Projekt hjælpemidler - en konsulentundersøgelse af hjælpemiddelområdet i Københavns Kommune
Projekt hjælpemidler - en konsulentundersøgelse af hjælpemiddelområdet i Københavns Kommune
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 4. april 2002
4. Projekt hjælpemidler - en konsulentundersøgelse af hjælpemiddelområdet i Københavns Kommune
SOU 55/2002 J.nr. 14/2002
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter konsulentrapporten vedr. hjælpemiddelområdet
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder, at der gennemføres en organisatorisk udviklingsproces på baggrund af anbefalingerne rettet mod et sammenhængende hjælpemiddelområde, hvor der gælder ens retningslinier for alle og som i øvrigt tilpasses Sundhedsforvaltningens BUM-model og IT-strategi.
at der iværksættes en organisatorisk udviklingsproces, hvor det afklares mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen, hvorledes rådgivningen i fremtiden løses for målgruppen i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen,
at der etableres en hjælpemiddelfaglig enhed i centralforvaltningen i Sundhedsforvaltningen med udgangspunkt i de nuværende ergoterapeutfaglige ressourcer i Hjælpemiddelcenteret,
at der udarbejdes et særskilt oplæg om indkøb af nyt IT-system til den fremtidige styring af området med henblik på forelæggelse for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 4. april 2002
Indstillingens 5 punkter blev tiltrådt. Til andet "at" tilføjes, at Sundhedsforvaltningen udarbejder en projektplan for implementering med angivelse af tidsforløb senest juni 2002.
RESUME
Sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune har generelt og som følge af de store administrative ændringer, der er gennemført de senere år, ønsket en konsulentundersøgelse på hjælpemiddelområdet inkl. boligændringer. Målet er at få tilvejebragt et beslutningsgrundlag, der belyser, om der er baggrund for eventuelle strukturelle eller styringsmæssige ændringer på kommunens hjælpemiddelcenter (HMC) og i de enheder, centret samarbejder med.
Formålene med undersøgelsen kan mere specifikt sammenfattes således:
- Hjælpemiddelområdets organisering
- Tilfredsheden med samarbejdet
- Administrationen på HMC
- Ergoterapeutområdet
Undersøgelsen blev tilrettelagt således, at forskelligt tilgængeligt skriftligt materiale er indgået, men hovedindsatsen har været lagt på en række interviews/dialoger med repræsentanter for de forskellige interessenter i området.
Der er udarbejdet en hovedrapport, som sammenfatter resultaterne fra alle delfaserne.
Undersøgelsen blev iværksat i foråret 2000 af Lundgaard og blev afsluttet den 28. januar 2002. Derefter blev undersøgelsen sendt i høring til interne interessenter.
På følgende områder er der anbefalinger til indsatser og ændringer. Disse er uddybet og samlet i vedlagte notat "oversigt over hjælpemiddelundersøgelsens anbefalinger":
- Den samlede organisering af hjælpemiddeladministrationen
- Den centrale administration
- Hjælpemiddelcentrets indre forhold
- De decentrale forhold
Sammenfattende foreslår Sundhedsforvaltningen på baggrund af anbefalingerne og de indkomne høringssvar, at
- Sundhedsforvaltningen udarbejder en procesplan for iværksættelsen af de fremkomne anbefalinger i rapporten, herunder
- at der iværksættes en organisatorisk udviklingsproces, hvor det afklares mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen, hvorledes rådgivningen i fremtiden løses i forhold til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
- at der etableres en hjælpemiddelfaglig enhed i Bestillerkontoret med udgangspunkt i de nuværende ressourcer i Hjælpemiddelcentret
- at der udarbejdes et særskilt oplæg om indkøb af nyt IT-system til den fremtidige styring af området med henblik på forelæggelse for Sundheds- og Omsorgsudvalget.