Forventet regnskab for 2001 - pr. 30. september (aktivitets- og økonomirapport - kvartalsregnskab til Økonomiudvalget)
Forventet regnskab for 2001 - pr. 30. september (aktivitets- og økonomirapport - kvartalsregnskab til Økonomiudvalget)
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde mandag den 5. november 2001
3. Forventet regnskab for 2001 - pr. 30. september (aktivitets- og økonomirapport - kvartalsregnskab til Økonomiudvalget)
SOU 343/2001 J.nr. 1/2001
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender det forventede regnskab 2001 pr. 30. september 2001 inklusiv mål- og resultatopfølgning og videresender det til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget anmoder Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om tilførsel af tillægsbevilling på 845.000 kr. til dækning af udgifter til advokatundersøgelser i forbindelse med undersøgelsen af, hvorvidt skiftende borgmestre har været vidende om uregelmæssighederne i forholdet mellem kommunen og Arbejdernes Ligkistemagasin.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 5. november 2001
Sundheds-og Omsorgsudvalget godkendte indstillingen med bemærkning om, at indstillingens første "at" ikke også fremsendes til Borgerrepræsentationen.
Bilag 3, Oversigt over Sundhedsforvaltningens forventede regnskab 2001 pr. 30. September 2001, indgår som bilag til indstillingen og medsendes til sagens videre behandling.
RESUME
Sundhedsforvaltningens regnskabsprognose for 2001 tager udgangspunkt i det vedtagne budget 2001 korrigeret for de omplaceringer mellem bevillingerne, som Borgerrepræsentationen godkendte i forbindelse med behandlingen af det forventede regnskab pr. 31. marts 2001 samt de tillægsbevillinger, som Borgerrepræsentationen har vedtaget frem til ultimo september. Det drejer sig blandt andet om tillægsbevillingen til forhøjelse af serviceniveauet i hjemmeplejen, DUT-reguleringer samt tillægsbevilling som følge af nyt lønskøn.
På det rammebelagte område forventes der et merforbrug på ca. 9,1 mill. kr., svarende til en overskridelse på 0,3 % i forhold til det korrigerede budget. Dette er uændret i forhold til det forventede regnskab pr. 31. august 2001.
Merforbruget er sammensat af et mindreforbrug på bevillingen Sundhed og uddannelse på 6,1 mill. kr., et merforbrug på bevillingen Pleje, service og boliger for ældre, drift, på 25,8 mill. kr., et mindreforbrug på 6,1 mill. kr. på bevillingen Administration hvoraf en del vedrører KOS-projektet og endelig et mindreforbrug på 4,5 mill. kr. på bevillingen Pleje, service og boliger for ældre, anlæg.
På det lovbundne område og finansposter forventes et merforbrug på 4,5 mill. kr. Merforbruget er sammensat af et mindreforbrug på 0,6 mill. kr. på bevillingen Pleje, service og boliger for ældre, et mindreforbrug på 2,9 mill. kr. på bevillingen Sikringsydelser til ældre, et merforbrug 12 mill. kr. på bevillingen Praksissektoren og et mindreforbrug på 4 mill. kr. på bevillingen Finansposter.