Mødedato: 04.11.2004, kl. 15:00

Principgodkendelse af forslag til plejeboligbebyggelse på Verdisvej

Principgodkendelse af forslag til plejeboligbebyggelse på Verdisvej

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 4. november 2004

 

2. Principgodkendelse af forslag til plejeboligbebyggelse på Verdisvej

SOU 137/2004 J.nr. 42/2002

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at vedlagte oplæg til byggeprogram danner grundlag for det videre lokalplanarbejde i Plan & Arkitektur (bilag 1),

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender der etableres i alt 70 plejeboliger,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager til efterretning at Sundhedsforvaltningen i det videre arbejde med byggeprogrammet ikke etablerer tekøkkener i boligerne,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager til efterretning at Sundhedsforvaltningen i det videre arbejde med byggeprogrammet etablerer ét produktionskøkken i stueetagen,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget fortsætter drøftelserne af de øvrige indholdsmæssige rammer for at fastlægge principper for det byggeprogram, der efter lokalplanens vedtagelse, skal danne grundlag for bygherreudbuddet.

RESUME

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 23. september 2004 blev indstillingen om at principgodkende forslag til plejeboligbebyggelse på Verdisvej udsat med henblik på udarbejdelse af ny indstilling. På denne baggrund fremlægges en fornyet indstilling og reviderede tegninger.

Af hensyn til den igangværende lokalplanlægning er det af væsentlig betydning, at ønskerne til bebyggelsens udformning og omfang, herunder antallet af boliger samt forholdet til ejendommens friarealer, afklares nu.

Det skal indledningsvis præciseres, hvilke beslutninger der træffes i denne principgodkendelse og hvilke beslutninger, der først træffes på et senere tidspunkt i sagen.

Hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder nærværende principgodkendelse af plejeboligbyggeri på Verdisvej, betyder det, at udvalget har taget stilling til:

  • Bebyggelsens udformning, dvs. bygningskroppens placering på grunden og højden af byggeriet.
  • Bebyggelsens omfang – antal boliger og anvendelse af ejendommens friareal.

Antallet af boliger og størrelsesfordelingen kan justeres en smule. Således vil det være muligt, at det i det videre arbejde overvejes at etablere enkelte 3-rums boliger til par samt enkelte 1-rums boliger. Dog kan det samlede antal ikke overstige 70 boliger.

En række beslutninger træffes først i den egentlige projekteringsfase, blandt andet lejlighedsindretning (rumfordeling, afsætning af stik til evt. tekøkken, badeværelsesindretning, mv.), og facadernes opbygning (mursten, transparens) samt fordeling af fællesarealer for beboere og eventuelt udefra kommende borgere.

Således er der i nærværende indstilling kun tale om en godkendelse af de overordnede principper for bebyggelsen. Såvel det endelige byggeprogram til brug for byggeudbuddet som det egentlige projektforslag (det såkaldte skema A) fra en kommende bygherre vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget på et senere tidspunkt til godkendelse.

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 15. maj 2003 (SOU 112/2003) tiltrådte udvalget forvaltningens indstilling om, at projektering af et plejeboligbyggeri med 40 plejeboliger med tilhørende servicearealer og 20 rehabiliteringspladser på et kommunalt areal ved Verdisvej i Kgs. Enghave iværksættes, og at bygherrerollen udbydes i konkurrence i samarbejde med Plan & Arkitektur.

Under denne proces er Sundhedsforvaltningen kommet til den konklusion, at egentlige rehabiliteringsboliger mest hensigtsmæssigt vil kunne indpasses som tilbud i den eksisterende plejehjemsboligmasse. Det anbefales i stedet at etablere i alt 70 plejeboliger svarende til de oprindelige 40 plejeboliger og 20 rehabiliteringspladser samt yderligere 10 boliger, der placeres i stueetagen. Muligheden for etablering af yderligere 10 boliger er fremkommet som følge af, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ikke får brug for at benytte et areal til daginstitution.

I det vedlagte oplæg til byggeprogram gælder følgende:

  • I den ene halvdel af stuetagen placeres café, aktivitetslokaler mv. for beboerne og ældre fra lokalområdet (f.eks. til fællesspisning), og administration og i den anden halvdel placeres 10 plejeboliger.
  • Foyeren er rummelig og åbner sig mod huset i øvrigt og de grønne arealer.
  • Bebyggelsen er skitseret som forholdsvis lukket mod de eksisterende nabobygninger og meget åben til den modsatte side ud mod de grønne arealer for at søge at skabe et samspil mellem beboerne og den omgivende natur.
  • Fællesarealerne – såvel inde som ude – vender mod de grønne arealer, mens boligerne har altaner mod gaden. Når beboeren går ud af boligen, er der udsyn over og sammenhæng med naturen, mens beboeren via altanen kan opleve livet i gaden.

Den endelige fordeling mellem primært boligareal, fælles opholdsareal og serviceareal skal fastlægges senere i forbindelse med godkendelse af det endelige byggeprojekt.

På baggrund af Sundheds- og Omsorgsudvalgets tidligere drøftelser om Verdisvej indstiller Sundhedsforvaltningen, at der i det videre arbejdes ud fra et princip om, at der ikke etableres tekøkkener i boligerne. I stedet sikres alene mulighed for, at der senere vil kunne opsættes et køkken. Besparelserne herved vil kunne anvendes til andre tilbud i byggeriet.

Endvidere indstiller Sundhedsforvaltningen, at der i det videre arbejde tages afsæt i, at der skal etableres ét produktionskøkken i stueetagen. I forlængelse heraf vil Sundhedsforvaltningen udarbejde en selvstændig indstilling til behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget om konsekvenserne af at etablere produktionskøkkener på de plejehjem, der skal ombygges, såvel i relation til kostpolitikken som økonomien.

Endelig indstiller Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget fortsætter drøftelserne om de øvrige indholdsmæssige rammer for at fastlægge principper for det byggeprogram, der efter lokalplanens vedtagelse skal danne grundlag for bygherreudbudet. Inden bygherreudbudet vil der således blive mulighed for, at udvalget tager stilling til, hvad konceptet for "den gode plejebolig" skal være, når de københavnske plejehjem skal ombygges.

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget kan tiltræde indstillingen, tegner der sig – med forbehold for andre myndigheders virke – følgende overordnede tidsperspektiv for det videre arbejde:

Lokalpl anarbejde:

  • Vedtagelse af planforslag, offentlig høring og endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen:

januar 2005 – juni 2005

Bygherreudbud:

  • Udbud, prækvalifikation, afgivelse af bud, tildeling og kontrahering:

juni 2005 – medio oktober 2005

Bygherrens projekt og udbud:

  • Udbud efter Bygge- og Anlægsdirektivet (BAD), projektering, myndighedsgodkendelse (skema A og B, byggetilladelse m.v.):

medio oktober 2005 – medio april 2006

Byggeperiode:

  • Byggestart - aflevering: maj 2006 – maj 2007
  • Montering – ibrugtagning: juni 2007

Som det ses af ovenstående vil bygherreudbudet først kunne finde sted efter lokalplanens endelige vedtagelse. Det har sammenhæng med såvel den offentlige høringsperiode som det forhold, at der må foreligge en gyldig lokalplan, inden der kan afgives købstilbud. Administrativt vil en forberedelse af udbudsforretningen dog kunne finde sted i den mellemliggende periode.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 23. september 2004 blev indstillingen om at principgodkende forslag til plejeboligbebyggelse på Verdisvej udsat med henblik på udarbejdelse af ny indstilling. På denne baggrund fremlægges en fornyet indstilling og reviderede tegninger.

Af hensyn til den igangværende lokalplanlægning er det af væsentlig betydning, at ønskerne til bebyggelsens udformning og omfang, herunder antallet af boliger samt forholdet til ejendommens friarealer, afklares nu.

Det skal indledningsvis præciseres, hvilke beslutninger der træffes i en principgodkendelse og hvilke beslutninger, der først træffes på et senere tidspunkt i sagen. Hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder nærværende principgodkendelse af plejeboligbyggeri på Verdisvej, betyder det, at udvalget har taget stilling til:

  • Bebyggelsens udformning, dvs. bygningskroppens placering på grunden og højden af byggeriet.
  • Bebyggelsens omfang – antal boliger og anvendelse af ejendommens friareal.

Antallet af boliger kan justeres en smule. Således vil det være muligt, at der i det videre arbejde overvejes at etablere enkelte 3-rums boliger til par samt enkelte 1-rums boliger. Dog kan det samlede antal ikke overstige 70 boliger.

En række beslutninger træffes først i den egentlige projekteringsfase, blandt andet lejlighedsindretning (rumfordeling, evt. tekøkken, badeværelsesindretning, mv.), og facadernes opbygning (mursten, transparens) samt fordeling af fællesarealer for beboere og eventuelt udefra kommende borgere.

Således er der i nærværende indstilling kun tale om en godkendelse af de overordnede principper for bebyggelsen. Det egentlige projektforslag (det såkaldte skema A) fra en kommende bygherre vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget på et senere tidspunkt til godkendelse.

Derfor indstiller Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget fortsætter drøftelserne om de øvrige indholdsmæssige rammer for at fastlægge principper for det byggeprogram, der efter lokalplanens vedtagelse skal danne grundlag for bygherreudbuddet. Inden bygherreudbudet vil der således blive mulighed for, at udvalget kan drøfte nærmere, hvad konceptet for "den gode plejebolig" skal være, når de københavnske plejehjem skal ombygges.

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 23. september 2004 blev spørgsmålet om tekøkkener i boligerne drøftet. Ifølge lov om almene boliger § 110, stk. 2 skal:

"Hver bolig (skal) være forsynet med selvstændigt toilet, bad og køkken med indlagt vand og forsvarlig afløb for spildevand. Kommunalbestyrelsen eller amtsrådet kan i særlige tilfælde beslutte, at ældreboliger ikke forsynes med selvstændigt køkken."

Sundhedsforvaltningen indstiller, at der i det videre arbejde med byggeprogrammet tages afsæt i, at der ikke etableres tekøkkener i boligerne. Det skal bemærkes, at opsætningen af tekøkkener vil være billigst for beboerne ved opførelsen af byggeriet på grund af finansieringsreglerne. Undlader kommunen at etablere tekøkkener, giver det dog mulighed for at prioritere midlerne på andre elementer i byggeriet.

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 15. maj 2003 (SOU 112/2003) tiltrådte udvalget forvaltningens indstilling om, at projektering af et plejeboligbyggeri med 40 plejeboliger med tilhørende servicearealer og 20 rehabiliteringspladser på et kommunalt areal ved Verdisvej i Kgs. Enghave iværksættes, og at bygherrerollen udbydes i konkurrence i samarbejde med Plan & Arkitektur.

Det vedlagte oplæg til byggeprogram (bilag 1) er resultatet af Sundhedsforvaltningens drøftelser med Rådgivende Ingeniører & Arkitekter (RIA) om boligpolitikkens anbefalinger og med Plan & Arkitektur om rammerne for det igangværende lokalplanarbejde.

Under denne proces er Sundhedsforvaltningen kommet til den konklusion, at egentlige rehabiliteringsboliger mest hensigtsmæssigt vil kunne indpasses som tilbud i den eksisterende plejehjemsboligmasse. Det anbefales derfor i stedet at etablere i alt 70 plejeboliger svarende til de oprindelige 40 plejeboliger og 20 rehabiliteringspladser samt yderligere 10 boliger, der placeres i stueetagen. Baggrunden for at udvide med 10 plejeboliger i stueplan er, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen alligevel ikke ifølge deres reviderede prognoser for udviklingen har behov for at etablere daginstitutionspladser i stueetagen.

Forslaget om at etablere en daginstitution var indeholdt i indstillingen til Sundheds- og Omsorgsudvalget den 23. september 2004 (SOU 113/2004 J.nr. 42/2002).

Det er Sundhedsforvaltningens vurdering, at etablering af 70 plejeboliger på Verdisvej vil imødekomme lokalområdets behov for tidssvarende plejeboliger i kommunen. Etablering af plejeboliger gennem nybyggeri giver erfaringsmæssigt bedre boligtilbud.

Den påtænkte plejeboligbebyggelse ved Verdisvej skal udover 70 plejeboliger og de dertil hørende fælles opholds- og adgangsarealer og servicearealer rumme aktivitetslokaler primært for beboere og eventuelt for lokalområdets ældre. Det skal undersøges nærmere, i hvilket omfang der skal etableres dagtilbud på Verdisvej.

Som baggrund for vedlagte oplæg til byggeprogram er der foretaget en række prioriteringer:

  • I halvdelen af stuetagen placeres café, aktivitetslokaler mv. for beboerne og ældre fra lokalområdet (f.eks. til fællesspisning) og administration samt i den anden halvdel 10 plejeboliger.
  • Foyeren er rummelig og åbner sig mod huset i øvrigt og de grønne arealer.
  • Bebyggelsen er skitseret som forholdsvis lukket mod de eksisterende nabobygninger og meget åben til den modsatte side ud mod de grønne arealer for at søge at skabe et samspil mellem beboerne og den omgivende natur.
  • Fællesarealerne – såvel inde som ude – vender mod de grønne arealer, mens boligerne har altaner mod gaden. Når beboeren går ud af boligen, er der udsyn over og sammenhæng med naturen, mens beboeren via sin private altan kan opleve livet i gaden.

Den endelige fordeling mellem primært boligareal, fælles opholdsareal og serviceareal skal fastlægges senere i forbindelse med godkendelse af det endelige byggeprojekt.

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget kan tiltræde indstillingen, tegner der sig med forbehold for andre myndigheders virke følgende overordnede tidsperspektiv for det videre arbejde:

Lokalplanarbejde:

  • Vedtagelse af planforslag, offentliggørelse og endelig godkendelse i BR:

januar 2005 – juni 2005

Bygherreudbud:

  • Udbud, prækvalifikation, afgivelse af bud, tildeling og kontrahering:

juni 2005 – medio oktober 2005

Bygherrens projekt og udbud:

  • Udbud efter Bygge- og Anlægsdirektivet (BAD), projektering, myndighedsgodkendelse (skema A og B, byggetilladelse m.v.):

medio oktober 2005 – medio april 2006

Byggeperiode:

  • Byggestart - aflevering: maj 2006 – maj 2007
  • Montering – ibrugtagning: juni 2007

Som det ses af ovenstående, vil bygherreudbudet først kunne finde sted efter lokalplanens endelige vedtagelse. Det har sammenhæng med såvel den offentlige høringsperiode som det forhold, at der må foreligge en gyldig lokalplan, inden der kan afgives købstilbud. Administrativt vil en forberedelse af udbudsforretningen dog kunne finde sted i den mellemliggende periode.

Bebyggelsen ved Verdisvej

Den påtænkte plejeboligbebyggelse ved Verdisvej skal udover 70 plejeboliger og de dertil hørende fælles opholds- og adgangsarealer og servicearealer eventuelt rumme aktivitetslokaler primært for lokalområdets ældre, hvor disse borgere kan møde andre ældre og få mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter. Muligheden for at etablere egentlige dagtilbud for lokalområdets borgere skal undersøges nærmere.

Administrationsafsnittet med reception og aktivitetslokaler for både beboerne og udefra kommende ældre er placeret i stueplan for at give bebyggelsen det mest imødekommende præg, og for at flest mulige af de ældre kan drage fordel af den umiddelbare nærhed til friarealerne. Disse friarealer forudsættes at ligge i niveaufri forlængelse af bebyggelsen.

I Kgs. Enghave findes der mange ældreboliger, men ingen plejeboliger. Det er derfor forudsat, at bebyggelsen skal kunne modtage så mange plejehjemskrævende borgere fra bydelen som muligt, herunder også ældre med demens, hvilket indretningen i leve-bo miljøer, jfr. nedenfor, giver udmærkede betingelser for. Det er således ikke forudsat, at bebyggelsen gives nogen specialiseret status.

Der har været og må fortsat påregnes at være modstand mod projektet fra lokale miljøgrupper, der ønsker at området skal forblive grønt. De har på tidligere stadier i forløbet haft foretræde i Bygge- og Teknikudvalget om lokalplanarbejdet, og lokalgruppen "Det grønne knæ" havde også foretræde for Sundheds- og Omsorgsudvalget forud for behandlingen af den første indstilling på mødet den 23. september 2004.

Bebyggelsesregulerende bestemmelser

For den konkrete plejeboligbebyggelse på Verdisvej udgør lokalplanoplægget de bygningsregulerende bestemmelser. I lokalplanen søges den omgivende markante boligbebyggelse respekteret ved en forlængelse af facadelinierne fra de eksisterende boligblokke, således at sigtelinierne langs Tartinisvej kan fastholdes. Mod de grønne arealer tillader lokalplanoplægget, at bebyggelsen åbner sig op mod disse arealer udformet som en kambebyggelse, hvor de grønne arealer kan trækkes helt ind i bebyggelsen.

Bebyggelsesprocenten er fastsat til 110 svarende til bebyggelsesprocenten for det tilgrænsende område. Dette tillader et byggeri i 4 etager (stueetage + 3 normaletager) med et friarealkrav på 60% af boligarealet og 15% af etagearealet til servicefunktioner samt parkering på terræn. Forslaget omfatter en bebyggelse med et bruttoetageareal på i alt ca. 6.200 m², men eksklusiv kælder. Kælderetagen udgør ca. 796 m2. For at kunne rumme denne bebyggelse kræves et areal på ca. 5600 m².

Geotekniske og miljøtekniske forhold

Der er udført en geoteknisk og miljøteknisk undersøgelse på arealet.

Den geotekniske undersøgelse viser, at vandspejlet ligger højt i området, hvorfor geoteknikkerne anbefaler, at en eventuel kælder udføres som en vandtæt konstruktion dimensioneret for et usænket vandspejl.

Det må på den baggrund forventes, at byggeudgiften til etablering af kælderarealer vil stige med 25-30%. En sænkning af vandspejlet vil sandsynligvis ikke være en fremkommelig mulighed, da de kommunale myndigheder normalt ikke giver tilladelse til grundvandssænkning. Undersøgelsen viser desuden, at der kan regnes med normale funderingsmæssige forhold i øvrigt.

Den miljøtekniske stikprøveundersøgelse viser, at den terrænnære jord generelt betragtes som forurenet svarende til klasse 2-4. Der er desuden konstateret et højt indhold af tungmetaller, hvor afskæringskriteriet for bly og kobber overskrides. På den baggrund må det forventes, at der skal afsættes penge til bortskaffelse og oprensning af forurenet jord.

Bebyggelsens udformning

Bebyggelsen er udformet som et dobbeltvinklet bygningskompleks i 4 etager, der mod nord og vest relaterer sig til den omgivende etageboligbebyggelse og afslutter denne. Mod øst og syd orienterer bebyggelsen sig mod de store grønne arealer, der strækker sig helt op til Karens Minde mod nord og ned til baneterrænet mod syd. Hermed skabes mulighed for at trække disse grønne områder af parkagtig karakter ind i bebyggelsen og tilføre udearealerne en stor kvalitet.

Ved denne dobbeltvinklede bygningskrop skabes mulighed for at opdele og forme mindre plejeenheder i leve-bomiljøer, der samler sig omkring et åbent, fleksibelt og tryghedsskabende fællesareal og minimere gangafstande, som anbefalet i boligpolitikken for ældre. Denne struktur giver endvidere mulighed for at etablere tilbud til grupper af ældre med særlige behov, f.eks. borgere med demens ("Boligpolitik for ældre i København", 2004, s. 13 og 43). De enkelte boenheder rummer 10 boliger, der etagevis hænger sammen to og to af hensyn til personalemæssigt ressourceforbrug, f.eks. om natten ("Boligpolitik for ældre i København", 2004, s. 55).

Bebyggelsens formmæssige udtryk er tænkt som en kombination af åbne, lette og transparente facadepartier og mere lukkede facader med mere tyngde og med integrerede vinduespartier og altaner. Generelt tænkes de nord- og vestvendte boligfacader opført som facader med et mere ensartet kontinuert facadeskema, der sikrer udsyn, men ikke indkig, mens de syd- og østvendte facader mod havearealerne og de omgivende grønne områder tænkes udført som lette transparente facadepartier, der sikrer udsyn og indkig og dermed forbinder og skaber sammenhæng mellem ude og inde.

Stueetagen mod nord og vest gives ligeledes et mere åbent og transparent udtryk for at fremstå imødekommende i forhold til udefrakommende og det omgivende kvarter i øvrigt.

Plejeboligerne

Alle boliger indrettes som fleksible 2-rums boliger med tilhørende altan. Fleksibiliteten består for det første i en mulighed for sammenlægning af to lejligheder til en ægteparbolig. Dette opnås ved, at de bærende vægge i lejlighedsskel forberedes herfor.

For det andet skal den enkelte 2-rums bolig let kunne omdannes til en stor et-rumsbolig ved brug af demonterbare, lette vægelementer eller mobile/flytbare skabsenheder i den enkelte lejlighed. Der kan således skabes mulighed for etablering af forskellige boligudformninger over tid ("Boligpolitik for ældre i København", 2004, s.58-59).

Som tidligere nævnt vil muligheden for at etablere enkelte 3-rums boliger til par samt enkelte 1-rums boliger, der f.eks. ville kunne anvendes midlertidigt til pårørende, blive undersøgt nærmere.

Fælles opholdsarealer

I tilknytning til og i umiddelbar nærhed af de enkelte plejeboliger i boenheden placeres og indrettes fælles opholdsarealer for at fremme overskueligheden for den enkelte beboer. Desuden vil nærheden til fællesarealet være stimulerende for det sociale liv i boenheden.

De fælles opholdsarealer omfatter et afdelingskøkken, spise- og opholdsstue samt et aktivitetsrum (sidstnævnte er et serviceareal). Fra disse rum er der direkte adgang til en stor bred altan, der omslutter hele fællesområdet.

På baggrund af Boligpolitikkens anbefalinger overvejes, om dele af sluttilberedningen af måltiderne kan flyttes ud i afdelingskøkkenerne, og i hvilket omfang dette vil medføre skærpede indretningskrav fra fødevaremyndighederne ("Boligpolitik for ældre i København", 2004, s. 52).

Sundhedsforvaltningen indstiller, at der i det videre arbejde tages afsæt i, at der skal etableres ét produktionskøkken i stueetagen. I forlængelse heraf vil Sundhedsforvaltningen udarbejde en selvstændig indstilling til behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget om konsekvenserne af at etablere produktionskøkkener på de plejehjem, der skal ombygges såvel i relation til kostpolitikken som til økonomien.

Servicearealer

I tilknytning til plejeboligerne er der disponeret servicearealer, der anvendes til omsorgs- og servicefunktioner, som normalt ikke ville foregå i en selvstændig bolig. Det er ovenfor nævnte aktivitetsrum i plejeenhedens fællesarealer samt pulterrum, vaskeri m.v.

I stueetagen er der disponeret et areal til indretning af aktivitetslokaler. Dermed kan bebyggelsen tilbyde faciliteter for hjemmeboende ældre i det nære lokalområde ("Boligpolitik for ældre i København", 2004, s. 54). Dette kan være i form af indplacering af f.eks. dagcenter- og træningsaktiviteter, klubfunktioner m.m. Herved kan andre ældre medvirke til at styrke det sociale liv i bebyggelsen. Anvendelsesmulighederne skal dog afdækkes nærmere i forhold til behovet i lokalområdet.

Etageplaner

I det følgende refereres der til en opdeling af bebyggelsen i Fløj A, B, C og D, som fremgår af de vedlagte tegninger.

Kælderetagen:

I kælderetagen (Fløj A) indrettes rum til alle former for deponering (fjerndepoter, pulterrum, skifteretsdepoter m.v.), vaskerum, teknik- og affaldsrum og velfærdsforanstaltninger for personale m.v. I den resterende del af kælderen (Fløj D) er afsat arealer til indretning af teknikrum, depoter m.v.

Stueetagen:

Fløj A:

I denne fløj placeres plejeboligbebyggelsens hovedindgang, der over et vindfang fører til en foyer med reception/modtagelse. Foyeren er rummelig og åbner sig mod huset i øvrigt og de grønne arealer. I foyeren er endvidere indplaceret garderobe og toiletter, to store elevatorer samt en trappeforbindelse til de øvrige etager dog ekskl. kælder. Elevatorerne føres til kælder. I den resterende del af fløj A placeres aktivitetslokaler beregnet for lokalområdets ældre, ældreråd og eventuelt for andre borgere i lokalområdet. Der indrettes kontor og toiletter for brugerne og personale, depotrum og et antal gruppe-/aktivitetsrum samt hvilerum.

Fløj B:

I fløj B indrettes bebyggelsens administrations- og personalefaciliteter i form af kontorer, møderum, personalerum, kopi- og printerrum, arkiver m.v. Mod haven placeres en café samt spiseplads med opholdsmuligheder og med direkte adgang til en syd/østvendt have. I området indplaceres endvidere bebyggelsens fælles IT-serverrum. Der er afsat areal til produktionskøkken. Sundheds- og Omsorgsudvalget skal på et senere tidspunkt tage stilling hertil.

Fløj C og D indrettes og disponeres som de to nedenstående fløje A og B til en plejeenhed med i alt 10 boliger.

1., 2. og 3. sal:

Fløj A og B danner tilsammen en plejeenhed pr. etage, mens Fløj C og D danner en tilsvarende plejeenhed pr. etage. Hver plejeenhed består af 10 boliger samlet om et fællesareal placeret i overgangen mellem de to fløje og orienteret mod de syd-/østvendte udearealer.

Fløj A:

Stueetagens adgangs- og fordelingsareal genfindes på de overliggende 3 etager, hvor der indrettes vagt- og samtalerum, personaletoilet og depot. Den interne åbne trappe forbinder de tre etager sammen med de to sengeelevatorer. Dette område danner desuden overgang og adskillelse mellem de to plejeenheder på de enkelte etager. Der indplaceres 5 stk. 2-rums plejeboliger med tilhørende altan.

Fløj B:

Flø ;j B indrettes med 5 stk. 2-rums plejeboliger. Fælles for plejeenheden indplaceres et åbent areal med fælles bolig- og servicearealer i form af et afdelingskøkken, spiseplads, opholdsrum og terapi-/aktivitetslokale. Fra disse rum er der adgang til en større syd-/østvendt terrasse orienteret mod havearealerne.

Fløj C og D indrettes og disponeres som de to ovenstående fløje A og B.

Øvrige elementer

I det efterfølgende arbejde vil der blive taget stilling til en række yderligere elementer. Det gælder adgangsforhold (nøglekort mv.), tryghed for borgere med demens, videoovervågning mv. Det er hensigten, at plejehjemmet etableres med trådløst netværk mv., som vil kunne understøtte fleksibel brug af IT i plejen, tryghedsfremmende foranstaltninger mv.

MILJØVURDERING

Afventer projektforslag.

ØKONOMI

Afventer projektforslag i forbindelse med støttesagsindstillingen (skema-A). Nærværende indstilling har kun betydning i relation til det videre lokalplanarbejde og forberedelsen af en kommende udbudsforretning, og har derfor ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

HØRING

Indstillingen har været i høring hos ældrerådene. Ældrerådenes bemærkninger vil foreligge ved udvalgsmødet.

Oplæg til byggeprogram har været drøftet med Ældrerådet på et møde i Kgs. Enghave den 1. september 2004. Ældrerådet kan anbefale forslaget.

Ældrerådene vil desuden blive hørt, når den overordnede moderniseringsplan for plejeboliger i kommunen foreligger.

BILAG

Bilag 1. Oplæg til byggeprogram

Verdisvej - Plejeboligbebyggelse RIA / 8. oktober 2004.

 

 

Lau Svendsen-Tune

/Lars Bo Bülow

 

Til top