Ophør med embedslægernes vagtordning hos Stadslægen
Ophør med embedslægernes vagtordning hos Stadslægen
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 6. juni 2002
5. Ophør med embedslægernes vagtordning hos Stadslægen
SOU 153/2002 J.nr. 26/2002
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at vagtordningen blandt Stadslægens embedslæger bringes til ophør.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget har på møde den 14. august 2000 tiltrådt indstilling vedrørende Stadslægens overførsel til Staten (SOU 269/2000).
Indstillingen indeholdt bl.a. tilslutning til, at en eksisterende vagtordning (tilkaldevagt) blandt embedslægerne fortsætter i den kommende Embedslægeinstitution.
Ved de øvrige Embedslægeinstitutioner i Danmark eksisterer der ikke en lignende vagtordning.
Vagtordningen ved Stadslægen omfatter 5 embedslæger. Der er gennemsnitlig 1-2 henvendelser pr. uge/pr. vagt, og de fleste henvendelser sker telefonisk. Sundhedsforvaltningen er af den opfattelse, at vagtordningen således ikke udgør en arbejdsmæssig byrde.
Foreningen af Speciallæger har rettet henvendelse med henblik på at aftale et større vagthonorar. Sundhedsforvaltningen har søgt at imødekomme Foreningen af Speciallæger, men der har ikke kunnet opnås enighed om en fremtidig honorarstørrelse.
Sundhedsforvaltningen foreslår herefter, at vagtordningen bringes til ophør med henvisning til såvel vagtordningens begrænsede benyttelse som forløbet af de hidtidige forhandlinger med Foreningen af Speciallæger om vagtordningens honorering.
SAGSBESKRIVELSE
Sundheds- og Omsorgsudvalget har på møde den 14. august 2000 tiltrådt indstilling vedrørende Stadslægens overførsel til Staten (SOU 269/2000).
Indstillingen indeholdt bl.a. tilslutning til, at en, siden 1959, eksisterende vagtordning (tilkaldevagt) blandt embedslægerne fortsætter i den kommende Embedslægeinstitution.
Stadslægeembedet er ved lov nr. 110 af 17. maj 2000 med virkning fra den 1. oktober 2000 overført fra kommunalt til statsligt regi og er derved blevet ligestillet med øvrige Embedslægeinstitutioner i landet.
Sundhedsministeriet og Københavns Kommune har indgået aftale om den konkrete ramme for overflytning af Stadslægeembedet til Staten. Aftalen beskriver den fremtidige opgavefordeling mellem Staten og Kommunen med udgangspunkt i de konkrete opgaver og med mulighed for indgåelse af kontraktlige aftaler mellem Kommunen og Embedslægeinstitutionen.
Formålet med vagtordningen er, at det inden for en time, også uden for normal arbejdstid, skal være muligt at komme i kontakt med en af Stadslægens 5 embedslæger (speciallæger i samfundsmedicin) når det vedrører Stadslægens arbejdsområder, herunder kommunens Civil- og Miljøberedskab (f.eks. drikkevandsforurening).
Ved de øvrige Embedslægeinstitutioner i Danmark eksisterer der ikke en lignende vagtordning.
Vagtordningen har ca. 1-2 henvendelser pr. uge/pr. vagt. De fleste henvendelser sker telefonisk og vedrører hovedsagelig foranstaltninger vedrørende rådgivning og vejledning vedrørende alvorlige smitsomme sygdomme herunder især meningitis, rådgivning og vejledning om retsmedicinske forhold samt generelle henvendelser og forespørgsler. Sundhedsforvaltningen er af den opfattelse, at vagtordningen således ikke er en arbejdsmæssig byrde.
Embedslægerne har vagt en uge ad gangen. Udgifterne til den nuværende vagtordning beløber sig årligt til 125.000 kr. eller 25.000 kr. årligt for hver deltagende embedslæge.
Siden 1972, hvor det nuværende honorar blev fastsat med et grundbeløb, er der alene sket regulering af embedslægernes vagthonorar med de procentforhøjelser af grundbeløb, der er aftalt i forbindelse med de generelle overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter på det (amts)kommunale område.
Foreningen af Speciallæger har den 6. september 2000 henvendt sig til Sundhedsforvaltningen med henblik på at indgå en ny aftale (lønaftale) om den fremtidige honorering af embedslægernes vagtordning.
Sundhedsforvaltningen har siden afholdt flere møder med Foreningen af Speciallæger, der har foreslået, at der i drøftelserne om en ny aftale tages udgangspunkt i en for de Retsmedicinske institutter gældende vagtordning. Foreningens forslag ville betyde en væsentligt øget årlig udgift til vagtordningen i størrelsesorden ca. 450.000 kr.
Sundhedsforvaltningen har søgt at imødekomme Foreningen af Speciallæger med forslag om at fordoble det nuværende aktuelle honorar til 50.000 kr. pr. deltagende embedslæge. Sundhedsforvaltningen har tilkendegivet, at forvaltningen fandt et honorar af den størrelse passende under hensyn til de meget få henvendelser (opkald), der kan konstateres med 1-2 opkald pr. uge (vagt).
Foreningen af Speciallæger har hidtil afvist Sundhedsforvaltningens forslag om at fordoble honoraret og har senest foreslået, at honoraret fastsættes til 65.000 kr. årligt til hver deltagende embedslæge eller en samlet udgift for Sundhedsforvaltningen på 325.000 kr. Sundhedsforvaltningen nuværende årlige udgift til vagtordningen udgør 125.000 kr. Sundhedsforvaltningens forslag om en forhøjelse af honoraret til 50.000 kr. årligt til hver embedslæge, vil i givet fald medføre en samlet årlig udgift for Sundhedsforvaltningen på 250.000 kr.
Ved det seneste møde den 11. april 2002 med Foreningen af Speciallæger har Sundhedsforvaltningen fastholdt sit forslag om en fordobling af vagthonoraret. Sundhedsforvaltningen tilkendegav ved mødet, at Sundhedsforvaltningen havde overvejelser om at ophøre med vagtordningen, såfremt der ikke kunne opnås enighed om en fremtidig (løn)aftale med Foreningen af Speciallæger.
Foreningen af Speciallæger har den 22. maj 2002 meddelt, at foreningen har drøftet honoreringsspørgsmålet med de involverede embedslæger. Foreningen har meddelt, at også embedslægerne overvejer at opsige vagtordningen, såfremt der ikke kan opnås enighed om en ny aftale om honorering.
Sundhedsforvaltningen foreslår herefter, at vagtordningen bringes til ophør med henvisning til såvel vagtordningens begrænsede benyttelse som forløbet af de hidtidige forhandlinger med Foreningen af Speciallæger om vagtordningens honorering.
Vagtordningen kan opsiges med et varsel på 6 måneder.
Økonomi
Udgiften til embedslægernes vagtordning afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme, budgetposten administration
Opsigelse af embedslægernes vagtordning vil medføre en besparelse på 125.000 kr. årligt.
Miljøvurderinger
Ingen bemærkninger.
Ingen
BILAG
Ingen
Ib Haurum
/Kurt Jensen