Mødedato: 04.12.2000, kl. 14:30

Høring om økonomiske og personalemæssige konsekvenser af tilbageførsel af ældreområdet fra Kgs. Enghave

Høring om økonomiske og personalemæssige konsekvenser af tilbageførsel af ældreområdet fra Kgs. Enghave

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 4. december 2000

 

3. Høring om økonomiske og personalemæssige konsekvenser af tilbageførsel af ældreområdet fra Kgs. Enghave

SOU 427/2000 J.nr. 74/2000

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget fremsender indstillingen som udvalgets høringssvar vedrørende tilbageførsel af Kgs. Enghaves ældreområde til BR-kommunen, herunder tilslutter sig overførslen, men finder at der bør overføres yderligere 5,3 mio. kr., som er tildelt Kgs. Enghaves budget 2001, til ældreområdet.

 

RESUME

Økonomiforvaltningen har den 22. november 2000 fremsendt forslag om økonomiske og personalemæssige konsekvenser af tilbageførsel af ældreområdet fra Kgs. Enghave Bydel til høring i Sundheds- og Omsorgsudvalget med henblik på behandling i Norgerrepærsentationen.

Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig, at ældreområdet for Kgs. Enghave tilbageføres med virkning fra 1. januar 2001. Det er dog Sundhedsforvaltningens opfattelse, at det ikke er muligt i 2001 at tilpasse serviceniveauet i Kgs. Enghave til niveauet i BR-København, indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets økonomiske ramme.

Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget ikke tilslutter sig, at de 5,3 mill. kr. tildelt til Kgs. Enghaves ældreområde i forbindelse med vedtagelsen af budget 2001 ikke tilbageføres til BR-København sammen med ældreområdet.

SAGSBESKRIVELSE

Økonomiforvaltningen har fremsendt forslag om økonomiske og personalemæssige konsekvenser af tilbageførsel af ældreområdet fra Kgs. Enghave Bydel til høring i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Forslaget vedrører økonomiske og personalemæsige konsekvenser af tilbageførsel af ældreområdet fra Kgs. Enghave Bydelsråd til Borgerrepræsentationen med virkning fra 1. januar 2001.

Indstillingen er sendt til Økonomiforvaltningen under forbehold for Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse.

Tilbageførelse af ældreområdet fra Kongens Enghave

Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig, at ældreområdet for Kgs. Enghave tilbageføres med virkning fra 1. januar 2001.

Sundhedsforvaltningen er vidende om, at Kgs. Enghave har foretaget betydelige omstillinger inden for ældreområdet, og vil med interesse se på de erfaringer, der er kommet ud af denne omstillingsproces.

Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig, at Sundhedsforvaltningen forestår driften af det samlede ældreområde i Kgs. Enghave i en overgangsperiode indtil strukturen i Kgs. Enghave er tilpasset ressortfordelingen i BR-København.

ØKONOMI

I forbindelse med Kgs. Enghaves ønske om, at Borgerrepræsentationen overtager ældreområdet inden udløbet af forsøgsperioden for bydelsrådene, har der været nedsat en styregruppe og arbejdsgrupper med repræsentation fra Kgs. Enghave, Økonomiforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen med henblik på tilrettelæggelse af tilbageførslen af ældreområdet til Borgerrepræsentationen.

De økonomiske konsekvenser af tilbageførslen kan opdeles i to trin, hvor første trin er udskillelsen af ældrebudgettet fra Kgs. Enghaves tilskud til selvstændig varetagelse. Andet trin er opdelingen af ældrebudgettet (pleje- og omsorgsbudgettet) mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundhed- og Omsorgsudvalget i forhold til den eksisterende deling af omsorgs- og plejeområdet i over og under 67-årige.

Tilbageførslen sker således, at der overføres de midler, som Kgs. Enghave i budget 2001 forventede at skulle bruge på at videreføre det nuværende aktivitets- og serviceniveau.

Kgs. Enghave har i budget 2001 fået tilført 5,3 mill. kr. som følge af parallelitetsprincippet i forbindelse med budgetudvidelsen til Sundheds- og Omsorgsudvalgets område på 97 mill. kr. Disse midler indgår ikke i Kgs. Enghaves budget for ældreområdet i 2001 og er derfor ikke blevet en del af de midler, der tilbageføres pr. 1. januar 2001.

Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget ikke tilslutter sig, at de 5,3 mill. kr. tildelt til Kgs. Enghaves ældreområde i forbindelse med vedtagelsen af budget 2001 ikke tilbageføres til BR-København sammen med ældreområdet.

Sundhedsforvaltningen forventer, at de 36 mill. kr., som bydelene fik tilført i budget 2001 som en styrkelse af ældreområdet, fremover også skal være øremærket til ældreområdet.

Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at det ikke er muligt i 2001 inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets økonomiske ramme at finansiere tilpasning af serviceniveauet i Kgs. Enghave til niveauet i BR-København. Sundhedsforvaltningen vil derfor overveje, hvordan driften af ældreområdet i Kgs. Enghave kan tilpasses den økonomiske ramme og i hvilken takt serviceniveauet kan tilpasses det fremtidige fælles serviceniveau i hele København, når bydelsforsøget er afsluttet.

I andet trin af processen – delingen mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget – er der foretaget en gennemgang af de enkelte konti i Kgs. Enghaves ældrebudget, og der er herefter foretaget en konkret vurdering af udgifternes fordeling mellem over og under 67-årige. Sundhedsforvaltningen har ingen bemærkninger til denne fordeling.

Flere bydele har i forsøgsperioden oparbejdet gæld til Københavns Kommune. Sundhedsforvaltningen konstaterer, at der ikke i forbindelse med tilbageførelsen af ældreområdet i Kgs. Enghave er taget endelig stilling til, hvordan gældsspørgsmålet for forsøgsbydelene skal løses. Sundhedsforvaltningen kan konstatere, at der i det tilbageførte budget indgår en del af Kgs. Enghaves gældsafvikling i 2001, men at der ikke er taget endelig stilling til bydelenes gældssituation efter bydelsforsøgets afvikling. Det forudsættes, at der sikres en ensartet behandling af alle udvalgsområder, når der tages endelig stilling til dette spørgsmål.

Personalemæssige konsekvenser

Sundhedsforvaltningen kan tilslutte sig principperne for tilbageførsel af personale på ældreområdet.

BILAG:

  • Økonomiforvaltningens anmodning af 22. november 2000 om høringssvar.
  • Økonomiudvalgets beslutning af 21. november 2000

Ib Haurum

/ Lau Svendsen-Tune

 

Til top