Mødedato: 06.12.2007, kl. 14:00

Samarbejde med almen praksis - opfølgning på medlemsforslag

Samarbejde med almen praksis - opfølgning på medlemsforslag

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 6. december 2007

 

 

5.      Samarbejde med almen praksis - opfølgning på medlemsforslag

SOU 316/2007  J.nr. 84/2006

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

På baggrund af medlemsforslag stillet af Camilla Burgwald (F) om huslæger på plejehjem, redegør forvaltningen for strategiske indsatsområder vedr. samarbejdet med de praktiserende læger i 2008. 

 

INDSTILLING OG Beslutning

Sundhed Økonomiforvaltningen indstiller,

 

1.      at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager redegørelsen til efterretning. 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet d. 6. december 2007

 

Udvalget tog indstillingen til efterretning.

 

 

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede den 23. november 2006, at "Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal komme med forslag til, hvordan der kan sikres et mere smidigt samarbejde mellem plejehjem og praktiserende læger i Københavns Kommune i overensstemmelse med motiveringen i medlemsforslaget, herunder bl.a. status for elektronisk kommunikation med lægerne, sygeplejerskernes funktion, prototyper på sagsgange og lægernes geografiske tilknytning til kommunens institutioner. Forslaget sendes i høring i en bred kreds efter forelæggelsen for udvalget".

 

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen redegør for samarbejdet mellem praktiserende læger og plejehjem. Samtidig ønsker forvaltningen, at give Sundheds- og Omsorgsudvalget en bredere orientering om samarbejdet, mål og initiativer i forhold til de praktiserende læger. Dels fordi Københavns Kommune ikke længere har status af amt på sygesikringsområdet og dels på grund af de udfordringer kommunalreformen medfører.

 

1. Indledning:

Med kommunalreformen har kommunen fået nye opgaver på sundhedsområdet. Godt og tæt samarbejde med de praktiserende læger er derfor mere aktuelt end før.

 

De praktiserende lægers forhold reguleres af landsoverenskomst om almen lægegerning indgået mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg (nu Lønnings- og Takstnævnet) og Praktiserende Lægers Organisation.

 

Udgangspunktet for de praktiserende lægers virksomhed, er landsoverenskomsten. De praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende. Kommunen har som sådan ingen mulighed for at pålægge de praktiserende læger at udføre bestemte arbejdsopgaver. Det er ikke muligt for lægernes faglige organisationer at indgå forpligtende aftaler for den enkelte læge, medmindre det er fastsat direkte i overenskomsten, at lægen skal. Kommunens vej til et godt samarbejde med de praktiserende læger går derfor gennem tæt og konstruktiv dialog og konkrete eksempler på vellykket samarbejde.

De praktiserende læger indgår i en række mødefora med kommunen. Det centrale mødeforum er det lægelige kommunale kontaktudvalg. Bilag 1 giver en nærmere beskrivelse af de enkelte mødefora.

 

2.  Sundheds- og Omsorgsforvaltningens strategiske indsatsområder i samarbejdet med de praktiserende læger i 2008.

 

Bilag 2 giver en uddybende beskrivelse af de strategiske indsatsområder. 

 

A. Styrket samarbejde mellem praktiserende læger og plejehjem

1. Email-konsultation

Den nye version af KOS, der implementeres på plejehjemmene fra efteråret 2008, giver mulighed for brug af e-mailkonsultation. Der iværksættes pilotprojekt i hjemmepleje primo 2008. Erfaringerne fra hjemmeplejen anvendes efterfølgende på plejehjem.

2. Læger tilknyttet plejehjem

Beboere på plejehjem betragtes som borgere i eget hjem. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen mener derfor, at plejehjemsbeboere frit skal kunne vælge læge efter de gældende regler. I regeringens kvalitetsreform lægges der op til tættere samarbejde mellem få læger og et plejehjem. Forvaltningen mener ikke, at kommunen bør søge dispensation fra de generelle regler. Et plejehjem har en selvstændig aftale med en lægepraksis om, at de fungerer som rådgivere for personalet i generelle spørgsmål. Lægepraksisen kan endvidere tilse beboere, hvis egen læge er forh indret. Plejehjemmet afholder af sit eget budget udgiften til lægen. Det foreslås, at forvaltningen stiller denne model til rådighed for andre plejehjem, der måtte være interesseret. En eventuel udgift hertil afholdes af institutionernes eget budget. Se i øvrigt under punkt B.   

3. Kortlægning af samarbejde og udarbejdelse af spilleregler

I det daglige samarbejde på plejehjemmene vil det være samme "sagstype", der går igen f.eks. bestilling af medicin og sygebesøg. Der iværksættes en kortlægning af kvaliteten i de enkelte arbejdsgange. På baggrund heraf udarbejdes fælles retningslinier for de enkelte sagstyper. Sker i regi af det lægelige kommunale kontaktudvalg.

 

B. De praktiserende læger som aktive aktører på medicinområdet.

1. Ansættelse af praksiskonsulent på medicinområdet

Der er iværksat en række initiativer på medicinområdet omkring polyfarmaci, psykofarmaka og vanedannende medicin samt dosisdispensering. Som opfølgning på Sundheds- og Omsorgudvalgets drøftelse den 23. november 2006 af rapporten "Bedre medicin til de gamle – kortlægning af medicinforbruget på plejehjemmene", ansættes der en praktiserende læge som praksiskonsulent, der skal fremme samarbejdet og understøtte forvaltningen i implementeringen af aktiviteter

2. Ansættelse af lokale praksiskonsulenter.

Ansættelse af lokale praksiskonsulenter på plejehjem og i lokalområder i en tidsbegrænset periode. Projektet har til formål at afprøve forskellige modeller for brug af konsulenter på ældreområdet.

 

C. Udbygning af kommunens information til de praktiserende læger

1. Elektronisk informationssystem målrettet de praktiserende læger

Kommunen har en generel interesse i, at de praktiserende læger har et godt kendskab til kommunens tilbud, så borgerne henvises til de rigtige tilbud og oplever sammenhæng i indsatsen. For at understøtte lægerne i at navigere rundt i kommunen udvikles der, på den del af kommunens hjemmeside der er målrettet erhvervsdrivende, et "afsnit" for sundhedsprofessionelle. Sker i samarbejde med Økonomiforvaltningen.

2. Udsendelse af nyhedsbrev

Kommunalt nyhedsbrev, der kort og præcist informerer om nye og ændrede kommunale tilbud. Udsendes 3-4 gange årligt.

 

D. Etablering af flere lægehuse/flerlægepraksis/sundhedshuse

1. Henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om lokalplaner

Der er i kommunens lokalplaner et generelt forbud mod indretning af lægepraksis og sundhedshuse (med flere faggrupper) i stueplan i strøggader. Kommunen ønsker dels at understøtte etablering af flerelægepraksis og øge antallet af lægepraksis, hvor der bliver adgang for bevægelseshæmmede.    

2. Større lægepraksis i tilslutning til sundhedscentre og andre af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens institutioner.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil arbejde herfor.

 

E. Udbygge samarbejdet med de praktiserende læger i sammenhængende patientforløb (samordning af aktiviteter) mellem almen praksis, hospital og kommune

1. Udbygge samarbejdet med lægerne omkring sundhedscentre og kroniske syge patienter

De praktiserende læger er vigtige samarbejdspartnere og indsatsen søges tilrettelagt med udgangspunkt i at skabe enighed om ansvar og opgavefordeling samt fælles evaluering og strukturerede samarbejdsrelationer. Der arbejdes på brug af forløbsydelser og fælles forløbsprogrammer, samt udvikling af den praktiserende læges rolle som tovholder.

2. Udbygge samarbejdet med lægerne omkring forebyggelse af indlæggelser.

De praktiserende læger har været inddraget i oprettelsen af akutpladsafdelingen på Gl. Kloster og vil fremover blive inddraget i yderligere initiativer for at forebygge indlæggelser. 

3. Involvere lægerne så tidligt som muligt, når der oprettes nye sundhedstilbud  

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil arbejde herfor.

 

Økonomi

Udgifterne afholdes inden for forvaltningens almindelige drift.

 

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens mål for samarbejdet med de praktiserende læger, har været forelagt det lægelige kommunale kontaktudvalg den 3. oktober 2007. Lægerne var meget positive. Når sagen har været forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftes sagen med det decentrale niveau. På den baggrund, vil arbejdet herefter blive igangsat. Sundheds- og Omsorgsudvalget vil få en orientering om status ultimo 2008.

 

Bilag

1.      Beskrivelse af mødefora mellem de praktiserende læger og Københavns Kommune.

2.      Uddybende beskrivelse af strategiske indsatsområder.

 

         Anne Mette Fugleholm                  /Jens Egsgaard

 


 

Til top