Mødedato: 07.06.2024, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Orientering om fremrykning af udbredelse af tværfaglige teams med nærvisitation

Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) godkendte den 1. juni 2023 det overordnede indhold i en kommende ny samarbejdsmodel mellem hjemmepleje, sygepleje og visitation - ’Tværfaglige Teams med Nærvisitation’. Udvalget godkendte samtidig, at samarbejdsmodellen udvikles og afprøves i hjemmeplejeenheden Vanløse-Brønshøj-Husum med henblik på efterfølgende udbredelse til hele byen.

På baggrund af SOUs beslutning har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) arbejdet videre med udvikling af en skalérbar model for tværfaglige teams med nærvisitation.

I lyset af den nye ældrereform, hvor der bl.a. er øremærket en ramme til udbredelse af faste teams i ældreplejen, planlægger forvaltningen nu, at udbredelsen af tværfaglige teams med nærvisitation fremrykkes ca. et år, så medarbejdere og ledere i hjemmepleje, sygepleje og visitation i hele byen er begyndt at arbejde i teams, når en ny ældrelov træder i kraft, forventeligt i sommeren 2025.

Med etablering af tværfaglige teams med nærvisitation skal borgerne opleve en øget grad af sammenhæng, kontinuitet og kvalitet i deres samlede forløb, både i deres hjemmeplejeforløb og i forløb, hvor de modtager andre indsatser i SUF.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. At Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om fremrykning af udbredelsen af tværfaglige teams med nærvisitation til efterretning

Problemstilling

SUF er aktuelt i gang med udvikling af en samarbejdsmodel for tværfaglige teams med nærvisitation i Vanløse-Brønshøj-Husum med oprindelig planlagt udbredelse til den øvrige del af byen fra 2026. Med den nye ældrereforms fokus på – og midler til – etablering af faste teams og borgernær visitation arbejder forvaltningen på, at udbredelsen fremrykkes et år.

Løsning

En fremrykning af udbredelsen af tværfaglige teams med nærvisitation på ca. et år vil betyde, at de øvrige fire hjemmeplejeenheder og den øvrige visitation skal påbegynde klargøring af omstilling til tværfaglige teams med nærvisitation umiddelbart efter sommerferien 2024. Med denne ændring i tidsplanen vil faste teams med nærvisitation være i gang i hele byen, når en ny ældrelov træder i kraft, forventeligt i sommeren 2025.

Når tilgange og metoder i tværfaglige teams med nærvisitation udbredes til de øvrige fire hjemmeplejeenheder og den øvrige visitation, sker det på baggrund af udvikling af modellen i Vanløse-Brønshøj-Husum. Udviklingsarbejdet i Vanløse-Brønshøj-Husum er godt i gang, og erfaringerne viser, at implementering af tværfaglige teams med nærvisitation indebærer en stor kulturforandring for både ledere og medarbejdere. Det må derfor forventes, at implementeringsprocessen i resten af byen også vil kræve, at der afsættes ressourcer til lokalt at modne og forandre kulturen i organisationerne.  

Aktiviteter i perioden juni 2024 til sommeren 2025 med henblik på udbredelse af tværfaglige teams til hele byen:

  • inddrage MED-organisationen
  • etablere lokale implementeringsorganisationer
  • tilpasse samarbejdsmodellen til lokale forhold
  • gennemføre lederudviklingsforløb
  • tilpasse fysiske rammer til den nye teamstruktur

Med afsæt i både egne og nationale erfaringer arbejdes der i Vanløse-Brønshøj-Husum med en trinvis udvikling og afprøvning af en model for tværfaglige teams med nærvisitation. Det betyder, at ledere og medarbejdere fra de involverede enheder løbende udvikler og afprøver nye konkrete arbejdsformer og måder at løse opgaver på. Denne tilgang er valgt, da medarbejdere og ledere på denne måde inddrages igennem hele forandringsprocessen. De første konkrete afprøvninger i de tværfaglige teams i Vanløse-Brønshøj-Husum sættes i gang inden sommerferien.

Forvaltningen har med bistand fra Aalborg Universitet udviklet et særligt ledelsesprogram, der skal understøtte lederne med den kompetenceudvikling og sparring, der viser sig behov for i forbindelse med tværfaglige teams med nærvisitation.

Økonomi

Der blev med budgettilførslen for 2024 under overskriften Frisættelse af ældreområdet bevilget i alt 10 mio. kr. til udvikling, afprøvning og udbredel-se af Tværfaglige teams med nærvisitation i perioden 2024-2027. 

Derudover forventer forvaltningen at modtage midler til udbredelse af faste teams via udmøntning af midler ifm. ældrereformen, hvor der er øremærket 376,1 mio. kr. i 2024 til dette formål. Det er stadig uafklaret, hvordan midler-ne øremærket til faste teams præcist udmøntes. 

På baggrund af erfaringerne fra arbejdet i Vanløse-Brønshøj-Husum vurderer forvaltningen, at den fremrykkede implementering af tværfaglige teams med nærvisitation til hele byen forudsætter yderligere finansiering end de allerede afsatte midler. Det vil blandt andet være nødvendigt at afsætte midler til styrket lokal implementeringsunderstøttelse, lederudviklingsfor-løb og kompetenceudvikling af medarbejdere. 

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil blive forelagt en ny sag, når forvaltningen kender den økonomiske fordelingsnøgle for udmøntning af midler til faste teams.

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil derudover løbende blive orienteret om udbredelsen af tværfaglige teams med nærvisitation.

Status samt plan for udbredelse vil i øvrigt blive præsenteret på Ældrerådsmøde den 6. juni 2024. 
Karen Toke/
Helle Schnedler

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top