Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter Servicelovens kap. 21, §§ 109 a - e i 2001
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter Servicelovens kap. 21, §§ 109 a - e i 2001
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 6. juni 2002
3. Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter Servicelovens kap. 21, §§ 109 a - e i 2001
SOU 140/2002 J.nr. 42/2000
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager redegørelsen om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter servicelovens §§ 109 a – e i 2001 til efterretning.
RESUME
Ifølge Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne efter kap. 21 i lov om social service, § 11, skal kommunen følge udviklingen i anvendelsen af magt og andre indgreb i den personlige frihed og årligt forelægge en beretning for kommunalbestyrelsen.
Lovændringen, der trådte i kraft 1. januar 2000, indeholder en præcisering af kommunens pligt til at undgå omsorgssvigt samt særlige regler om magtanvendelse.
Der har i 2001 været i alt 39 indberetninger / ansøgninger, der fordeler sig således:
§ 109 a, brug af alarm- og pejlesystemer: 15 ansøgninger,
§ 109 b, fastholdelse og nødværge: 8 indberetninger,
§ 109 c, tilbageholdelse i boligen: Ingen,
§ 109 d, fastspænding med stofsele: 8 ansøgninger,
§ 109 e, optagelse i særligt botilbud uden samtykke: 8 ansøgninger.
Ingen af indberetningerne har givet anledning til påtale, men i tilfældene omfattet af §§ 109 a, b og d er der givet socialpædagogisk supervision med henblik på over en periode at kunne reducere anvendelsen af de iværksatte magtmidler.
365 medarbejdere i Sundhedsforvaltningens decentrale enheder har i 2001 modtaget undervisning i servicelovens magtanvendelsesregler, ligesom der er blevet udfærdiget og udsendt 6 pjecer om de enkelte §´er.
SAGSBESKRIVELSE
Ifølge Socialministeriets bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne efter kap. 21 i lov om social service, § 11, skal kommunen følge udviklingen i anvendelsen af magt og andre indgreb i den personlige frihed og årligt forelægge en beretning for kommunalbestyrelsen.
Loven, der trådte i kraft den 1. januar 2000, indeholder en præcisering af kommunens pligt til at undgå omsorgssvigt overfor borgere med en betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, og derudover er der nye regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten med det formål at begrænse magtanvendelse til det absolut nødvendige.
Loven beskriver således 5 områder, hvor der kan anvendes magt, såfremt de i loven beskrevne betingelser er opfyldte. Fælles for disse betingelser er, at der skal være nærliggende fare for alvorlig personskade, hvis foranstaltningen ikke iværksættes. Al anden magtanvendelse er ulovlig.
Ifølge Socialministeriets vejledning er hensigten med de nævnte bestemmelser, at der skal ske nytænkning inden for det pædagogiske og pleje- og omsorgsmæssige arbejde med mennesker med nedsat psykisk funktionsevne.
Som ovenfor nævnt har der i 2001 været 39 indberetninger / ansøgninger om brug af magt efter servicelovens §§ 109 a – e. Til de enkelte områder skal Sundhedsforvaltningen bemærke følgende:
Ad § 109 a, brug af alarm- og pejlesystemer:
Der har været 15 ansøgninger om brug af ringemåtter, og alle er blevet imødekommet. I 3 af tilfældene har foranstaltningen kunne bringes til ophør efter 6 måneder, idet anden pædagogisk indsats har kunnet erstatte foranstaltningen.
Ad § 109 b, fastholdelse og nødværge:
Der har som nævnt været 8 indberetninger. Indberetningerne har drejet sig om brug af magt (fastholdelse) i forbindelse med hjælp til personlig hygiejne. Imidlertid giver pligten til at undgå omsorgssvigt efter servicelovens § 67 a ikke hjemmel til brug af magt. Sundhedsforvaltningen har i forbindelse med disse indberetninger ydet de respektive plejehjem rådgivning og vejledning om omsorgsudøvelsen med henblik på at undgå tilsvarende tilfælde i fremtiden.
Ad § 109 c, tilbageholdelse i boligen:
Der har som nævnt ikke været indberetninger herom.
Ad § 109 d, fastspænding med stofsele:
Der har været 8 ansøgninger, hvoraf én er blevet afvist, idet begrundelsen var med henvisning til manglende ressourcer, hvilket ikke giver hjemmel til fastspænding.
Ad § 109 e, optagelse i særligt botilbud uden samtykke:
Der har i 2001 været 8 ansøgninger herom, hvoraf én i 2001 er blevet godkendt af Det Sociale Nævn, der er den kompetente myndighed i sådanne sager. Resten er efterfølgende blevet godkendt i 2002.
Sammenfattende er det Sundhedsforvaltningens vurdering, at ledelse og medarbejdere i de decentrale enheder er meget opmærksomme på regelsættet i servicelovens §´er om magtanvendelse og i vid udstrækning efterspørger rådgivning i konkrete sager, ligesom ønsket om generel undervisning i regelsættet er stort.
Med henblik på at yde rådgivning i konkrete sager samt forestå undervisningen af de decentrale enheder er der i Demensteamet ansat en medarbejder til dette formål.
Der har som nævnt i 2001 været undervist 365 medarbejdere i de decentrale enheder, og hvert undervisningsforløb er på 2 timer, dog afhængigt af de cases, der fremdrages fra de enkelte medarbejderes dagligdag.
I efteråret 2001 udarbejdede Sundhedsforvaltningen 6 pjecer om borgernes rettigheder og samfundets pligter i relation til de enkelte §´er om servicelovens regler om magtanvendelse. Disse pjecer ligger i alle plejehjem, visitationsteams og hjemmeplejeenheder med henblik på at kunne gives til borgere og disses pårørende i de tilfælde, hvor det kan være aktuelt at iværksætte foranstaltninger efter servicelovens §§ 109 a – e. (Pjecerne er vedlagt som bilag).
MILJØVURDERING
Der er ingen miljømæssige konsekvenser ved redegørelsen.
ØKONOMI
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
6 pjecer.
Lau Svendsen-Tune
/Ole Faber