Mødedato: 07.12.2006, kl. 15:00

Revision af kvalitetsstandarderne

Se alle bilag

Revision af kvalitetsstandarderne

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 7. december 2006

 

 

Sager til beslutning

 

9.      Revision af kvalitetsstandarderne

 

SOU 404/2006  J.nr. 1/2004

 

 

INDSTILLING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at godkende kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, jf. Lov om Social Service § 83

at godkende kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning, jf. Lov om Social Service §86

at godkende, at genoptræning organiseres i en Bestiller- Udfører- Modtager model (BUM), i lighed med personlig og praktisk hjælp.

 

 

 

 

RESUME

Kommunen skal én gang årligt udarbejde:

·        Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp (bilag 1)

·        Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning (bilag 2)

 

Kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp er systematiseret i en række kvalitetsområder. Under hvert kvalitetsområde er visitationskriterierne til hjælp beskrevet og derudover er de enkelte ydelser beskrevet. I revisionen af kvalitetsstandarderne er der foretaget meget få ændringer i forhold til 2006, Den væsentligste ændring er, at det er blevet tydeliggjort, hvilke ydelser der kun er gældende i hjemmeplejen og hvilke ydelser, der er gældende i både hjemmeplejen og i plejebolig.

 

Kvalitetsstandarderne for genoptræning for borgere over 65 år har gennemgået en større revision. De er nu udformet som et borgerrettet dokument, hvor serviceniveauet på træningsområdet synliggøres over for borgerne. Indførelsen af BUM på træningsområdet udgør ligeledes en stor forandring i forhold til hidtidig praksis og styring på området.

 

I løbet af 2007 vil kvalitetsstandarderne undergå en større revision, herunder vil konceptet for kvalitetsstandarder videreudvikles.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Kvalitetsstandarderne danner grundlag for den politiske fastsættelse af serviceniveauet, det vil sige indhold, omfang og krav til udførelse af hjælp og træning.

 

Kvalitetsstandarderne medvirker til at sikre borgernes retssikkerhed, således at borgere med ensartede behov får tildelt ensartet hjælp og træning uanset boform og bopæl i Københavns Kommune. Kvalitetsstandarderne bidrager til, at borgerne kan få viden om, hvilken hjælp/træning de er berettiget til.

 

Kvalitetsstandarderne er et centralt arbejdsredskab for visitatorerne i forbindelse med visitationen og udarbejdelsen af afgørelser til borgerne. Endvidere er kvalitetsstandarderne et centralt arbejdsredskab for medarbejdere i plejeboliger og leverandører af hjemmepleje og træning. De medvirker til at sikre, at den hjælp/træning, der ydes, er i overensstemmelse med det politisk vedtagne serviceniveau.

 

Fagligt er der en tæt sammenhæng mellem de to områder. En del af den vedligeholdende træningsindsats er indeholdt i kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, da den integreres i den måde, den øvrige hjælp udføres på.

 

Kommunen skal - jf. Lov om Social Service, Bekendtgørelse nr. 262 - én gang årligt udarbejde:

·        Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp (bilag 1)

·        Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning (bilag 2)

 

Kvalitetsstandarderne er konsekvenstilrettet i forhold til henvisninger til lovgivning, under hensyntagen til Sundhedsloven som træder i kraft 1. januar 2007 og den reviderede Lov om Social Service. 

 

Revision af kvalitetsstandarderne 2007

 

Ændringer i kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, jf. Lov om Social Service § 83

 

Kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp er med få undtagelser gældende for både hjemmeboende borgere og borgere i plejeboliger. Det betyder, at borgerne kan forvente samme serviceniveau uafhængigt af boform.

 

Kvalitetsstandarderne er systematiseret i en række kvalitetsområder. Under hvert kvalitetsområde er visitationskriterierne til hjælp beskrevet og derudover er de enkelte ydelser beskrevet.

 

I nærværende kvalitetsstandarder er der foretaget følgende ændringer:

 

·        Det er blevet tydeliggjort, hvilke ydelser der kun er gældende i hjemmeplejen og hvilke ydelser, der er gældende i både hjemmeplejen og plejebolig.

 

·        For at sikre et ensartet serviceniveau i forhold til rengøring, er det nødvendigt at give rengøringsydelser med forskelligt interval i henholdsvis hjemmeplejen og plejebolig. Hyppigheden er beskrevet ved de enkelte ydelser. 

 

·        Grundig rengøring er ikke mere en selvstændig ydelse som gives automatisk ved visitation til rengøring. Fremover vil den enkelte borgers samlede behov for rengøring blive vurderet individuelt.

 

Det skal bemærkes, at der i forhold til ydelsen "indkøbsordning" indgår en besparelse i budget 2007. Dette påvirker dog ikke kvalitetsstandarderne, da besparelsen forventes gennemført ved en skærpelse af visitationskriterierne.    

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at forslag til kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp godkendes.

 

 

Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning, jf. Lov om Social Service § 86

 

Kvalitetsstandarderne for genoptræning og vedligeholdende træning skal blandt andet bidrage til, at borgerne kan få viden om, hvilken træning de er berettiget til. Kvalitetsstandarderne er udformet som et borgerrettet dokument, hvor serviceniveauet på træningsområdet synliggøres. Endvidere indeholder dokumentet praktiske oplysninger om bl.a. borgerens muligheder for transport i forbindelse med træningsforløbet samt ventetider.

 

Genoptræning

Kommunen skal, jf. Lov om Social Service §86 stk. 1, tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.

 

Genoptræning indgår sammen med kommunens øvrige tilbud i en samlet indsats for at bringe borgeren tilbage til eller så tæt på det funktionsniveau, vedkommende havde, inden sygdom eller anden hændelse medførte et funktionstab.

 

Kvalitetsstandarderne for genoptræning indeholder væsentlige ændringer i forhold til 2006, idet der er udarbejdet "standardiserede" genoptræningsforløb. Kvalitetsstandarderne indeholder 3 genoptræningsforløb; træning på hold, individuel træning og en kombination af individuel- og holdtræning. Alle borgere tilbydes individuel rådgivning og vejledning, fx vejledning om trænings- og forebyggelsesaktiviteter i lokalområdet. Genoptræningsforløbene er tidsbegrænsede. Træningsforløbene er udviklet på baggrund af eksisterende praksis og videnskabelige undersøgelser i forhold til træningsprincipper. Der vil i 2007 være fokus på at evaluere træningsforløbenes effektivitet.

 

Alle genoptræningsforløb tilrettelægges individuelt inden for rammen af det tildelte træningsforløb og målrettes det formål, som er fastsat af myndigheden i samarbejde med borgeren i forbindelse med afgørelse om genoptræning.

 

Der foretages en evaluering ved træningsforløbets afslutning, og eventuelle anbefalinger vedrørende opfølgende servicetilbud, fx vedligeholdende træning, sendes til myndigheden.

 

Vedligeholdende træning

Kommunen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.

 

Vedligeholdende træningen foregår på kommunens daghjem, dagcentre, plejehjem og i hjemmeplejen.

Borgerne tildeles vedligeholdende træning i forbindelse med visitation til disse tilbud.

 

Kvalitetsstandarder for den vedligeholdende træning er kun ændret i form, men ikke i indhold.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning godkendes.

 

Bestiller–Udfører–Modtager model på genoptræningsområdet

Det fremgår af Lov om Social Service og vejledning hertil, at den kommunale myndighed skal tilbyde genoptræning efter en konkret individuel vurdering af træningsbehovet. I forbindelse med afgørelsen skal myndigheden forholde sig konkret til, hvad formålet med træningsindsatsen er, samt hvad omfanget og indholdet af træningsindsatsen skal være. Myndigheden skal, når den træffer afgørelse om genoptræning, tage afsæt i Lov om Social Services krav om, at formålet med hjælpen er at yde en helhedsorienteret indsats.

 

Med indførelse af BUM for genoptræning får Pensions- og Omsorgskontorerne (visitationen) ansvar for tildeling af genoptræningsydelser i lighed med andre serviceydelser. Der skabes herved et organisatorisk grundlag for at sikre en samlet kommunal indsats over for den enkelte borger. 

 

Samtidig vil BUM sikre en større sammenhæng mellem aktivitet og økonomi, idet der i 2008 vil blive indført aktivitetsbestemt afregning på træning jf. Lov om Social Service.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen planlægger at indføre BUM på genoptræningsområdet fra den 1. marts 2007.

 

Med kommunalreformen får kommunerne myndighedsansvaret for al træning, som ikke foregår specialiseret i sygehusvæsenet, både den som gives jf. Lov om Social Service og træning ifølge Sundhedsloven. Dermed får kommunen også mulighed for at tilrettelægge og tilbyde en helhedsorienteret og effektiv indsats til borgerne, så borgerne oplever sammenhæng og kontinuitet i de forskellige træningstilbud, såvel som i de øvrige ydelser, borgerne modtager. 

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at indførelsen af Bestiller–Udfører–Modtager modellen (BUM) for genoptræning jf. Lov om Social Service §86 godkendes.

 

Kvalitetsstandarder 2008

I løbet af 2007 vil kvalitetsstandarderne undergå en større revision, herunder vil konceptet for kvalitetsstandarder videreudvikles. Det er hensigten i denne proces at skabe en tæt kobling mellem den ældrefaglige strategi, der i øjeblikket er under udarbejdelse, serviceniveauet, som danner rammen for indsatsen, kriterierne for tildeling af hjælp og endelig de kontrakter, som regulerer samarbejdet med de kommunale og private leverandører af hjælpen.

 

Således vil der i det nye koncept blive lagt op til, at der i stedet for et samlet produkt skal udvikles flere forskellige og mere målrettede produkter, som tilsammen kan skabe sammenhæng mellem de politiske prioriteringer og praksis. Der vil herunder være fokus på, at der med det nye koncept for kvalitetsstandarder skal skabes et formidlingsvenligt produkt, som på en målrettet og tilgængelig måde kan informere borgerne om, hvilken hjælp de kan forvente, i hvilke situationer de kan få hjælp, mulighederne for frit valg m.m. Samtidig skal konceptet indeholde operationelle visitationskriterier, som visitatorerne kan anvende i deres daglige arbejde til både at sikre et ensartet serviceniveau og samtidig sikre, at borgerne får en individuel afgørelse og den rigtige hjælp. Endelig er det væsentligt, at konceptet indeholder et fagligt redskab, som kan sikre en ensartet forståelse af serviceniveauet på tværs af bydele og dermed en ensartet ramme for den service, som leveres.

 

Udviklingen af det nye koncept for kvalitetsstandarder er forankret i Dokumentationsstaben. Arbejdet er igangsat og vil forløbe i første halvår af 2007 med henblik på godkendelse af nye kvalitetsstandarder i sammenhæng med vedtagelsen af budget 2008.

 

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

ØKONOMI

Per sonlig og praktisk hjælp

I budget 2007 er vedtaget en besparelse på 1,8 mio. kr. vedr. grundig rengøring og 3,4 mio. kr. vedr. indkøbsordning. 

 

Besparelsen vedr. grundig rengøring forventes implementeret via de foreslåede ændringer i kvalitetsstandarderne. Besparelsen på indkøbsordning forventes implementeret via skærpet visitation indenfor rammerne af kvalitetsstandarderne.

 

Genoptræning og vedligeholdende træning

Indførelse af BUM på træningsområdet sker overordnet i to etaper. Som anført ovenfor træder adskillelsen mellem myndighed og leverandør i kraft 1. marts 2007. Den aktivitetsbestemte afregning træder ikke i kraft før 1. januar 2008. Først på dette tidspunkt vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen have de fornødne data til etablering af en retvisende budgetmodel, herunder en endelig beregning af taksterne for de standardiserede genoptræningsforløb, som borgerne kan visiteres til. I 2007 vil budgetterne til træning efter §86 i Lov om Social Service blive udmøntet på baggrund af den hidtidige budgetmodel på området. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil i 2007 følge udviklingen i økonomien på træningsområdet og på baggrund af de aktiviteter, der har fundet sted dette år, udarbejde et fremtidigt budget til aktivitetsbestemt afregning.

 

Det skal understreges, at indførelse af BUM ikke vil påvirke den overordnede budgetramme afsat til genoptræning efter §86 i Lov om Social Service, men det kan ikke udelukkes, at der gradvist vil ske en omfordeling af budgetmidler mellem lokalområderne som følge af ændret aktivitet.

 

 

HØRING

Kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp samt for genoptræning og vedligeholdende træning har i oktober/november været i høring hos interne og eksterne parter.

 

Resume af høringssvar vedrørende Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp er vedlagt som bilag 3, og høringssvarene fra høringsparterne er vedlagt i kopi i bilag 4. Høringsparterne har ikke mange kommentarer til den aktuelle revision, men udtrykker ønske om en mere grundlæggende revision.

 

Resume af høringssvar vedrørende Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning er vedlagt som bilag 5, og høringssvarene fra høringsparterne er vedlagt i bilag 6. Høringsparterne er i overordnede træk enige i SUFs forslag til kvalitetsstandarder og gav udtryk for, at opstillingen af materialet var let og overskuelig. Der er enkelte forslag til ændringer og supplerende bemærkninger.

 

 

BILAG

 

Bilag 1 – Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp

Bilag 2 – Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning

Bilag 3 – Resume af høringssvar vedr. kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp

Bilag 4 – Høringssvar fra eksterne høringsparter vedr. kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp.

Bilag 5 – Resume af høringssvar vedr. kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning

Bilag 6 – Høringssvar fra eksterne høringsparter vedr. kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning 

 

 

Lene Sillasen                                                               

                                                                                                                                                                                                    /Lars Bo Bülow 

 


 

Til top