Overførsel af uforbrugte midler fra 2000 - 2001 vedr. Omsorgssystemet (KOS)
Overførsel af uforbrugte midler fra 2000 - 2001 vedr. Omsorgssystemet (KOS)
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde mandag den 7. maj 2001
1. Overførsel af uforbrugte midler fra 2000 - 2001 vedr. Omsorgssystemet (KOS)
SOU 163/2001 J.nr. 1/2001
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget søger Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om overførsel af 11 mill. kr. fra 2000 til 2001 til finansiering af Københavns Kommunes Omsorgssystem (KOS).
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 7. maj 2001
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.
RESUME
Borgerrepræsentationen vedtog på møde den 29. marts 2001 at købe et standard IT-baseret omsorgssystem til Københavns Kommune. (jfr. sag BR 94/01) De samlede udgifter til Omsorgssystemet beløber sig til 57,1 mill. kr. i alt for anskaffelser og afledte udgifter til implementering.
Finansieringen af de samlede omkostninger til omsorgssystemet sker over tre år fra 2001 til 2003. I finansieringen er forudsat, at der bliver overført midler fra 2000 til 2001.
I forbindelse med sagens behandling i Borgerrepræsentationen indstillede Økonomiudvalget (ØU 44/ 2001) på grundlag af en udtalelse (§12-erklæring) fra Økonomiforvaltningen, at overførsel af uforbrugte midler til KOS fra 2000 til 2001 vil blive behandlet i forbindelse med afslutningen af regnskab 2000.
I Sundheds- og Omsorgsudvalgets regnskab for 2000 var der et mindreforbrug på 11 mill. kr. vedrørende KOS som følge af, at anskaffelse omsorgssystemet blev tidsforskudt fra 2000 til 2001. Ved behandling af regnskab 2000 vedtog Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU 65/2001) at anmode Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om overførsel af de uforbrugte 11 mill. kr. fra 2000 til 2001.