Mødedato: 04.04.2013, kl. 09:30
Mødested: Skovshoved Hotel

1. behandling af Budget 2014

Se alle bilag
På baggrund af drøftelserne på budgetseminaret den 6. marts skal udvalget godkende finansieringsforslag til at dække forvaltningsspecifikke effektiviseringer og bevillingsophør, hvor indsatsen skal videreføres.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender finansieringsforslag 1 og 3-9 til dækning af forvaltningsspecifikke effektiviseringer, jf. bilag 1,

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget som følge af budgetaftaleophør i 2014 godkender finansieringsforslag 2 vedr. færre udgifter til tøjvask- og indkøbsordninger til en et-årig udskydelse af omlægning vedr. §79-midler, jf. bilag 1 og 2,

3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget som følge af budgetaftaleophør i 2014 godkender, at frigjorte centrale midler inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets serviceramme på 20,7 mio. kr. i 2014 og frem anvendes til at finansiere den fortsatte drift af Sundhedshusene, jf. bilag 2, og

4. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager oversigt over demografitilpasning af budget 2014 til efterretning, jf. bilag 3.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget har en forventet budgetreduktion i 2014 på ca. -142 mio. kr.

Måltallet for de forvaltningsspecifikke effektiviseringer under Sundheds- og Omsorgsudvalget er på 39,6 mio. kr. i 2014.
Sundheds- og Omsorgsudvalget og Økonomiudvalget har dog allerede besluttet effektiviseringer for knap 21 mio. kr. Heraf er forudsat, at tilrettelæggelsen af frit valg som følge af ny lovgivning indgår med 10,6 mio. kr. i måltallet for de forvaltningsspecifikke effektiviseringer. Udvalget får på mødet den 4. april forelagt sag om den konkrete tilrettelæggelse af frit valg, jf. dagsordenspunkt 2.

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal derfor i forbindelse med førstebehandlingen af udvalgets budgetforslag 2014 godkende forslag til finansiering af det endelige måltal for forvaltningsspecifikke effektiviseringer i 2014 på 18,767 mio. kr.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har bevillingsophør på samlet 24,2 mio. kr. i 2014. Udvalget skal tage stilling til eventuel videreførelse af bevillinger inden for egen ramme og godkende eventuel intern omstilling til finansiering af bevillingsophør.

Løsning

I det følgende gennemgås løsningsforslag for forvaltningsspecifikke effektiviseringer og eventuel videreførelse af budgetaftaleophør. Derudover gennemgås enkelte af de øvrige budgetreduktioner i 2014 på Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme, herunder stigende effektiviseringspotentiale i tidligere godkendte effektiviseringer, demografitilpasning og tværgående effektiviseringer.

Forvaltningsspecifikke effektiviseringer
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har på udvalgets budgetseminar den 6. marts præsenteret et katalog med finansieringsforslag til forvaltningsspecifikke effektiviseringer og eventuel dækning af bevillingsophør. Der var en drøftelse af de enkelte finansieringsforslag og på den baggrund faldt et enkelt forslag helt ud af kataloget (harmonisering af serviceniveau på befordring efter Serviceloven) og de øvrige forslag fandt opbakning med mindre korrektioner.

På baggrund af kommentarerne fra budgetseminaret har forvaltningen redigeret 9 finansieringsforslag med et samlet effektiviseringspotentiale på 24,267 mio. kr. i 2014 og 38,3 mio. kr. varigt, jf. bilag 1. De indholdsmæssige ændringer af forslagene fremgår af den indledende oversigt i bilaget. De væsenligste ændringer er, at der i forslaget om bedre arbejdstilrettelæggelse er indarbejdet et mere forsigtigt skøn for effektiviseringspotentialet i 2015 og frem, ligesom det er præciseret i forslaget om hverdagsrehabilitering i personlig pleje, at det er et frivilligt tilbud til de borgere, som selv er motiverede for at deltage.

Budgetaftaleophør
Budgetaftaleophøret vedrører:

Indsatser

1.000 kr.

Drift af sundhedshuse (Budget 2010)

-2.943

Kompetenceudvikling (Budget 2010)

-9.464

Aktiviteter til plejehjemsbeboere (Budget 2010)

-4.284

Omlægning af § 79-midler (Budget 2013)

-5.497

Mere tid til faglig ledelse (Budget 2012)

-1.033

Tidlig indsats i hjemmeplejen (Budget 2013)

-1.018

Budgetophør I alt

-24.239


På budgetseminaret var der enighed om at udskyde omlægningen af § 79-midler. Midlerne findes ved en intern omstilling på 5,5 mio. kr. som følge af færre udgifter til tøjvask- og indkøbsordninger. Dermed skal der samlet godkendes effektiviseringer for 24,267 mio. kr. Omlægningen af § 79-midlerne udskydes for en et-årig periode, men den interne omstilling er varig og kan indgå i effektiviseringsrummet fra 2015 eller anvendes til at annullere omlægningen af § 79-midler.

Forvaltningen anbefaler derudover, at 20,7 mio. kr. anvendes til videreførelse af driften af sundhedshuse. Den 4-årige driftsbevilling til sundhedshusene på 23,6 mio. kr. ophører med virkning fra 2014. Midler svarende til 20,7 mio. kr. (2014 p/l), som har indgået i den 4-årige finansieringsmodel for sundhedshusene, ligger i 2014 og frem som frie udisponerede centrale puljemidler på Sundheds- og Omsorgsudvalgets serviceudgiftsramme og kan varigt dække hovedparten af bevillingsophøret vedr. sundhedshuse i budget 2014, således at der udestår at finde 2,9 mio. kr. af bevillingsophøret vedr. sundhedshuse.

Forvaltningen anbefaler, at videreførelse af Kompetenceudvikling, Aktiviteter til plejehjemsbeboere og de udestående 2,9 mio. kr. til Drift af sundhedshuse indgår i forslagene til budgetønsker for 2014. 

Det anbefales ikke at videreføre Mere tid til faglig ledelse, som omhandler et 2-årigt forankringsprojekt for Aktiv og Tryg hele livet, og Tidlig indsats i hjemmeplejen, som fremadrettet kan prioriteres inden for det samlede budget afsat til Sundhedspakken inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget, jf. bilag 2.

Effektiviseringer: Stigende profil fra tidligere budgetaftaler (inkl. frit valg)
Det gradvist stigende effektiviseringspotentiale fra effektiviseringer vedtaget med tidligere budgetaftaler udgør 16,0 mio. kr. Effektiviseringerne er besluttet og udmøntes til de berørte institutioner i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. 

De 10,6 mio. kr. vedrører ny tilrettelæggelse af frit valg, som udvalget skal behandle. Såfremt det konkrete forslag til ny tilrettelæggelse af frit valg ikke godkendes, skal det allerede vedtagne effektiviseringspotentiale på 10,6 mio. kr., jf. konsekvenser af Moderniseringsaftalen i budget 2012, findes inden for udvalgets egen ramme eller dækkes via budgetforhandlingerne.

Demografitilpasning
Som følge af ny befolkningsprognose udarbejdet i marts 2013 er demografitilpasningen af udvalgets budget 2014 på -27,0 mio. kr. De økonomiske konsekvenser af den nye befolkningsprognose for de enkelte områder er beskrevet nærmere, jf. bilag 3.

Økonomiforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen samarbejder pt. om at afdække hvorvidt og hvordan strukturelle ændringer påvirker efterspørgslen efter Sundheds- og Omsorgsforvaltningens ydelser og dermed budgetbehov. De strukturelle ændringer, som drøftes, er bedre sundhedstilstand (sund aldring) og opgaveglidning mellem hospitaler og kommuner på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område. Der vil blive fremlagt forslag til politisk beslutning i forbindelse med budgetforhandlinger 2014.

Tværgående effektiviseringer
Forvaltningerne skal i samarbejde udarbejde tværgående effektiviseringsforslag for 50,9 mio. kr. i budget 2014. I måltallet indgår stigende profiler på 26,4 mio. kr. fra tidligere års tværgående effektiviseringer vedtaget med budget 2011-2013, så der udestår, at forvaltningerne skal udarbejde nye forslag til effektiviseringer for minimum 24,5 mio. kr. i budget 2014. Såfremt de 24,5 mio. kr. fordeles mellem udvalgene svarende til andelen af de forvaltningsspecifikke effektiviseringer, bliver SOU’s andel ca. 4,8 mio. kr.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets andel af de stigende profiler på 26,4 mio. kr. udgør 4,9 mio. kr. Effektiviseringerne udmøntes til de berørte institutioner i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen efter samme principper som i tidligere budgetter.

Økonomi

Jf. ovenfor.

Videre proces

Budgetproces 2014
Det samlede budgetforslag - herunder udvalgsafsnit, bevillingsoversigt, enhedspriskatalog og udvalgets bidrag til forvaltningsspecifikke effektiviseringer - præsenteres for udvalget den 25. april 2013 til endelig godkendelse. Den 6. maj 2013 er frist for indsendelse af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetbidrag til Økonomiforvaltningen. Behandling af takster og budgetønsker sker på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 20. juni 2013.

Økonomiudvalget 1. behandler budgetforslaget den 21. august 2013, Borgerrepræsentationen 1. behandler budgetforslaget den 29. august og den 2. september 2013, Økonomiudvalget 2. behandler budgetforslaget den 24. september 2013 og Borgerrepræsentationen 2. behandler budgetforslaget den 3. oktober 2013.

Demografitilpasning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil forelægge udmøntningen af demografitilpasningen af budget 2014 for udvalget på mødet i august måned, herunder navngivning af hvilke institutioner der skal lukkes som del af Moderniseringsplanen i 2014.



    Hanne Baastrup
                                                        /Carsten Riis

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top