Høring - Områdeløft i Sundholmsvejkvarteret på Amager
Høring - Områdeløft i Sundholmsvejkvarteret på Amager
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for Ordinært udvalgsmøde torsdag den 4. oktober 2007
8. Høring - Områdeløft i Sundholmsvejkvarteret på Amager
SOU 244/2007 J.nr. 64/2007
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal tage stilling til
høringssvar vedrørende områdeløftprojekter i Sundholmsvejkvarteret i 2008.
Sundheds-
og Omsorgsforvaltningen indstiller,
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender udkast til
høringssvar, jf. bilag 1.
PROBLEMSTILLING
Teknik- og Miljøudvalget har sendt forslag om igangsættelse af to nye områdeløftprojekter i Sundholmsvejkvarteret til høring i fagudvalgene.
LØSNING
I henhold til byfornyelsesloven kan landets kommuner en gang årligt ansøge Socialministeriet om støtte til gennemførelse af områdefornyelsesprojekter. For projekter, der skal igangsættes i 2008, er fristen 7. januar 2008. Det statslige bidrag til områdefornyelse kan højest udgøre 10 mio. kr. pr. projekt, og staten finansierer højest 1/3 af de samlede udgifter.
Ved Socialministeriets reservering af udgiftsramme til områdefornyelse i større byer prioriteres nedslidte byområder, hvor der er et væsentligt behov for bygningsfornyelse (traditionelle byfornyelsesområder) højest.
Teknik- og Miljøforvaltningen har for at identificere de mest problemramte områder i byen gennemført en screening af kommunens 3.800 karreer i forhold til objektive indikatorer, som beskriver andelen af små boliger, andel af boliger med installationsmangler, andel beboere uden for arbejdsstyrken og andelen af beboere med anden etnisk baggrund.
På denne baggrund anbefales det at der i 2008 igangsættes to områdeløftprojekter i henholdsvis Sundholmsvejkvarteret Nord og Sundholmsvejkvarteret Syd.
For en nærmere gennemgang af udvælgelseskriterierne samt det overordnede indhold i områdeløftprojekterne henvises til vedlagte bilag 2.
Det er Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vurdering, at udvælgelsen samt det fremlagte forslag til områdeløft vil danne et godt og konstruktivt grundlag for den videre udvikling af Sundholmsvejkvarteret.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil, i naturligt omfang, indgå i den efterfølgende implementering af områdeløftet af Sundholmsvejkvarteret.
Udkastet til høringssvar fremgår af vedlagte bilag 1.
ØKONOMI
Høringssvaret indebærer ingen økonomiske konsekvenser for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
VIDERE PROCES
Efter endt høringsrunde skal forslaget til områdeløft endelig vedtages i Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen.
BILAG
Bilag 1: Udkast til høringssvar
Bilag 2: Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling med bilag
Lene Sillasen
/Lars Bo Bülow