københavns Kommune blandt de høringsberettigede interessenter.
Kommunalreformarbejdet i Sundhedsforvaltningen fokuserer på kort sigt på at få skabt et godt grundlag for Sundhedsforvaltningens opgavevaretagelse i forhandlingerne om overførsel af de kommende genoptræningsopgaver fra H:S og i forberedelsen af driften på genoptræningsområdet. Samtidig forhandles de sidste uafklarede spørgsmål på plads mellem forvaltningerne i forhold til de opgaver, som Sundhedsforvaltningen afgiver til andre forvaltninger, herunder Børne- og Ungetandplejen og aktiviteter på alkoholområdet, og de opgaver, som Sundhedsforvaltningen modtager.
Denne orientering giver en status på ovennævnte områder i Sundhedsforvaltningens arbejde med at udmønte kommunalreformen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Sundheds- og Omsorgsudvalget blev den 16. juni 2005 orienteret om status for kommunalreformen i forbindelse med den endelige vedtagelse af lovpakken i Folketinget. På mødet den 1. september 2005 blev Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteret om status for det specifikke arbejde med de nye genoptræningsopgaver, der overdrages til kommunen i kraft af Sundhedsloven. Som afslutning på punktet lovede Sundhedsforvaltningen, at forelægge Sundheds- og Omsorgsudvalget en generel status på kommunalreformarbejdet i Sundhedsforvaltningen ultimo september, som efterfølgende er blevet udsat til december 2005.
Status på lovgivningen
Efter vedtagelsen af de 53 lovforslag i juni 2005 er udmøntningen af lovgivningen gået i gang i de enkelte ministerier. For Sundhedsforvaltningen er det særligt en række bekendtgørelser i forhold til Sundhedsloven, herunder afgrænsning og definition af genoptræning, sundhedsaftaler, samarbejdsfora i regionen, som har betydning for det videre kommunalreformsarbejde. Hertil kommer bekendtgørelser på uddannelsesområdet i forhold til SOSU-skolerne og de endelige detaljer i finansieringsmodellen for sundhedsvæsenet.
DUT-forhandlinger og reform af den kommunale
udligningsordning
DUT-forhandlingerne i forbindelse med kommunalreformen blev afsluttet med forlig den 15. september 2005. Kommunerne får på landsplan 809,3 mio. kr. til de nye genoptræningsopgaver samt 200 mio. kr. til forebyggelse. Parterne bag forliget er enige om at følge udviklingen på genoptræningsområdet med henblik på en efterregulering i 2008 .
Den endelige udmelding af DUT-midler til de enkelte kommuner udestår, da udligningsordningen i det nye kommunale landskab skal forhandles på plads, før en fordelingsnøgle foreligger. Regeringen har meldt ud, at et forslag til udligningsreform vil blive fremlagt i foråret 2006 og tidligst vedtaget i marts 2006.
Genoptræning efter Sundhedsloven
Sundhedsloven fastslår, at kommunerne bl.a.
overtager ansvaret for genoptræning til personer, der efter udskrivning fra
sygehus, har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning.
Sundhedsforvaltningen har været igennem et
afklarende forløb om indplacering og styring af de kommende
genoptræningsopgaver fra H:S. Der arbejdes efter en model, der tilgodeser
synergien til ældreområdet og de nuværende træningscentre, men samtidig åbner
op for en specialisering i enkelte træningscentre for udvalgte genoptræningsopgaver.
Der integreres dermed to typer af
genoptræningsopgaver fra H:S i Sundhedsforvaltningens organisation, nemlig
almene genoptræningsopgaver med tæt kobling til ældreområdet og
specialfunktioner (små genoptræningsgrupper, særlige aldersgrupper og/eller
specialiserede genoptræningsfunktioner).
De almene genoptræningsopgaver og det
tilknyttede personale fra H:S vil blive indplaceret i de nuværende 8
træningscentre, som fortsat refererer til Ældrechefen i lokalområdet. De almene
genoptræningsopgaver kan fx være optræning indenfor geriatri, hoftenære
frakturer, osteoporose mv.
Organiseringsmodellen tillægger nogle af
træningscentrene særlige genoptræningsopgaver ved siden af de almene
genoptræningsopgaver nævnt ovenfor. Disse specialfunktioner kan fx bestå af
genoptræning efter neurologiske sygdomme. Den geografiske placering af
specialfunktionerne er endnu ikke besluttet.
Sundhedsforvaltningen er i gang med at udarbejde en implementeringsplan for modtagelsen af opgaven, som skal sikre at forvaltningen er klar til at modtage genoptræningsopgaven fra 1. januar 2007. Implementeringsplanen forelægges for Sundheds- og Omsorgsudvalget i begyndelsen af 2006.
Den
faglige afgrænsning af genoptræningsopgaven
I forhold til bestemmelserne i Sundhedsloven udestår en mere detaljeret definition og afgrænsning af genoptræningsopgaven, herunder blandt andet en afgrænsning af den specialiserede ambulante genoptræning, som fortsat skal foregå i sygehusregi. Den nedsatte arbejdsgruppe under Indenrigs- og Sundhedsministeriet har afsluttet sit arbejde med ovennævnte opgave – et arbejde både H:S og Københavns Kommune har deltaget i. Der står nu kun 2 kriterier tilbage i svaret på hvad der er specialiseret genoptræning:
1. Genoptræningsydelser, der kræver et samtidigt og/eller tæt tværfagligt samarbejde på speciallægeniveau med henblik på en tæt koordinering af genoptræning, udredning og behandling
2. Genoptræningsydelser der af hensyn til patientens sikkerhed forudsætter mulighed for bistand fra andet sundhedsfagligt personale, som kun findes i sygehusregi.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet lægger dermed op til en snæver definition i forhold til det oprindelige udspil, hvor man havde både specialiserede terapeuter og særligt udstyr inde som kriterier for at beholde genoptræningsydelser i sygehusregi.
Sundhedsforvaltningen afventer nu den endelige udmelding fra ministeriet til forhandlingsparterne på genoptræningsområdet på baggrund af arbejdsgruppens rapport.
Forberedende
forhandlinger om overførsel af genoptræningsopgaver
H:S har i efterårets løb varetaget
forhandlinger med forvaltningsrepræsentanter fra Frederiksberg, København,
Tårnby, Dragør og Hvidovre kommuner om overførsel af genoptræningsopgaven. I
lyset af den forsinkede udmelding fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet om
afgrænsning af de specialiserede ambulante genoptræningsopgaver, der fortsat
skal foregå i sygehusregi, har det endnu ikke været muligt at nå til enighed om
hvilke genoptræningsopgaver og omfanget af stillinger, der overføres til
kommunen. Udspillet fra H:S er, at 21,9 terapeuter overføres til Københavns
kommune. Københavns Kommune har markeret en forventning om et betydeligt højere
antal stillinger i lyset af drøftelserne i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
H:S har udarbejdet et samlet aftaleudkast for
opgaver, der overføres til Københavns Kommune, som fremlægges den 1. januar
2006. Men forhandlingerne på genoptræningsområdet fortsætter frem til den 31.
december 2005 i den forberedende forhandlingsgruppe.
Fra den 1. januar 2006 og frem til 1. april
2006 begynder forhandlingerne med Region Hovedstaden i regi af den formelle
forhandlingsgruppe bestående af en ansvarlig forhandler fra
Økonomiforvaltningens Direktion, og en gruppe der skal bistå forhandleren,
herunder Sundhedsforvaltningen.
Sundhedsforvaltningen skal udover at modtage personale også afgive personale til den kommende Region Hovedstaden på sygesikringsområdet, tandplejeområdet og de videnskabsetiske komiteer. Kommunens samlede udspil fremgår af aftaleudkastet for overførsel af personale og ressourcer til stat og region, som behandles i Borgerrepræsentationen den 15. december 2005.
Institutionen for Respirationspatienter
I
forbindelse med overførsel af sygehusopgaven, H:S, til regionen har der været
uklarhed omkring den fremtidige placering af Institutionen for
Respirationspatienter (IRP). Efter drøftelser med H:S har Sundhedsforvaltningen
valgt at anlægge en pragmatisk holdning til den fremtidige placering af
Institutionen for Respirationspatienter. Institutionen vil derfor forblive i
kommunalt regi i Sundhedsforvaltningen. Det er fortsat Sundhedsforvaltningens opfattelse, at
der er en meget tæt og naturlig sammenhæng mellem institutionens funktion og
sygehusopgaven i H:S og Sundhedsforvaltningen vil rejse ønsket om et udbygget
samarbejde mellem IRP og Respirationscenter Øst under Rigshospitalet, eventuelt
i form af en sundhedsaftale, overfor Region Hovedstaden, når denne er
etableret.
Voksentandplejen
Myndighedsansvaret for amtstandplejen overgår med kommunalreformen til kommunerne, men med mulighed for at købe sig til ydelsen i regionen. Det drejer sig om specialiseret tandpleje til sindslidende og udviklingshæmmede samt andre patientgrupper, der kun vanskeligt kan benytte de almindelige tandplejetilbud. Da opgaven allerede i dag varetages af Voksentandplejen, vil Sundhedsforvaltningen også fremover selv varetage denne opgave.
Med kommunalreformen skal Voksentandplejen også afgive opgaver til regionen, nemlig sygesikringstandplejen, amtsspecialtandplejen og administration af tilskud til kræftpatienter og personer med Sjøgrens Syndrom.
Fremover vil der derfor være fokus på omsorgstandplejen og amtstandplejen i Voksentandplejen, som fortsat benævnes Voksentandplejen.
Status på flytning af institutioner i
forbindelse med ny struktur i kommunen
Den ny struktur i kommunen samler misbrugsområdet i Socialforvaltningen. Sundhedsforvaltningen indgår i en arbejdsgruppe med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om den endelige afklaring af økonomi i forbindelse med overflytning af E-huset (et botilbud til aktivt drikkende alkoholikere over 65 år) og Blå kors støttemidler. Der er ligeledes taget initiativ til løsning af en række praktiske forhold og forberedelser ved overflytningen af E-huset.
I forhold til tandplejeområdet flytter Børne- og Ungetandplejen over i Børneforvaltningen pr. 1. januar 2006 og overflytningen af økonomien er på plads.
Desuden skal Borgerrepræsentationen på sit møde den 1. december 2005 drøfte hvorvidt Sundhedshuset på Nørrebro skal overgå fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Kommunikation
Sundhedsforvaltningen har udarbejdet en kommunikationsstrategi for kommunalreformsarbejdet og den ny struktur i kommunen. Kommunikationsstrategien revideres løbende i forhold til egne behov og drøftelser i den tværgående kommunikationsgruppe i kommunen.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Ingen økonomiske konsekvenser af indstillingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
Ingen.
Ib Haurum
/Jens Egsgaard