Mødedato: 05.08.2004, kl. 15:00

Redegørelse om medicinhåndtering

Redegørelse om medicinhåndtering

for mødet «MDAT» kl

Sundheds- og Omsorgsudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 5. august 2004

 

6. Redegørelse om medicinhåndtering

SOU 95/2004 J.nr. 14/2004

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om Sundhedsforvaltningens aktuelle opfølgning vedrørende medicinhåndtering til efterretning.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 5. august 2004

Sundheds- og Omsorgsudvalget tog orienteringen til efterretning, og vil løbende følge sagen.

 

RESUME

I lyset af den seneste tids medieomtale af medicinhåndteringen i Københavns Kommune, omhandler denne indstilling en halvårsstatus på resultaterne af København Kommunes plejehjemstilsyn vedr. medicinhåndtering. Embedslægeinstitutionens tilsyn indgår ikke i denne indstilling.

Sundhedsforvaltningens Tilsynsenhed anvender vejledningen "Sådan håndterer du medicin" som checkliste. Vejledningen indeholder en skærpelse af de krav, der stilles til medicinhåndtering jævnfør SOU 59/2004 (SOU den 13. maj 2004).

Tilsynsenheden undersøger plejehjemmenes medicindokumentation og medicinadministration, og har frem til nu, tilset 38 plejehjem svarende til 60% af kommunens plejehjem.

Af mediedækningen i sommer er det fremgået, at Tilsynet i 2004 har givet anmærkninger vedr. medicindokumentationen til 44 pct. af de besøgte plejehjem, hvor det tilsvarende var 55 pct. af plejehjemmene i 2003. Tilsvarende har tilsynet givet anmærkninger til 44 pct. af plejehjemmene vedr. medicinadministrationen i 2004, hvor det tilsvarende tal for 2003 var 25 pct. Opgjort på denne måde er der ikke sket en forbedring –tværtimod.

Men 48% af de samlede anmærkninger vedr. medicindokumentationen er direkte afledt af det reviderede grundlag for medicinhåndtering. En sammenligning mellem 2003 og 2004 korrigeret for denne forskel, viser en udvikling fra 2003 til 2004 hvor mindre fejl i dokumentationen falder fra 24,3 pct. til 15,4 pct. og større fejl i dokumentationen falder fra 2,4 til 1,7 pct.

Vedr. medicinadministrationen er 25% af de samlede bemærkninger direkte afledt af det reviderede grundlag for medicinhåndtering. Korrigeret for forskelle pga. de opstrammede krav er der sket en markant vækst. Efter korrektion er mindre fejl i administrationen steget fra 3,6 pct. i 2003 til 7,1 pct. i 2004, og vedr. større fejl er der en marginal ændring fra 4,1 pct. i 2003 til 4,6 pct. i 2004. På området medicinadministration, hvor større fejl ofte vil være lig med en reel medicineringsfejl af en borger (dækkende alt fra jerntilskud til hjertemedicin), er der således tale om en nærmest uændret situation fra 2003 til 2004 og dette er ikke tilfredsstillende. På mindre fejl og mangler er der en reel vækst.

De tal der præsenteres i denne indstilling er væsentligt anderledes end de tal, der er blevet behandlet i pressen, hvilket skyldes at der nu er gået et spadestik dybere.

Uanset opgørelsesmetode er der dog stadig fejl på området. Ved midtvejsstatus, må vi konstatere, at til trods for den betydelige indsats, der er iværksat, er de nødvendige forandringer ikke faldet på plads endnu.

Sundhedsforvaltningen har iværksat en række tværgående tiltag jævnf. Handleplan for den samlede indsats vedrørende medicinhåndtering (SOU 59/2004).

Det drejer sig om:

  • Efteruddannelsen i medicinhåndtering
  • Arbejdet med indførelse af dosisdispensering
  • Udvalgsarbejdet om samarbejde med andre sektorer

En status viser, at arbejdet forløber tilfredsstillende efter planen.

Målet er, at forvaltningen i 2004 nedbringer tilsynsregistrerede fejl og anmærkninger i forbindelse med medarbejdernes håndtering af medicin med 50%. På det nuværende vurderingsgrundlag må det imødeses, at det kan blive vanskeligt at opfylde målet for indeværende år, hvad angår de totale tal. Forvaltningen vil imidlertid stile mod, at målet kommer til at fungere som en milepæl for det sidste kvartal af året 2004.

Som opfølgende tiltag iværksættes nu en systematisk gennemførsel af audit (revision) på alle 63 plejehjem.

Hele medicinhåndteringen gennemgås, og der gives konkret vejledning med forslag til forbedringer. Et forsøg med audit i et af ældreområderne gennemført i juni/juli 2004, danner grundlag for fremgangsmåden.

Kvalitetsstaben, anvender resultaterne til et videre arbejde med at analysere hvilke forhold, der gennemgående skaber vanskeligheder.

Arbejdet gennemføres fra midten af august til udgangen af november 2004.

 

Til top