Status på projektet 'Selvbestemmelse og øget tryghed - ved faste teams på plejehjem'
Borgere på plejehjem skal opleve at være trygge og have størst mulig indflydelse på egen hverdag. Ved at organisere medarbejdere i faste teams og styrke det faglige samarbejde blandt medarbejderne, vil borgerne i højere grad møde medarbejdere, der har et godt kendskab til den enkelte borgers ønsker til dagligdagen og til den støtte og omsorg, de får.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om status og fremdrift i projektet ’Selvbestemmelse og øget tryghed – ved faste teams på plejehjem’ til efterretning.
Problemstilling
Projektet ’Selvbestemmelse og øget tryghed – ved faste teams på plejehjem’ er igangsat med midler fra Københavns Kommunes budget 2021 og har en økonomisk ramme på 3 mio. årligt i 4 år.
Udviklingsprojektet har fokus på at undersøge og afprøve, hvordan organisering i faste teams kan være med til at skabe kontinuitet, tryghed og værdighed for borgere, der bor på plejehjem. Udviklingsprojektet skal således generere ny viden på området, som vil kunne implementeres på alle kommunens plejehjem efterfølgende. Målet er at styrke medarbejdernes evne og mulighed for organisering i faste teams og at samarbejde med borgeren om en dagligdag, hvor borgerne oplever kontinuitet, herunder at de bliver mødt af medarbejdere, der kender dem og deres ønsker til hverdagen.
Med denne indstilling orienteres Sundheds- og Omsorgsudvalget om status på, hvordan der arbejdes med projektet på de tre pilotplejehjem – Møllehuset, Solgaven og Hjortespring, der indgår i projektets første del.
Projektet er et af flere projekter i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, hvor der afprøves forskellige nye måder at organisere pleje- og omsorgsindsatser for både hjemmeboende borgere og borgere på plejehjem. Alt sammen med det formål, at borgerne skal opleve kontinuitet og forudsigelighed i mødet med forvaltningens medarbejdere – og at medarbejderne oplever en større grad af indflydelse og selvstyre.
Løsning
For de fleste borgere har det stor betydning at få hjælp af medarbejdere, som de kender, og som kender dem. Den måde, medarbejderne møder borgerne på, og kontinuitet samt forudsigelighed i hverdagen er med til at påvirke borgerens oplevelse af livskvalitet og værdighed. Det betyder noget, at de medarbejdere, der varetager den daglige pleje og omsorg, kender den enkeltes vaner og ønsker til, hvordan hjælpen tilrettelægges. På plejehjem kan dette blandt andet imødekommes ved at have faste teams til varetagelse af indsatser for og med borgerne.
Formål med projekt om faste teams på plejehjem
Formålet med projektet er: at generere ny viden om hvordan organisering af medarbejdere i faste teams kan være med til at skabe mere selvbestemmelse, tryghed og kontinuitet (forudsigelighed) for borgere, der bor på plejehjem. Herunder hvordan medarbejderne i teamet samarbejder om at udføre pleje- og omsorgsopgaven, så borgerne oplever at være selvbestemmende og blive mødt med værdighed.
Der indgår tre pilotplejehjem i projektet (Møllehuset, Solgaven og Hjortespring), som deltager i udvikling og afprøvning af forskellige måder til organisering og samarbejde i faste teams. I det faste team møder den enkelte borger den samme gruppe af medarbejdere, og der skabes i teamet en fælles forståelse blandt medarbejderne om pleje- og omsorgsopgaven ift. den enkelte borger. Når der arbejdes i faste teams, kender borgere og medarbejdere hinanden bedre og borgeren oplever mere selvbestemmelse, tryghed og forudsigelighed i kontakten til medarbejderne.
I projektet tages udgangspunkt i det enkelte plejehjems forudsætninger for at arbejde i faste teams i forhold til antal boliger og fysiske rammer.
Metode
Der er i projektets første fase udført en systematisk afdækning på hvert af de tre pilotplejehjem. Der er bl.a. foretaget interviews med borgere på plejehjemmene, med fokus på deres oplevelse af at være selvbestemmende og føle sig tryg, og om de oplever forudsigelighed i hverdagen i kontakten til medarbejderne. Derudover er de enkelte plejehjems organisering i faste teams, samarbejdet i teams og arbejdstilrettelæggelse blevet afdækket.
Afdækningen har givet det enkelte pilotplejehjem et velbeskrevet grundlag for det videre udviklingsarbejde. Særligt borgernes udsagn og oplevelser tillægges stor betydning, og de er nu det bærende element for pilotplejehjemmenes videre arbejde med arbejdet i faste teams.
Første erfaringer i projektet
De første erfaringer, der indtil videre er gjort i projektet, er:
- Borgerne lægger mest vægt på, at den enkelte medarbejder kender deres behov og følger op på aftaler. Om borgeren oplever forudsigelighed og tryghed afhænger således meget af måden, teamet samarbejder om og skaber kontinuitet i den daglige indsats for den enkelte borger.
- ”Faste teams” handler om organisering forstået som planlægning af, at de samme medarbejdere arbejder sammen hver dag, men i høj grad også om den ramme, hvor medarbejderne kan skabe sammenhæng i indsatsen og tryghed for den enkelte borger i daglig praksis.
Indsatser i udviklingsprojektet
På baggrund af den gennemførte afdækning og de første erfaringer fra projektet har de tre pilotplejehjem igangsat konkrete udviklingsaktiviteter, der bidrager til, at borgerne oplever at være selvbestemmende og trygge. Aktiviteterne omkring udviklingen af arbejdet i faste teams har bl.a. fokus på, at der i relationen mellem medarbejder og borger skal være tillid og rum til, at borgeren udtrykker ønsker og behov, hvilket det kontinuerlige møde understøtter. Der arbejdes med ritualer omkring dødsfald og det at mindes, da døden i sagens natur er en betydningsfuld del af hverdagslivet på plejehjem. Der afprøves også nye måder at organisere de daglige arbejdsopgaver på. Fx flyttes flere praktiske opgaver som oprydning og opvask efter måltider til servicemedarbejdere, så medarbejdere med sundhedsfaglig baggrund får frigivet tid til pleje og omsorg.
Ledere og medarbejdere på de tre pilotplejehjem arbejder med stort engagement i projektet og ser frem til at udvikle og afprøve de konkrete indsatser. Tilbagemeldingerne fra pilotplejehjemmene er, at projektet hjælper ledere og medarbejdere til at stille skarpt på fælles mål, og at de udførte interviews med borgere på plejehjem, giver nye perspektiver på, hvordan pleje- og omsorgsopgaver bedst udføres i praksis.
For at understøtte implementering vil pilotplejehjemmene fra foråret 2022 og frem mod projektets sidste fase dele deres viden og erfaringer med kommunens øvrige plejehjem. Hensigten er, at den ny viden om organisering og samarbejde i faste teams formidles til de øvrige plejehjem, for at styrke deres måde at arbejde og organisere indsatsen for borgeren i faste teams.
Andre relevante initiativer
Med Københavns budget 2022 er der afsat 12 mio. årligt i 4 år, svarende til 24,7 årsværk (social- og sundhedsassistent) til at øge bemandingen på alle kommunens plejehjem med henblik på yderligere at styrke mulighederne for organisering i teams. Disse ressourcer til øget bemanding skal således understøtte organiseringen af faste teams på plejehjem.
Samtidig pågår, i regi af forvaltningens HR-afdeling, en indsats, som har fokus på den konkrete vagtplanlægning på plejehjemmene. Denne indsats vil bidrage yderligere til muligheden for at organisere i faste teams på plejehjemmene og dermed understøtte mere tryghed og værdighed for plejehjemsbeboerne i dagligdagen.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har endvidere igangsat projektet ”Slip hjemmeplejen fri”, som også har udviklingen af selvstyrende teams som et vigtigt fokusområde. Projektet foregår i hhv. Guldbergs Have på Nørrebro og Sundparken på Amager, som er to af forvaltningens større ældreboligområder.
Økonomi
Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.
Projektet er finansieret via midler (3 mio. kr. årligt) fra budgetaftale for 2021, frem til og med 2024.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres igen om status og fremdrift i projektet i første halvdel af 2023.
Katja Kayser
/Helle Schnedler
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.