Mødedato: 06.11.2003, kl. 15:00

Etablering af en borgerrådgiverfunktion i Københavns Kommune - høring

Etablering af en borgerrådgiverfunktion i Københavns Kommune - høring

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 6. november 2003

 

9. Etablering af en borgerrådgiverfunktion i Københavns Kommune - høring

SOU 265/2003 J.nr. J. nr. 35/2003

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at nærværende indstilling fremsendes til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling som Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar i forbindelse med indstilling om " Etablering af en borgerrådgiverfunktion i Københavns Kommune".

 

RESUME

På mødet den 15. september 2003 besluttede Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling at sende forslaget til den nærmere etablering af en borgerrådgiverfunktion i Københavns Kommune i høring i bl.a. de stående udvalg.

Borgerrådgiverfunktionen foreslås etableret i juni 2004 ved en ændring af styrelsesvedtægten, hvorved der opnås uafhængighed af udvalgene og med hovedopgaver inden for klagesagsbehandling (klager over sagsbehandlingen, klager over personalets optræden og klager over kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed), vejvisning, interne konsulentopgaver, tværgående tilfredshedsundersøgelser og tilbagemeldingssystem.

Der er på budgettet for 2004 afsat midler til etablering og drift af borgerrådgiverfunktionen og til drift i de følgende år under forudsætning af, at borgerrådgiverfunktionen opretholdes efter udløbet af indeværende valgperiode.

Budgetvedtagelsen indeholder desuden et punkt om at der i 2006 gennemføres en undersøgelse af borgernes syn på den nye klagefunktion.

Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig formålet med borgerrådgivningsfunktionen og det beskrevne arbejdsområde.

Der skal dog gøres opmærksom på, at der er særlige problemstillinger inden for klagesagsområdet i forhold til de selvejende institutioner m.v., hvor Sundhedsforvaltningen ikke har direkte instruktionsbeføjelser overfor institutionens leder eller personale. Dette indebærer bl.a. at det alene er bestyrelsen, der kan give institutionens leder og personale pålæg, advarsler, irettesættelser og lignende. Der er tvivlsomt om det i en driftsoverenskomst kan aftales, at institutionen skal være underlagt en klagefunktion, idet bestyrelsens kompetence på dette felt følger af lovgivning, vedtægter og lignende og næppe kan reguleres af kommunen uden at stride mod disse. Det vil således være en udhuling af bestyrelsernes kompetence, hvis arbejdsgiverkompetencen kan "reguleres" af kommunen via en uafhængig klagefunktion.

Sundhedsforvaltningens udgangspunkt er derfor, at klagefunktionen indenfor Sundhedsforvaltningens ressort bør begrænses til de områder, hvor forvaltningen har det ledelsesmæssige ansvar.

SAGSBESKRIVELSE

På mødet den 15. september 2003 besluttede Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling at sende forslaget til den nærmere etablering af en borgerrådgiverfunktion i Københavns Kommune i høring i de stående udvalg, Det Rådgivende Integrationsudvalg, Integrationsrådet, ældrerådene og Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation med frist den 31. oktober 2003. Sundheds- og Omsorgsudvalget har fået fristen ændret til den 7. november 2003.

Forslaget til den nærmere etablering af borgerrådgiverfunktionen indebærer, at der i juni 2004 etableres en borgerrådgiverfunktion, som forankres direkte under Borgerrepræsentationen efter Indenrigs- og Sundhedsministerens dispensation.

Dispensationen er nødvendig, da borgerrådgiverfunktionen ikke efter gældende lovgivning vil kunne indplaceres i den kommunale forvaltning på en sådan måde, at der som ønsket opnås uafhængighed af udvalgene og dermed udvalgsformændene som øverste daglige ledere. Dispensationen vil i første omgang ske i form af godkendelse af indsættelse af ny bestemmelse i styrelsesvedtægten indtil næste valgperiode.

Forslaget indebærer endvidere,

at Borgerrepræsentationen ansætter og afskediger Borgerrådgiveren samt fastsætter de nærmere regler for dennes virksomhed,

at Borgerrådgiveren ansættes i en ikke-tidsbegrænset stilling,

at borgerrådgiverfunktionen indrettes selvstændigt og centralt beliggende på et synligt, let tilgængeligt sted i Indre By,

at Borgerrådgiveren varetager nedennævnte hovedområder, herunder behandling af diskriminationsklager over kommunen samt mægling i tilknytning til disse sager som foreslået af Det rådgivende Integrationsudvalg,

at der nedsættes et særligt udvalg, kaldet Borgerrådgiverudvalget, bestående af 5 medlemmer af Borgerrepræsentationen,

at Borgerrådgiverudvalget får til opgave at følge Borgerrådgiverens virksomhed, behandle Borgerrådgiverens årsberetning inden forelæggelse for Borgerrepræsentationen, afgive indstilling til Borgerrepræsentationen i relation til ansættelse og afskedigelse af Borgerrådgiveren samt tilrettelægge og følge op på evalueringen i 2006.

Der er i forbindelse med vedtagelsen af budget 2004 afsat 5,5 mio. kr. til etablering og drift af borgerrådgiverfunktionen og 5,0 mio. kr. til drift i de følgende år under forudsætning af, at borgerrådgiverfunktionen opretholdes efter udløbet af indeværende valgperiode.

Der er ligeledes i forbindelse med budgettet truffet beslutning om, at der i 2006 gennemføres en undersøgelse af borgernes syn på den nye klagefunktion.

Høringssvarene drøftes i Udvalget for Demokrati og Serviceudvikling den 17. november 2003 og dette udvalg afgiver sin endelig indstilling til Økonomiudvalget, der behandler sagen den 25. november 2003. Sagen sendes herefter til behandling i Borgerrepræsentationen den 11. december 2003, hvor det er hensigten at Borgerrepræsentationen skal træffe principbeslutning og 1. behandle den foreslåede ændring af styrelsesvedtægten. Den 15. januar 2004 skal ændringen 2. behandles, hvorefter den skal sendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på dispensation.

Forud for beslutningen om etableringen af borgerrådgiverfunktionen har der været nedsat en projektgruppe bestående af repræsentanter fra samtlige forvaltninger, som har udarbejdet Rapporten " Etablering af en uafhængig klagefunktion - muligheder og modeller".

I rapporten er de præcise grænser for en borgerrådgivers kompetence beskrevet. Sammenfattende indebærer afgrænsningen af borgerrådgi verens kompetence, at klagefunktionen primært vil kunne tillægges opgaver, der kan være med til at støtte Borgerrepræsentationen i dennes almindelige tilsynspligt over for udvalgene og borgmestrene.

Borgerrådgiveren kan først og fremmest fremstå som et supplement i forhold til det etablerede system i forhold til klager over sagsbehandlingen, personalets optræden og den faktiske forvaltningsvirksomhed.

Herudover kan klagefunktionen varetage tværgående opgaver såsom oplysnings-, vejvisnings- og konsulentfunktioner samt etablering af system til tilbagemelding af statistik over antal og typer af borgerhenvendelser i relation til forvaltningerne og det politiske system.

Sundhedsforvaltningen har deltaget i udarbejdelsen af den rapport, der ligger til grund for indstillingen og anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig formålet med borgerrådgivningsfunktionen og det arbejdsområde, der er beskrevet i rapporten.

Sundhedsforvaltningen ønsker dog at gøre opmærksom på, at der er særlige problemstillinger inden for klagesagsområdet i forhold selvejende institutioner m.m.


Den selvejende institution har en bestyrelse, der varetager den overordnede ledelse og en leder, der varetager den daglige ledelse og drift af institutionen i henhold til vedtægten. Bestyrelsen ansætter og afskediger personalet inden for de budgetmæssige rammer. Ansættelse og afskedigelse af lederen skal dog godkendes af kommunen. Løn og andre ansættelsesvilkår for institutionens personale fastsættes efter kommunens aftaler med de forhandlingsberettigede personaleorganisationer. Det er den enkelte selvejende institutions bestyrelse, der har arbejdsgiverkompetencen overfor de ansatte på institutionen. Forvaltningen har ingen direkte instruktionsbeføjelse overfor institutionens leder eller personale, hvilket bl.a. indebærer, at det alene er bestyrelsen, der kan give institutionens leder og personale pålæg, advarsler, irettesættelser og lignende.

Den driftsoverenskomst der regulerer aftaleforholdet mellem kommunen og den enkelte bestyrelse kan anvendes til at fastsætte vilkår, der er af betydning for kommunen. Her kan det f.eks. aftales, at den enkelte institution skal leve op til kommunens almindelige regler om samarbejdsudvalg o.lign.

Det er dog tvivlsomt, om det i en sådan driftsoverenskomst kan aftales, at institutionen skal være underlagt en klagefunktion, idet bestyrelsens kompetence på dette felt følger af lovgivning, vedtægter o.lign. og næppe kan reguleres af kommunen uden at stride mod lovgivning og vedtægter. Det vil således være en udhuling af bestyrelsernes kompetence, hvis arbejdsgiverkompetencen kan "reguleres" af kommunen via en uafhængig klagefunktion. Dog skal det understreges, at i det omfang en selvejende institution varetager kommunalfuldmagtsopgaver må borgerens retsstilling ikke forringes i forhold til, hvis kommunen selv havde varetaget opgaven. I denne situation har kommunen således en særlig tilsynspligt til at behandle borgernes klager. Klagefunktionen vil derfor ikke i realiteten have samme beføjelser overfor de selvejende institioner som overfor de kommunale institutioner, der er en del af forvaltningen.

Sundhedsforvaltningens udgangspunkt er derfor, at klagefunktionen inden for Sundhedsforvaltningens ressourt bør begrænses til de områder, hvor forvaltningen har det ledelsesmæssige ansvar.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

-

HØRING

Ingen.

BILAG

Beslutningsprotokol af 15. september 2003 fra Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling med følgende bilag:

  • Uddrag af aftalen om budget 2004.

  • Brev af 3. februar 2003 fra Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling til Indenrigs- og Sundhedsministeren.
  • Brev af 25. juni 2003 fra Indenrigs- og Sundhedsministeren til Borgerrepræsentationen.
  • Brev af 3. marts 2003 fra Det Rådgivende Integrationsudvalg til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling.

 

 

Ib Haurum

/Susanne Boch Waldorff

 

 

 

Til top