Tilskud til seniorklubber efter servicelovens § 79
I Københavns Kommune afsættes årligt midler til forebyggende aktiviteter i seniorklubber på baggrund af Servicelovens § 79. I 2022 er puljen på 27 mio. kr. Sundheds- og Omsorgsudvalget har delegeret udmøntningen af midlerne til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Udvalget forelægges her de gældende principper for bevilling og krav til seniorklubber, der modtager tilskud efter § 79, med forslag om to ændringer.
Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres også om, at en ekstrabevilling og demografiregulering af puljen på 4.8 mio. kr. bortfalder i 2024.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at godkende principperne for bevilling af tilskud til seniorklubber efter servicelovens § 79
Problemstilling
Med udgangspunkt i servicelovens § 79 har Borgerrepræsentationen afsat en pulje på 27 mio. kr. i 2022 til forebyggende og aktiverende tilbud i seniorklubber. Puljen er forankret under Sundheds- og Omsorgsudvalget. Formålet med § 79 er at fastholde og udvikle ældres sociale, fysiske og psykiske funktionsevne længst muligt. I København er målgruppen hjemmeboende, selvhjulpne ældre over 65 år, der modtager pension.
Mere end 10.000 ældre københavnere deltager i de mange forskellige aktiviteter, der foregår i 35 seniorklubber. De ældre københavnere samles om foredrag, debat, undervisning, sang og mange former for styrketræning og motion. Når de ældre københavnere er sammen, har madlavning og måltider ofte en stor rolle, hvad enten det er til daglig eller ved højtider og fester.
Sundheds- og Omsorgsudvalget fastlægger de nærmere principper for udmøntningen af tilskud efter servicelovens § 79, men har delegeret selve bevillingsprocessen til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Udvalget har udpeget en følgegruppe bestående af Bente Møller (Ø) og Yildiz Akdogan (A) til at følge bevillingsprocessen.
Løsning
Forvaltningen forelægger her principperne for udmøntning af § 79 puljen og kravene til ansøgere til godkendelse med forslag om en ændring, der gennemgås nedenfor.
Principper for tildeling af tilskud efter servicelovens § 79
Principperne for udmøntning af tilskud er vedlagt som bilag. Heraf fremgår, at seniorklubberne skal være åbne for alle ældre københavnere, der modtager pension. Seniorklubberne skal tilbyde aktiviteter, der fremmer fysisk og psykisk sundhed, og være udviklende og opsøgende i forhold til at rekruttere nye medlemmer, med særligt fokus på yngre seniorer, mænd og etniske minoriteter. Derudover skal seniorklubberne være udviklende og opsøgende i forhold til at øge samarbejdet med andre tilbud, som også er relevante for seniorklubbernes målgruppe.
I forbindelse med udmøntning af puljen lægger forvaltningen vægt på, at der skal findes tilbud i alle lokalområder i form af både store og små seniorklubber, og at understøtte nye tilbud.
Forslag om ændring af principperne for tildeling af tilskud efter servicelovens § 79
Forvaltningen foreslår at slette kravet om, at medlemmer i seniorklubber skal være frivillige på plejehjem.
Dette begrundes med, at medlemmer i seniorklubber yder en frivillig indsats i mange sammenhænge og for mange målgrupper på lige fod med andre borgere, og at der ikke specifikt bør stilles krav om, at de skal løse frivillige opgaver på plejehjem.
Det ændrer ikke ved, at forvaltningen som led i arbejdet med civilsamfund og fællesskab fortsat arbejder for, at der er så mange københavnere som mulig, der ønsker at være frivillige fx på plejehjem, herunder bl.a. også medlemmer af §79 klubber.
Ophør af ekstrabevilling og demografiregulering af § 79 puljen i 2024
Puljen for tilskud efter servicelovens § 79 har gennem tiden varieret i størrelse. Den seneste ændring af puljen skete, da Borgerrepræsentationen i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2020 besluttede at tilføre ekstra midler til § 79 puljen for 2021 til og med 2023. Tabellen viser puljens størrelse til og med 2024, og det fremgår, at den reduceres med 4.8 mio. kr. fra 2024.
|
2020 |
2021 |
2022 |
2023 |
2024 |
Faste midler |
22.155 |
22.155 |
22.155 |
22.155 |
22.155 |
Budget med tilførsel, inklusive demografiregulering |
3.200 |
3.859
|
4.863
|
4.863 |
|
I alt |
25.355 |
26.014 |
27.018 |
27.018 |
22.155 |
Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om dette nu, fordi seniorklubberne på baggrund af beslutning i Sundheds- og Omsorgsudvalget d. 20. februar 2020 kan søge om toårige tilskud. Seniorklubberne ansøger for årene 2023 og 2024 i september 2022.
Fra 2024 vil det ikke være muligt at opretholde det nuværende støtteniveau, når det ekstraordinære løft, som kom ifm. budgetforhandlinger i 2020, bortfalder.
Skal puljen fastholdes i den størrelse, den hidtil har haft, skal der findes varige midler i forbindelse med budgetforhandlingerne om Budget2024. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejder et budgetnotat, der kan indgå i budgetforhandlingerne.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender principperne for udmøntning af § 79 puljen, sættes ansøgningsprocessen for 2023 og 2024 i gang. Følgegruppen vil efter modtagelse af ansøgningerne blive orienteret om forvaltningens udmøntning, hvorefter udmøntningen forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget på udvalgsmøde i slutningen af 2022.
Katja Kayser
/Birgitte Gade Koefoed
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med protokolbemærkning fra et enigt Sundheds- og Omsorgsudvalg:
Sundheds- og Omsorgsudvalget finder det vigtigt, at det rejses ved budgetforhandlingerne, at det ekstraordinære løft til Ældreklubberne gøres varigt, ligesom udvalget ønsker, at der skal kigges på muligheder for automatisk demografiregulering for ældreklubber.