Mødedato: 07.08.2000, kl. 15:00

Forventet regnskab for 2000 (Økonomi- og aktivitetsrapport pr. 30. juni 2000)

Forventet regnskab for 2000 (Økonomi- og aktivitetsrapport pr. 30. juni 2000)

for mødet «MDAT» kl

Sundheds- og Omsorgsudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ekstraordinært møde mandag den 7. august 2000

 

3. Forventet regnskab for 2000 (Økonomi- og aktivitetsrapport pr. 30. juni 2000)

SOU 205/2000 J.nr. 3/2000

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender det forventede regnskab 2000 og halvårsregnskabet pr. 30. juni 2000,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget fremsender halvårsregnskabet til økonomiudvalget og samtidig overfor økonomiudvalget indstiller at de forventede budgetoverskridelser financieres ved en låneordning, hvor afdragsperioden andrager 6 år, og

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager redegørelsen for den aktivitetsmæssige status og aktivitetsrapportering til efterretning.

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 7. august 2000

Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen med tilføjelse vedrørende sygesikringsområdet, jfr. omdelt notat af 7. august 2000.

Birthe Nødgaard (O) tog forbehold for beslutningen og ønskede ført til protokols, at "Dansk Folkeparti stiller sig kritisk over for prognoserne for regnskab 2000. Tallene viser, at der er brug for en total omlægning af forvaltningens økonomi, herunder en tilførsel af midler fra andre forvaltninger. Situationen er så graverende, at den samlede Borgerrepræsentation må have en redegørelse og diskussion af, hvad der kan gøres på Sundheds- og Omsorgsforvaltningens område.

Det er samtidigt pinligt, at det med de nye tal nu er konstateret, at underskuddet i forvaltningens regnskab for 2000 bliver 33,9 millioner kr. større end forventet i foråret og at det samlede underskud for 2000 kommer helt op på 122 millioner kr. Hertil skal lægges, at der i 1998 og i 1999 også var store millionunderskud og omfattende regnskabsrod.

Dansk Folkeparti kan ikke acceptere planerne om yderligere plejehjemslukninger for at finansiere kæmpeunderskuddende. Det er uanstændigt og asocialt, hvis økonomiproblemerrne igen skal gå ud over de ældre".

Bente Møller (Ø) ønskede ført til protokols, at "det er Enhedslistens opfattelse at området bør tilføres yderligere midler og at Enhedslisten vil tage dette op i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger".

 

 

 

 

RESUME

Nærværende redegørelse for den økonomiske situation og status for de igangsatte aktiviteter i budget 2000 skal ses i forlængelse af regnskab 1999 sagen, jf. indstilling vedr. "Regnskab 1999", og regnskabsprognosen for juni måned, jf. indstilling vedr. "Forventet regnskab for 2000 (aktivitets- og økonomirapport pr. 31. maj 2000).".

Der forventes et merforbrug på 122 mill. kr. på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område. Merforbruget er fordelt med 100,9 mill.kr. på det rammebelagte område, heraf 2,1 mill. kr. vedrørende anlæg, mens der forventes et merforbrug på 21,1 mill. kr. på området, Lovbundne områder og finansposter.

I sagen vedrørende regnskab 1999 besluttede Borgerrepræsentationen, at Sundhedsforvaltningens forslag om at spare ekstra 10 mill. kr. i 2000 blev ændret til, at Sundheds- og Omsorgsudvalget skulle lånefinanciere det samlede dengang forventede underskud på 67 mill. kr.

I dette lys kan der opstilles tre mulige løsninger på det konstaterede yderligere merforbrug på 33,9 mill. kr. i 2000.

  1. Merforbruget kan finansieres ved besparelser i Sundheds- og Omsorgsudvalgets drift, opnået ved en kombination af lukning af boliger samt reduktion af hjemmeplejen.
  2. Merforbruget kan alternativt lånefinancieres i sin helhed. Det kunne være en implicit fortolkning af Borgerrepræsentationens beslutning vedrørende regnskab 1999-sagen.
  3. Endelig kan Borgerrepræsentationen vedtage at give Sundheds- og Omsorgsudvalget tillægsbevillinger, således at budgettet kan overholdes.

 

 

Sundhedsforvaltningen vurderer, at det er nødvendigt at se den nødvendige økonomiske genopretning i et flerårigt perspektiv.

Sundhedsforvaltningen indstiller derfor, at merforbruget i indeværende år lånefinancieres i sin helhed.

Indstillingen er sendt til Økonomiudvalget med forbehold for Sundheds- og Omsorgsudvalgets senere godkendelse.

 

 

 

Til top