Mødedato: 08.02.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Prisanalyse af leverandører af indkøbsordning 2017

Se alle bilag
Udvalget orienteres om den årlige prisanalyse af indkøbsordningen for hjemmeboende borgere.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager prisanalysen 2017, af leverandører af indkøbsordningen til hjemmeboende borgere i Københavns Kommune, til efterretning.

Problemstilling

Københavnske borgere i eget hjem, som ikke selv har mulighed for at handle dagligvarer i almindelige dagligvarebutikker eller netsupermarkeder, kan visiteres til en indkøbsordning.

Københavns Kommune indgik, efter et udbud i slutningen af 2016, aftale med to leverandører - Egebjerg Købmandsgaard A/S og Intervare A/S - om levering af dagligvare til hjemmeboende borgere. Aftalerne løber til 2021.

Forvaltningen gennemfører årligt en prisanalyse for at sikre, at prisniveauet hos leverandørerne ikke afviger væsentligt fra det øvrige marked. Analysen forelægges her til udvalgets orientering.

Løsning

Beskrivelse af indkøbsordningen
De borgere, som benytter kommunens indkøbsordning er alle visiteret til ordningen, og der er tale om borgere, som ikke selv er i stand til foretage indkøb i typiske dagligevarebutikker eller hos et af de almindeligt tilgængelige netsupermarkeder.

Hvis en borger selv kan købe ind via et netsupermarked, bliver vedkommende ikke visiteret til indkøbsordning. Borgeren visiteres kun, hvis det er nødvendigt for borger at benytte sig af en af de særlige ydelser, som kommunens leverandør kan tilbyde.

De nuværende leverandører er:

  • Egebjerg Købmandsgaard A/S: Ejes af SuperBrugsen og når borgeren handler ind igennem dem er de sidestillet med alle kunder, som handler ind i SuperBrugsen, idet de kan købe nøjagtig de samme varer, herunder tilbudsvarer, til samme pris, som hvis borgeren selv gik ned og handlede ind

  • Intervare A/S: Intervare A/S er et netsupermarked, der siden 2000 har specialiseret sig i at levere varer til kommunernes ældre borgere. Selskabet er moderselskab til netsupermarkedet Nemlig.com

Kommunens leverandører adskiller sig fra almindelige netsupermarkeder ved:

  • At modtage telefoniske bestillinger
  • At ekspedere bestillinger, der ikke betales via kreditkort i købsøjeblikket
  • At ekspedere alle ordrer uden noget mindstekøb
  • At have en særlig netløsning for bestillinger foretaget af hjemmeplejen
  • At melde tilbage til visitationen hvis borger ikke åbner døren for den aftalte levering
  • At sætte varer på plads for borgeren

Indkøbsordningen består af følgende elementer:

  • Bestillingsfunktion, herunder telefonisk bestilling
  • Levering af varer til borgerens hjem, herunder plukning af varer, pakning og udbringning
  • Sætte varer på plads i borgerens hjem

Borgerne kan være visiteret til forskellige dele af ovenstående ydelser. Leverandørerne er forpligtet til at kunne levere alle ydelserne.

Borgeren skal alene betale for varerne, mens Københavns Kommune betaler for pakning og udbrigning med videre. Det er et krav i aftalen, at leverandørerne skal tilbyde et varesortiment, der som minimum svarer til de varer, som borgerne ville kunne købe i en dagligvarebutik.

Priserne på de varer, der sælges, skal modsvare prisniveauet for lignende varer i typiske dagligvarebutikker. Leverandørerne indestår desuden for leverandørernes og dennes eventuelle underleverandørers overholdelse og efterlevelse af Københavns Kommunes vilkår om leverandørernes samfundsansvar.

Prisanalyse 2017
I det følgende beskrives prisanalysens konklusioner, samt hvordan analysen er foretaget.

Konklusion
Den overordnede konklusion på prisanalysen 2017 er, at leverandørernes priser ikke afviger fra typiske dagligvarebutikker, og at leverandørerne tilbyder henholdsvis et supermarkeds- og et discountsortiment som beskrevet i kravspecifikationen.

Beskrivelse af prisanalysen
Prisanalysen er designet, så den tager højde for, at borgerne i indkøbsordningen har et forbrugsmønster, der afviger markant fra det forbrugsmønster, der kendetegner typiske husstande. Borgere visiteret til indkøbsordningen er i mange tilfælde også visiteret til madservice, hvilket betyder, at de kun i begrænset omfang bestiller varer til dagens varme måltid.

For at analysen kan tage udgangspunkt i det typiske forbrugsmønster har Københavns Kommune rekvireret lister hos de to leverandører over de 150 mest solgte varer i indkøbsordningen. På det grundlag har kommunen samlet en kurv af varer, der er på begge leverandørers lister.

Varerne er købt hos de to leverandører af indkøbsordningen og typiske dagligvarebutikker fra tre forskellige dagligvarekæder i Københavns Kommune. De tre fysiske dagligvarebutikker, der er købt ind i, er:

1. SuperBrugsen, Nordre Frihavnsgade 24, 2100 København Ø
2. Netto, Nordre Frihavnsgade, 70, 2100 København Ø
3. MENY, Østerfælled Torv 21, 2100 København Ø

På baggrund af de indhentede priser er der gennemført en analyse, der vægter priserne i forhold til, hvor stor en andel de enkelte varer udgør af det samlede antal solgte varer til borgere med indkøbsordning. Analysen viser, at MENY er dyrest, mens SuperBrugsen og Egebjerg er fire procent billigere. Intervare er en del billigere og billigst er Netto, som er 19 procent billigere end den dyreste dagligvarebutik.

For yderligere information om analysen, indhentning af priser og vægtning af varer, se bilag 1.

Tabel 1: Resultat af vægtet analyse

Leverandør

Meny

Egebjerg

Brugsen

Intervare

Netto

Værdi af vægtet varekurv

1.296,35

1.245,96

1.246,00

1.164,71

1.077,21

Pct. billigere end dyreste varekurv

 

4%

4%

10%

17%

Konklusion
Københavns Kommune kan på baggrund af prisanalysen konkludere, at prisniveauet for de to leverandører af indkøbsordningen svarer til de priser, der tilsvarende kan findes i dagligvarebutikker med et lignende supermarkeds- og discountsortiment.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Begge leverandøraftaler løber til 2021. I slutningen af 2018 foretages den årlige analyse af prisniveauet i kommunens indkøbsordning for hjemmeboende borgere.

 

Katja Kayser

                                        /Lars Matthiesen

Beslutning

Indstillinge blev taget til efterretning
Til top