Mødedato: 07.02.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Løbende revision for 2012 - Direktionsnotat

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal orienteres om revisionsfirmaet Deloittes observa­tioner, risikovurderinger og anbefalinger som følge af den løbende revision i 2012 samt om forvaltningens kommentarer til de enkelte punkter.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager Deloittes observationer, risikovurderin­ger og anbefalinger til efterretning, og

      2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager forvaltningens kommentarer til de en­kelte punkter til efterretning.

      Problemstilling

      Som led i den løbende revision for 2012 har Deloitte udarbejdet et såkaldt Direktions­notat, som sammenfatter revisionens observationer, risikovurderinger og anbefalinger i forhold til regnskabsføringen og økonomistyringen i Sundheds- og Omsorgsforvaltnin­gen. I henhold til proceduren for revisionsrapportering, som er besluttet af Borgerrepræ­sentationen den 11. februar 2010, skal Direktionsnotatet fremsendes til fagudvalget med direktionens kommentarer. 

      Det er Sundheds- og Omsorgsfor­valtningens direktions opfattelse, at forvaltningens grundlæggende regnskabsføring og økonomistyring er i orden og i 2012 er yderligere forbedret i forhold til 2011. Direktionen finder denne udvikling tilfredsstillende. Kon­klusionen under­støttes af Deloittes observationer i den løbende revision for 2012, hvor revisor kun har konstateret ét forhold, som giver anledning til bemærkning – og denne er af kategorien, hvor der alene er behov for forbedringer af mindre væsentlig karakter.

      Løsning

      Deloitte perspektiverer de gjorte observationer gennem anvendelse af følgende skala:

      Symbol

      Betydning

      1

      Der er tale om graverende forhold, for eksempel i form af en sandsynlig lov­overtrædelse eller en væsentlig tabsrisiko.

      2

      Revisionsområdet vurderes som ikke betryggende, og der er behov for skær­pet fokus fra ledelsen, da der er behov for væsentlige forbedringer. Afgø­rende/betydelige forhold hvor vi anbefaler hurtig handling

      3

      Revisionsområdet vurderes som mindre betryggende, og der er behov for opmærksomhed fra ledelsen, da der er usikkerhed eller behov/mulighed for forbedringer.

      4

      Revisionsområdet vurderes som relativt betryggende, og der er alene behov for forbedringer af mindre væsentlig karakter. Øvrige anbefalinger, herunder forhold der påvirker dagligdags aktiviteter.

      5

      Revisionsområdet har ikke givet anledning til bemærkninger.

      I Direktionsnotat af 17. januar 2013 omtaler Deloitte tre revisionsområder, som de har gennemgået ved den løbende revision af 2012.

      De to af disse revisionsområder (’Brugerbetaling - centralt administreret’ og ’Salg af institutionspladser’) har ikke givet anledning til bemærkninger (symbol 5 – se ovenfor).

      Det tredje revisionsområde (’Brugerbetaling – decentralt administreret’) vurderes som relativt betryggende (symbol 4 – se ovenfor) med alene behov for forbedringer af min­dre væsentligt karakter. Deloitte anbefaler, at der i forretningsgangen på området fore­tages enkelte justeringer.

       

      Sundheds- og Omsorgsforvaltningens direktion tager anbefalingen til efterretning. Den endelige opgavefordeling mellem områdekontorerne, Regnskabsafdelingen i Admini­strationscentret og Koncernservice på dette område vil blive beskrevet i den Ser­vice Level Agreement (SLA), der vil blive udarbejdet i løbet af foråret 2013.

       

      For en uddybende redegørelse for revisionens observationer, risikovurderinger og anbe­fa­linger samt forvaltningens kommentarer henvises til bilag 1.

       

      Som opfølgning på den udførte revision i 2009, 2010 og 2011 redegør Deloitte også i bilag 1 for status på de dengang afgivne revisionsbemærkninger. Af disse anses alle med undtagelse af tre for afsluttede. Det drejer sig om ’Ledelsestilsyn i forvaltningen’, ’Forretningsgangsbeskrivelser’ og ’Momsrefusion’. Af disse tre endnu åbne observatio­ner udgår den ene med afslutningen af revisionen af årsregnskabet for 2012, og de øv­rige to afsluttes med udgangen af 2013.

      Økonomi

      Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

      Videre proces

      Behandling af Direktionsnotatet vedrørende den løbende revision for 2012 afsluttes med Sundheds- og Omsorgsudvalgets behandling af denne indstilling.

      Der vil senere blive udarbejdet et Direktionsnotat vedrørende årsregnskabsrevisionen for 2012, som ligele­des vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget.

       

               Hanne Baastrup                                

                                                                        /Lars Matthiesen

      Beslutning

      Indstillingen blev godkendt.
      Til top