Mødedato: 07.04.2022, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Nyt plejehjem på Godsbaneterrænet, Vesterbro/Kgs. Enghave

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om et nyt kommende plejehjem på Godsbaneterrænet på Vesterbro/Kongens Enghave. Plejehjemmet forventes placeret på Godsbaneterrænets sydvestlige område mod Vasbygade og havneområdet.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om det nye plejehjem på Godsbaneterrænet til efterretning
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender den videre proces, herunder politisk inddragelse af udvalget

Problemstilling

I forbindelse med den fortsatte realisering af moderniseringsplanen for plejeboliger skal der løbende bygges nye plejehjem. I perioden frem til 2030 skal der bygges i alt ca. 2.200 plejeboliger, svarene til ca. 20-25 nye plejehjem.

De nye plejehjem bygges så vidt muligt i alle bydele, herunder i nye byudviklingsområder. I forbindelse med Kommuneplan 2019 blev Godsbaneterrænet på Vesterbro/Kongens Enghave fastlagt til byudvikling og området skal, udover boliger og serviceerhverv, indeholde en række kommunale funktioner, herunder en skole, daginstitutioner, et socialt botilbud og et plejehjem.

Det nye plejehjem på Godsbaneterrænnet, forventes at blive på ca. 17.500 etagekvadratmeter, svarende til ca. 200 plejeboliger med tilhørende servicearealer. Det bliver således et af de største plejehjem, der er under planlægning.

I forbindelse med den kommende lokalplan for området skal bl.a. den præcise placering af plejehjemmet fastlægges, hvor Sundheds- og Omsorgsudvalget vil have mulighed for at afgive høringssvar.

Løsning

Godsbaneterrænet er ejet af DSB Ejendomme og Freja Ejendomme, og grundejerne ønsker området udviklet som en ny bydel med boliger, erhverv og en række kommunale funktioner.

Idet grundejerne er private, og altså ikke kommunale, er mulighederne for politisk inddragelse af udvalget mere begrænset, end hvis det var en kommunalt ejet grund.

Udviklingsområdet er en del af Vesterbro og ligger mellem et baneterræn, Kongens Enghave og Sydhavnen. Området er opdelt i henholdsvis en nordlig del, med forventet igangsætning af udvikling i 2025 samt en syd/sydvestligt del med igangsætning i 2022/2023.

DSB Ejendomme og Freja Ejendomme gennemførte i 2020 en idekonkurrence for udviklingen af det samlede område og Team Cobe blev i foråret 2021 udpeget som vinder.

Med henblik på en tidlig igangsætning af plejehjemsbyggeriet – særligt set i lyset af det stigende ældretal og behovet for plejeboliger - blev bebyggelsen af grundejerne i forbindelse med bearbejdningen af det vindende konkurrenceforslag placeret på et grundareal i Godsbaneterrænets første udviklingsetape, - den syd/østlige del af området (se bilag 1).

Plejehjemmet er, i nær sammenhæng med en daginstitution og et social botilbud, placeret i den sydlige del af en offentlige park, der forbinder baneterrænet mod nord med Vasbygade og Havneområdet i syd.

Med den centrale beliggenhed i bydelen, bliver plejehjemmet en del af et levende urbant nærmiljø, med mange lokale opholds- og udflugtsmål. Det nye plejehjem med ca. 200 boliger vil med en placering langs Vasbygade endvidere tilbyde en stor variation af boligtyper samt aktivitets- og opholdsarealer med plads til individuelle og fælles oplevelser for plejehjemmets beboere. For pårørende og personale, som ikke har mulighed for at cykle, giver de to S-togs stationer og den planlagte metroforbindelse desuden gode transportmuligheder.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen finder på denne baggrund placeringen fagligt velegnet til et moderne plejehjem, og det vil med en række bygningsmæssige tilpasninger i forhold til velbelyste boliger og støjafskærmning kunne skabe gode rammer for de kommende plejehjemsbeboere. Rammer, som lever op til eksisterende krav og behov til nye moderne plejehjem.

I forbindelse med videre bearbejdning af vinderforslaget vil der derfor være fokus på følgende tilpasninger i forhold til grundens og plejehjemmets placering:

  1. For at kunne opfylde lovkrav mod støjpåvirkning skal bebyggelsen kunne afskærmes med en glasvæg mod vejen
  2. For at opnå velbelyste plejeboliger skal hovedparten af bebyggelsen placeres vinkelret på Vasbygade med øst/vestvendte boliger (med henholdsvis morgensol og eftermiddagssol),
  3. For at opnå velbelyste gård- og haverum skal friarealerne placeres mod syd i 1. etage højde.
  4. For at indgå i integration med naboer og lokalsamfund skal plejehjemmets udadvendte service- og driftsarealer placeres i stueetagen.

På baggrund af bl.a. ovenstående har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet en startredegørelse for Godsbaneterrænet, der efterfølgende skal udmøntes i en egentlig lokalplan for området. I forbindelse med lokalplanen vil der være en høringsproces, hvor Sundheds- og Omsorgsudvalget vil have mulighed for at afgive høringssvar.

Af startredegørelsen fremgår det, at der frem mod udarbejdelsen af selve lokalplanen for området bl.a. skal arbejdes videre med forholdende omkring trafikstøj fra Vasbygade. Det skal i den forbindelse afklares, om det er en mulighed at skærme mod støjen og alternativt skal der findes en anden placering til plejehjemmet. Det bemærkes at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen over for grundejerne har påpeget, at finansieringen af støjskærmen ikke må belaste byggeøkonomien for plejehjemmet, idet plejeboligerne skal opføres inden for det af staten fastsatte maksimumbeløb for almene boliger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Det nye plejehjem finansieres indenfor rammerne af de allerede afsatte midler i Moderniseringsplanen.

Videre proces

Efter behandlingen af startredegørelsen i Teknik- og Miljøudvalget udarbejdes selve lokalplanen, som efter offentlig høring skal vedtages i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og med endelig beslutning i Borgerrepræsentationen. Det forventes, at den endelige lokalplan vil foreligge i 3. kvartal 2023.

Det er i forbindelse med den politiske behandling af lokalplanen, at den endelige disponering og udformning af Godsbaneterrænet – herunder plejehjemmets placeringen og udformning – fastlægges. Eventuelle ændringer skal dermed foretages i forbindelse med den politiske behandling. Sundheds- og Omsorgsudvalget har i den forbindelse mulighed for at udarbejde et høringssvar, der vil indgå i den videre politiske behandling af lokalplansforslaget.

Det tidligere Sundheds- og Omsorgsudvalg har vedtaget, at alle plejehjemsbyggerier som udgangspunkt bliver forelagt til politisk godkendelse i udvalget minimum 2-3 gange inden byggeriet igangsættes, og der vil indgå politisk repræsentation fra Sundheds- og Omsorgsudvalget i alle dommerkomiteer.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil på denne baggrund fremlægge forslaget til Sundheds- og Omsorgsudvalgets drøftelse, med hensyn til hvordan og med hvilke prioriteringer de 10 nye principper for fremtidens plejehjem kan implementeres i det nye byggeri.

Det nye plejehjem forventes klar til ibrugtagning 2025/2026.

 

Katja Kayser

/Per Christensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at der skal nedsættes en følgegruppe bestående af to udvalgsmedlemmer, som følger plejehjemsbyggeriet på Godsbaneterrænet. Udvalget udpeger to medlemmer til følgegruppen på kommende udvalgsmøde.

Til top