Mødedato: 07.08.2000, kl. 15:00

Budget 2001 (Tekniske korrektioner)

Budget 2001 (Tekniske korrektioner)

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ekstraordinært møde mandag den 7. august 2000

 

2. Budget 2001 (Tekniske korrektioner)

SOU 262/2000 J.nr. 1/2000

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder, at det korrigerede budgetforslag 2001 for Sundheds- og Omsorgsudvalget, der er udarbejdet indenfor de rammer, som er besluttet af Økonomiudvalget, fremsendes til Økonomiudvalgets videre behandling.

 

RESUME

I fortsættelse af Sundheds- og Omsorgsudvalgets behandling af budgetforslag 2001 den 25. april 2000 er udarbejdet det endelige budgetforslag indeholdende tekniske korrektioner. Sundheds- og Omsorgsudvalget tog på møde den 25. april 2000 til efterretning, at Sundhedsforvaltningens budgetforslag for 2001 er udarbejdet indenfor de rammer, som er besluttet af Økonomiudvalget, og som sådan fremsendes til Økonomiudvalgets videre behandling.

Budgetforslaget er udarbejdet inden for de af Økonomiudvalget udmeldte korrigerede rammer for budgetbidrag 2001 pr. 20. juni 2000. I rammeudmeldingen er indarbejdet DUT-sager, som følge af lovændringer og konsekvenser vedrørende regnskab 1999. Endelig er indarbejdet efterregulering vedr. sygedagpengesagen, der forventes udmeldt af Økonomiudvalget i august.

De væsentligste DUT-korrektioner på det rammebelagte område omfatter en overførelse af hovedparten af Stadslægens opgaver til staten samt indførelse af tilskud på 3000 kr. til høreapparater til brugere af privatklinikker. På det lovbundne område omfatter ændringerne en afskaffelse af efterlevelsespensionen og indførelse af efterlevelseshjælp, der omfatter at alle samlevende borgere for mulighed for efterlevelseshjælp. Endelig er reglerne for begravelseshjælp strammet.

Borgerrepræsentationens beslutning af 11. maj 2000 vedrørende regnskab 1999-problemet betyder, at der er indarbejdet et særtilskud på 80 mill. kr. i 2001 og et permanent rammeløft på 18,8 mill. kr. til dækning af fejlagtig rammekorrektion i forbindelse med indførelse af plejehjemsbeboernes betaling for obligatoriske ydelser, samt kompensation for merudgifter i forbindelse med indførelse af sivemodeller, hvor udgifter til renter og afdrag overføres til taksterne for køb af boliger. Endelig indgår udgifter på ca. 34 mill. kr. til afdrag på lån.

I forlængelse af beslutningerne om løsning af 1999-regnskabsproblemet indgår en uudmøntet besparelsespulje på 66 mill. kr. Sundhedsforvaltningen er pålagt at udarbejde et forslag til finansiering heraf, som kan indgå i de kommende budgetforhandlinger med henblik på at den endelige finansiering af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget afklares som led i vedtagelse af kommunens samlede budget 2001. Sundhedsforvaltningen vil senere fremkomme med indstilling herom.

Forslaget er herudover udarbejdet på grundlag af Borgerrepræsentationens beslutning i juni 2000 om lukning af 251 plejeboliger som led i 10-årsplanen. Størstedelen af kapacitetsreduktionerne følger af nedgangen i ældrebefolkningen og sikrer derved et uændret serviceniveau. Af de 251 boliger vil besparelsen ved at lukke 60 boliger bidrage til finansiering af den igangsatte omstilling på ældreområdet.

SAGSBESKRIVELSE

I forhold til det budgetforslag, som blev forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget den 25. april, har Sundhedsforvaltningen indarbejdet følgende ændringer med henblik på fremsendelse til Økonomiudvalget:

 

  • Korrektioner som følge af Økonomiudvalgets udmelding af ændrede rammer pr. 20. juni:

 

Ændret pris- og lønregulering

Med den nye regulering sker der et løft i lønfremskrivningen fra 3,3 pct. til 3,4 pct. og et løft i prisfremskrivningen fra 2,3 pct. til 2,5 pct.. Budgettet forøges heraf med 2,6 mill. kr.

DUT-sager (Det Udvidede Totalbalanceprincip mellem stat og kommuner).

DUT-sagerne vedrører ændringer i bloktilskuddet. Sagerne, som vedrører Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget, er følgende:

DUT-sager på det rammebelagte område

Rammeudvidelse

Overførelse af Stadslægen til staten

Stadslægeembedet overføres til staten og indgår derfor ikke længere i budgettet. Dele af Stadslægens opgaver forbliver imidlertid i Københavns Kommune efter aftale mellem Sundhedsministeriet og Københavns Kommune. Disse opgaver skal i fremtiden løses i Sundhedsforvaltningen og/eller via køb af konkrete ydelser hos den kommende embedslægeinstitution. Budgettet til disse opgaver er fortsat i Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget.

-6,5 mill. kr.

Ændring af apotekerloven

Loven åbner mulighed for at apotekerne kan modtage rabatter, herunder gennem frivillige indkøbssamarbejder, hvilket vil styrke incitamentet til mere rationelle indkøb. Dette forventes at medføre besparelser på stat og kommuners udgifter medicintilskud.

-0,05 mill. kr.

Offentlig sygesikring

Loven omhandler nyintroducerede lægemidler og ændres således, at intet lægemiddel kan opnå status som tilskudsberettiget, hvis præparatets danske apoteksindkøbsspris ligger over den nord- og mellemeuropæiske gennemsnitspris. Den forventede besparelse skyldes en forventning om, at medicinproducenterne vil prissætte deres produkter, så de kommer på niveau med den europæiske gennemsnitspris.

-0,2 mill. kr.

Fratagelse af tilskud til udvalgte lægemidler

Lægemiddelstyrelse har på opfordring fra Sundhedsministeriet gennemgået listen over tilskudsberettigede lægemidler med henblik på at vurdere, om der var præparater, som man kunne fjerne tilskuddet fra. Der er herefter udpeget en række lægemidler, som med virkning fra 21. februar 2000 fik frataget tilskuddet. Størrelsen af besparelsen afhænger af i hvor høj grad, der vil foregå substitution til lægemidler, der stadig er tilskudsberettigede.

-0,08 mill. kr.

Tilskud til høreapparater

Der indføres medio 2000 frit valg mellem offentlig og privat høreapparatbehandling hos godkendt privat leverandør med tilskud på 3000 kr. pr. apparat.

3,0 mill. kr.

Betaling for ophold på plejehjem

Mellemværende fra DUT-forhandlingerne fra 1999, der har til hensigt at sikre, at de gældende regler for beregning af opholdsbetaling pr. 1. marts 1999 videreføres uændret. Der blev indført et kompensationsbeløb, som lagde loft over hvor meget beboernes huslejebetaling kunne stige årligt som følge af ændringer i betalingsreglerne.

Budgettet reduceres som følge af større indbetalinger fra beboerne, i takt med at kompensationsbeløbet aftrappes.

-0,7 mill. kr.

Revision af regler for særlige hjælpemidler (kørestole)

Der indføres 01.07.2000 frit leverandørvalg af kørestole, som skal individuelt tilpasses. Typen af kørestole omfattet af lovgivningen, benyttes primært af yngre handicappede. Antallet af kørestole omfattet af loven under Sundheds- og Omsorgsudvalgets område er derfor begrænset.

0,3 mill. kr.

 

DUT-korrektioner på det lovbundne område

Rammeudvidelse

Efterlevelseshjælp

Afskaffelse af efterlevelsespension og indførelse af efterlevelseshjælp. Til såvel samlevende som samlevende gifte efterlevende efter en folkepensionist kan ydes efterlevelseshjælp. Ydelsen er indkomst- og formueafhængig.

Ændringen betyder samtidig en statslig mindreudgift til folkepension.

3,6 mill. kr.

Begravelseshjælp

Nye regler pr. 01.04.2000, således at borgere født efter 01.04.1957 ikke får 1.050 i formueuafhængig begravelseshjælp. Beregningsgrundlag for den formueafhængige andel af begravelseshjælpen ændres, således at den aktuelle formue på dødsdatoen benyttes.

-2,3 mill. kr.

Boligydelse til efterlevende

Afskaffelse af efterlevelsespensionen medfører merudgifter til boligydelse

0,1 mill. kr.

  • Forventede korrektioner som følge af Økonomiudvalgets udmelding af ændrede rammer pr. august.

 

Efterregulering af sagen om sygedagpenge

Efterregulering af DUT-sag fra 1999 vedrørende ligestilling af offentlige og private arbejdsgivere i forhold til sygedagpenge. Sygdomsperioder over 2 uger medfører dagpengerefusion og dermed en besparelse. Beløbet består dels af en efterregulering, der skyldes, at de oprindelige beregninger var forkerte, dels af en helårsvirkning, da 2000 er et overgangsår.

1,2 mill. kr.

Efterlevelseshjælp

Jf. ovenstående DUT-sag på det lovbundne område forhøjes rammen som følge af udgifter til administration af efterlevelseshjælp.

0,4 mill. kr.

 

Sundhedsforvaltningen vurderer, at ovenstående korrektioner som følge af DUT-sager ikke giver anledning til bemærkninger.

 

  • Borgerrepræsentationens beslutning vedrørende lukning af boliger i 2001

Borgerrepræsentationen besluttede den 14. juni 2000 at lukke i alt 251 plejeboliger og beskyttede boliger pr. 1. januar 2001, på institutionerne Borgervænget, Granbo, Lillehjemmet og Røde Kors Hjemmet.

Borgerrepræsentationens beslutning medfører en nettobesparelse på 44,5 mill. kr. Der er i beregningerne taget højde for såvel besparelser ved lukning som udgifter forbundet hermed. Det betyder, at en beslutning i august om lukning af yderligere plejeboliger i 2001 som led i 10-årsplanen vil forbedre udvalgets økonomiske situation.

Den anførte besparelse kan henføres en reduktion i boligantallet på 191 boliger grundet faldet i ældretallet svarende til 29,5 mill. kr. Den yderligere nettobesparelse på 15 mill. kr. svarende til 60 boliger anvendes til videreførelse af igangværende omstillinger på ældreområdet, jf. Borgerrepræsentationens beslutning i forbindelse med vedtagelsen af budget 2000 om, at der i perioden 2001-2003 årligt skal lukkes 60 boliger årligt med henblik på anvendelse af besparelsen til omstillinger på ældreområdet.

 

  • Konsekvenser af merforbruget i regnskab 1999

Konsekvenserne af merforbruget i regnskab 1999 og de beslutninger, som blev taget af Borgerrepræsentationen i relation hertil den 11. maj 2000, er indarbejdet i budget 2001. Heri indgår et særtilskud på 80 mill. kr. i 2001, et permanent rammeløft på ca. 19 mill. kr. samt udgifter på ca. 34 mill. kr. til afdrag på lån optaget til dækning af underskuddet i 1999 samt diverse tiltag til effektivisering af driften, jf. nedenfor.

Borgerrepræsentationens beslutninger indebar en fortsat ubalance i udvalgets økonomi for 2001 på 69 mill. kr. Sundhedsforvaltningen blev pålagt at udarbejde et oplæg til finansiering af den fortsatte ubalance, som kunne indgå i efterårets budgetforhandlinger. Vedtagelsen den 14. juni 2000 om lukninger af boliger omfattede færre boliger end det oprindelige forslag. Nettobesparelsen bliver derfor 1 mill. kr. lavere end forudsat, og derfor stiger ubalancen til 70 mill. kr. I budgetforslaget er der konkret indarbejdet besparelser på 4 mill. kr. svarende til 2 pct. på administrationsbudgettet. Herefter er ubalancen på 66 mill. kr., som er indarbejdet som en uudmøntet pulje.

 

ØKONOMI

-

HØRING

-

BILAG

Bilag 1: Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetforslag for 2001

Bilag 2: Ønskeliste

Bilag 3: Investeringsplan

Bilag 4: Takstbilag

Bilag 5: Sundheds- og Omsorgsudvalgets personaletal

Bilag 6: Grundlaget for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetforslag 2001

 

 

Ib Haurum

/ Lau Svendsen-Tune

 

Til top