Mødedato: 05.01.2006, kl. 13:00

Byggesag - Plejecentret Dortheagården

Byggesag - Plejecentret Dortheagården

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget torsdag den 5. januar 2006

 

 

Sager til beslutning

 

6.      Byggesag - Plejecentret Dortheagården

 

SOU 423/2005  J.nr. 40/2005

 

 

INDSTILLING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives en anlægsbevilling på 13,8 mio. kr. til ombygning af det kommunalt ejede plejehjem Dortheagården, med henblik på samlokalisering af fire institutioner omfattende Træningscenter Bispebjerg, Dagcenter Nordre Fasan, Plejehjemmet Dortheagården, og Hjemmepleje Bispebjerg Øst.

 

 

RESUME

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte på udvalgsmødet den 1. september 2005 (SOU 271/2005  J.nr. 40/2005), at arbejdet med at samlokalisere fire institutioner på det kommunale plejehjem Dortheagården kunne påbegyndes.

Efterfølgende er projektet blevet detailprojekteret og der har været afholdt en licitation i december 2005. Resultatet af licitationen viser, at projektet bliver 1,8 mio. kr. dyrere end først vurderet. De samlede omkostninger forbundet med projektet udgør således 14,8 mio. kr., heraf er der afholdt 1 mio. kr. til detailprojektering og licitation i 2005. Omkostningsforøgelsen kan henføres til stigende udgifter for byggeri, samt større omkostninger forbundet med el og IT kabling , loftudskiftninger end først vurderet.

I henhold til de almindelige udbudsbetingelser fastholdes firmaernes tilbud maksimalt i 60 dage efter licitationen.  Herudover har det været nødvendigt, at opsige det nuværende lejemål for dagcentret, idet forvaltningen var kontraktligt forpligtiget af et 1 års opsigelsesvarsel. Lejemålet udløber den 1. april 2006. Der forhandles for nuværende om en forlængelse med nogle måneder.  På baggrund af disse rammebetingelser er det nødvendigt, at fremskynde den politiske behandling af sagen. Hertil kommer, at de tidsmæssige rammer for fremsendelse af indstillinger til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen har medført, at en forelæggelse for Sundheds- og Omsorgsudvalget den 5. januar 2006 er påkrævet.

Projektet udspringer dels af en række aktuelle problemstillinger på Bispebjerg, dels af et ønske om at sikre en helhedsorienteret ældrepleje.

Projektet indebærer at to hjemmeplejeenheder samles på Dortheagården, dels for at sikre den løbende tilpasning i relation til demografien, dels for at håndtere svære arbejdsmiljømæssige problemer forbundet med de nuværende lokaler. Der er således tale om små lokaler med snævre gange og uden ventilationsmuligheder. Herudover har der på den ene adresse været problemer med periodevis vandindtrængen i kælderen. 

Planerne for en ombygning af Dortheagården indebærer herudover en udvidelse med 15 daghjemspladser (jf. beslutning i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 2. december 2004 SOU 63/2004). Træningscenter og dagtilbud vil få en væsentligt stærkere sammenkobling på Dortheagården, herunder med fælles ledelse.

Udover at løse disse aktuelle og praktiske problemstillinger, medvirker en samlokalisering af de 4 institutioner til at fremme en helhedsorienteret og fleksibel indsats og tilbud overfor de enkelte borgere.

For borgere som har behov for hjælp reduceres indgangene til hjælpesystemet og muligheden for at forøge den forebyggende indsats øges. Sigtet er at iværksætte en systematisk og målrettet vedligeholdende indsats for at forebygge fysiske, kognitive og sociale funktionstab. Herudover er målet at forbedre udnyttelsen af alle tilbud der findes i lokalområdet, herunder §65 klubber via et intensiveret samarbejde.

Det er bl.a. ambitionen målrettet at indtænke træning i dagtilbudet. I den forbindelse vil nogle af dagtilbudspladserne få en mere midlertidig karakter og dermed medvirke til at øge kapaciteten.

Intentionen er bl.a. således, at projektet kan få karakter af et konceptudviklende pilotprojekt, der kan fungere som inspiration i forhold til strategiplaner vedrørende dagtilbudsområdet, der forelægges udvalget i foråret 2006.

Herudover planlægges det, at etablere en mindre sygeplejeklinik, der bemandes af nuværende hjemmesygeplejersker. Det vil bidrage til ovenstående målsætninger og samtidig øge de faglige udfordringer for den sygeplejefaglige gruppe. For borgere der er fysisk mobile og ønsker at møde hjemmeplejen på Dortheagården, får lejlighed til en daglig træning og forbedrede sociale kontaktmuligheder.

Den fysiske sammenlægning har endvidere et stort læringsperspektiv, idet den ville kunne katalysere et tættere professionelt samarbejde mellem faggrupper og institutionerne. Den enkelte medarbejders indsats har således betydning ikke alene for borgeren, men tillige for andre aktørers mulighed for at nå fælles mål, under fælles ansvar og ud fra fælles værdier.

På længere sigt kan projektet medvirke til at geare lokalområdet og Sundhedsforvaltningen til fremtiden, herunder i relation til den kommende strukturreform og eventuelle sundhedscenter-funktioner.

TIDSPLAN 

Hele ombygningen forventes at være afsluttet senest pr. 1 september 2006. Ombygningen er planlagt over 2 faser. 1. fase forventes at være færdig i marts/april og vedrører udvidelsen af dagtilbudene og træningsfaciliteterne. Plan og Arkitektur har godkendt projektet og det er tilpasset i henhold til anvisninger herfra.

Der er et relativt stort tidspres i forbindelse med sagen, idet det har været nødvendigt at opsige det nuværende lejemål vedrørende Dagcenter Nordre Fasan, som følge af et opsigelsesvarsel på 1 år. Lejemålet er opsagt pr. 1. april 2006. Herudover skyldes tidspresset de almindelige  udbudsregler og entreprenørernes muligheder for planlægning i et travlt byggemarked.

 

SAGSBESKRIVELSE

Se resumé. 

 

MILJØVURDERING

Københavns Kommune har besluttet, at der skal tænkes "miljørigtigt" i forbindelse med byfornyelse og nybyggeri. Retningslinierne i pjecen "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" har været anvendt i forbindelse med udbudet. Projektet udføres således i overensstemmelse med kommunens miljømålsætninger for nybyggeri, ombygninger mv.

 

ØKONOMI

De samlede omkostninger forbundet med projektet kan opgøres til 14,8 mio. Heraf er der afholdt 1 mio. kr. til detailprojektering og licitation i 2005. Projektet medfører varige drift besparelser på 2,4 mio. kr. som følge af nedlæggelsen af 7 plejeboligpladser og huslejebesparelser.

Finansieringen af det samlede projekt klares indenfor Sundheds- og Ældreforvaltningens egne rammer og ved at søge reserverede midler vedrørende demografi tilpasningsomkostninger i hjemmeplejen under Økonomiforvaltningen. I forbindelse med budgetvedtagelsen for 2006 blev der afsat 12,5 mio. kr. til demografitilpasnings omkostninger i hjemmeplejen. Heraf blev der tilbageholdt 3,4 mio. kr. i Økonomiforvaltningen. I henhold til budgetaftalen kunne der søges af disse midler i forbindelse med konkrete projekter i hjemmeplejen begrundet i de løbende demografitilpasninger, herunder til lokalerenovering og etablering, flytteomkostninger mv.

Projektet forudsætter endvidere, at provenuet for salg af kommunalt ejede andelsboliger, hvor den ene hjemmeplejeenhed har til huse, indgår som del af finansieringsgrundlaget svarende til 1,8 mio. kr.  Provenuet fra dette salg af en kommunal ejendom indgår derved i finansieringen af forbedringer i en anden kommunal ejet ejendom, hvorved den økonomiske værdi samt brugsværdien øges.  Ejerskabet af begge ejendomme overgår til Københavns Ejendomme pr. 1. januar 2006.  Sundheds- og Ældreforvaltningen er i dialog med Københavns Ejendomme om denne særlige problematik.

Projektet finansieres endvidere via Sundheds- og Ældreforvaltningens faste anlægsbudget, sparede driftmidler samt uforbrugte puljemidler til forbedringer af hjemmeplejens lokaler , der forudsættes overført til 2006 på baggrund af tidsforsinkelser i herværende projekt.

I forhold til den tidligere indstilling om herværende sag er finansierings forudsætninger samt budgetforudsætninger faldet endeligt på plads. Det medfører, at medomkostninger svarende til 1,8 mio. kr. finansieres dels via en forøgelse af andelen af puljemidler til forbedringer af hjemmeplejens lokaler der benyttes til dette projekt samt dels via midler der er reserveret til demografitilpasnings omkostninger i hjemmeplejen under Økonomiudvalget.

I nedenstående tabel gives et overblik over økonomien i ombygningen og finansieringsforudsætningerne for projektet.

Ombygning af Dortheagården

Mio. kr. – 2006 pl.

2005

2006

Ombygningen af fase 1 og 2

1,0

13,8

Omkostninger i alt

1,0

13,8

Finansiering

 

 

Faste anlægsmidler

 

4,0

Reserverede demografitilpasningmidler under ØU

 

3,4

Pulje vedr. lokaleforhold for hjemmeplejen

 

4,0

Sparede driftsmidler

1,0

0,6

Salg af nuværende hjemmepleje lokaler.

 

1,8

Finansiering i alt

1,0

13,8

 

Der anvises dækning for udgifterne på Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget, på konto 5.32.3 Pleje og Omsorg mv. (4 mio. kr.), konto 5.30.3 Ældreboliger (4 mio. kr.), konto 5.32.1 Pleje og Omsorg mv. (2,4 mio. kr.)  samt Økonomiudvalgets budget på konto 6.51.1 Sekretariat og Forvaltning (3,4 mio. kr.)

 

HØRING

Projektet har været drøftet med bruger/pårørende råd på Dortheagården, samt med medarbejderne i de involverede institutioner og ældrerådet på Bispebjerg, der støtter projektet. Projektet er i øvrigt søgt tilpasset i henhold til fremkomne ønsker og bemærkninger. Som udgangspunkt støttes intentionerne i projektet fra både bruger/pårørende råd, ældreråd og medarbejdere.

 

BILAG

Beslutningsprotokol fra mødet i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 1 september 2005: Ombygning af plejeboligerne Dortheagården (SOU 271/2005  J.nr. 40/2005)

 

Jesper Fisker

                            /Lene Sillasen

 


 

Til top