Mødedato: 08.02.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Projektledelse af Idrætsdagen for Spring for Livet 2018-2021

Forvaltningen indstiller, at DGI fortsætter som projektleder for motionsdagen ”Spring for Livet” og have tilført den årlige bevilling på 0,5 mio i 2018-2021.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at DGI fortsætter som projektleder for motionsdagen ”Spring for Livet” i perioden 2018 til 2021.
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at den årlige bevilling på 0,5 mio. kr. overføres til DGI i årene 2018 til 2021 med forbehold for vedtagelse af budgettet for de pågældende år

Problemstilling

Den årlige idrætsdag for ældre ”Spring for Livet” blev med en årlig bevilling på 0,5 mio. kr. i Budget 18 gjort til en varig aktivitet i København.
DGI har i årene 2016 og 2017 været projektleder og budgetansvarlig for ”Spring for Livet”.

Forvaltningen indstiller, at udvalget godkender, at der indgåes en ny samarbejdsaftale om projektledelse for 2018-2021 med DGI.

Løsning

”Spring for Livet” har siden 2014 årligt været afholdt i Nørrebrohallen. Motionsdagen er målrettet seniorer (60+) fra hele byen og har til formål at motivere flere ældre til at leve et fysisk aktivt liv med idræt og motion i fællesskab med andre.

Deltagerne kan på dagen prøve kræfter med over 30 forskellige motionsformer såsom badminton, floorball, judo, yoga og dans. Dagen arrangeres i samarbejde med en lang række foreninger, der står klar med information om foreningen, og information om hvordan man kan deltage i foreningens aktiviteter. Foruden de mange aktiviteter, er der morgenmad, frokost og foredrag. Alt er gratis for deltagerne. Der har været en årlig deltagelse på mellem 800-1200 seniorer, og deltagerne er kommet fra hele byen. Aldersgennemsnittet er 70 år, og ca. 80 % af deltagerne er kvinder.

DGI har i 2016 og 2017 haft projektledelsen og ansvaret for planlægningen og afviklingen af ”Spring for Livet”. Den årlige bevilling på 0,5 mio. kr. er blevet overført til DGI. Samarbejdet med DGI og opgaven som projektleder, er beskrevet i en samarbejdsaftale.

Foruden samarbejdet med DGI har forvaltningen indgået partnerskabsaftale med organisationer som blandt andet Hovedstadens Røde Kors, Danske Seniorer, FOF og DAI (Dansk Arbejder Idrætsforbund).  Både samarbejdsaftalen med DGI og partnerskabsaftalerne med organisationerne udløb den 31. december 2017.

DGI har med stor tilfredshed blandt partnere og deltagere løftet opgaven som projektleder. DGI har derudover igangsat nye initiativer, for at få flere seniorer inkluderet i foreningernes fællesskab. Det har betydet at ”Spring for Livet” er blevet udvidet i form af åben træning, så det nu foregår året rundt og flere steder i byen. Aktiviteterne annonceres gennem Facebook. 

Det er forvaltningens vurdering, at DGI har udvist kompetent projektledelse for ”Spring for Livet” og at projektet med fordel kan forankres og fremtidssikres gennem DGI som projektleder i tæt samarbejde med de øvrige partnere. Med DGI som ansvarlig projektleder, får ”Spring for Livet” også muligheden for at trække på DGI´s øvrige kompetencer og ressourcer, på idræts- og motionsområdet. Det vil i øvrigt være en del af samarbejdet med DGI, at få flere mænd til at deltage i arrangementet fremover. 
I tillæg giver samarbejdet med DGI, en mulighed for at forene indsatserne under ”Spring for Livet” med visionen ”Bevæg dig for livet”. ”Bevæg dig for livet” er DIF og DGI´s fælles vision, om at få endnu flere danskere gjort fysisk aktive. Visionen løber frem til 2025. 

Alle partnerne bag ”Spring for Livet” fik i 2015 tilbuddet om at blive projektleder for motionsdagen. DGI var eneste organisation der viste interesse for opgaven og med bred opbakning fra alle.

Forudsat at udvalget tiltræder indstillingen, vil forvaltningen indgå en ny samarbejdsaftale for 2018-2021 med DGI.

Økonomi

Der er afsat 0,5 mio. kr. i Budget 18. Midlerne er givet som en varig bevilling.

Videre proces

Hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder indstillingen, vil den nye aftale med DGI træde i kraft pr. 1. marts 2018 og frem til 31. december 2021. Herefter revurderes aftalen på ny. 

 


 

Katja Kayser

                                      /Katrine Schjønning

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top