Rådgivende Ældreforum - tilbagemelding
Rådgivende Ældreforum - tilbagemelding
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 4. april 2002
7. Rådgivende Ældreforum - tilbagemelding
SOU 98/2002 J.nr. 57/2000
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter forslaget om at starte implementeringen af ældrepolitikken med at fokusere på de fem målsætninger, som Rådgivende Ældreforum har foreslået.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter Rådgivende Ældreforums forslag til konkrete aktiviteter.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter at igangsætte en evaluering af arbejdet i Rådgivende Ældreforum som baggrund for det videre arbejde med implementeringen af ældrepolitikken.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i sommeren 2000, at der var behov for at få formuleret en ny ældrepolitik for København, der kunne fungere som pejlemærke for den ønskede udvikling på ældreområdet. På den baggrund satte Sundheds- og Omsorgsudvalget en dialogproces i gang med parterne på området. Processen førte frem til 23 målsætninger, som blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i efteråret 2001.
Sundheds- og Omsorgsudvalget nedsatte i efteråret 2001 et Rådgivende Ældreforum, der skulle videreføre dialogen og rådgive Sundheds- og Omsorgsudvalget om hvilke målsætninger, der skulle fokuseres på først. Rådgivende Ældreforum har besluttet at prioritere følgende fem målsætninger i 2002 og 2003 (se bilag 1):
- Målsætning 1 - om mangfoldighed i tilbudene
- Målsætning 4 - om flere fleksible boliger
- Målsætning 9 - om vigtigheden af et godt image
- Målsætning 12 - om at tilbudene skal gå til svage ældre
- Målsætning 23 - om samarbejde og netværksskabende aktiviteter
Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget starter implementeringen af ældrepolitikken med at drøfte de 5 målsætninger, som Rådgivende Ældreforum har foreslået. Det er Sundhedsforvaltningens vurdering, at de 5 målsætninger fastholder bredden i ældrepolitikken og harmonerer samtidig med de overvejelser, der allerede er på området.
Rådgivende Ældreforum har fremhævet 2 vigtige forudsætninger for, at Sundhedsforvaltningen kan levere den hjælp og de ydelser, som borgerne har krav på:
- at der er sammenhæng mellem det serviceniveau, der er besluttet, og de ressourcer der tildeles til området.
- Kompetente medarbejdere. Der er derfor behov for løbende at udvikle og kvalificere medarbejderne.
Rådgivende Ældreforum har foreslået 34 aktiviteter i forhold til de 5 prioriterede målsætninger som foreslås igangsat i perioden 2002 og 2002/2003(Se bilag 2).
Sundhedsforvaltningens bemærkninger til de konkrete forslag til 2002 og 2002/2003 fremgår af bilag 4. Heri indgår bl.a. at forslag indarbejdes i allerede eksisterende tilbud, at der igangsættes undersøgelser af problemets omfang, og at der vil blive udarbejdet nye indstillinger til SOU til forslag, der f.eks. kræver en særlig stillingstagen til økonomien. Det foreslås, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter forslagene.
Der vil på baggrund af SOUs drøftelse blive fremlagt en ny indstilling med forslag til implementering af ældrepolitikken i 2002 og 2003.
Det foreslås, at Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter at der udarbejdes en evaluering af arbejdet i Rådgivende Ældreforum, som baggrund for det videre arbejde med ældrepolitikken.
SAGSBESKRIVELSE
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i efteråret 2000, at der var behov for at få formuleret visioner og strategier, der kunne fungere som pejlemærker for den ønskede udvikling på ældreområdet. På den baggrund igangsatte Sundheds- og Omsorgsudvalget en dialogproces med parterne på området: borgere, medarbejdere, ældreråd, ældreorganisationer og andre væsentlige interessenter.
På baggrund af dialogen er der formuleret 23 målsætninger, som tager afsæt i de temaer, som har været mest i fokus under dialogen:
- Valgmuligheder og fleksibilitet
- Information og kommunikation
- Ansvar og indflydelse
- Samarbejde og netværk.
De 23 målsætninger blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i efteråret 2001(BR 344/01).
Rådgivende Ældreforum
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i efteråret 2001 at videreføre dialogen om implementeringen af ældrepolitikken og nedsatte på den baggrund et Rådgivende Ældreforum (SOU 374/2001).
Rådgivende Ældreforum har haft 49 medlemmer bestående af repræsentanter fra ældreråd, ledere og medarbejdere fra Sundhedsforvaltningens institutioner samt repræsentanter fra ældreorganisationer, interesseorganisationer og samarbejdspartnere.
Rådgivende Ældreforums opgave var at rådgive Sundheds- og Omsorgsudvalget om hvilke af de 23 målsætninger, der skulle iværksættes først, da det ikke er muligt at udmønte samtlige målsætninger på en gang. Opgaven var således at fokusere på, hvor implementeringen af ældrepolitikken skulle starte.
Rådgivende Ældreforum har siden starten af januar 2001 afholdt 3 møder, hvor de har drøftet, hvilke målsætninger der skulle fokuseres på først - dog så alle 4 temaer i ældrepolitikken var repræsenteret.
Ældreforum valgte at udvælge 5 målsætninger med dertil hørende forslag til konkrete aktiviteter til henholdsvis 2002 og 2003.
Rådgivende Ældreforum valgte i første omgang 8 målsætninger ud til en nærmere gennemgang. Der blev efterfølgende nedsat 4 arbejdsgrupper under Rådgivende Ældreforum, som fik til opgave at komme med forslag til konkrete aktiviteter i forhold til de 8 målsætninger - forslag, der kunne sættes i gang i budgetåret 2002 eller 2003. Arbejdsgruppernes forslag blev drøftet på det tredje møde i Rådgivende Ældreforum, hvor den endelige prioritering af målsætningerne fandt sted. Her nåede medlemmerne via afstemning frem til de 5 målsætninger, som er prioriteret først. Der er i arbejdsgruppernes rapporter fremkommet en række andre forslag, der kan anvendes på længere sigt.
Rådgivende Ældreforum afsluttede sit arbejde den 18. marts, hvor de mødtes med Sundheds- og Omsorgsudvalget og fremlagde deres forslag til hvilke målsætninger og aktiviteter, som de forslog prioriteret i 2002 og 2003.
Resultatet af Rådgivende Ældreforums arbejde kan ses i vedlagte rapport "Resultat af Rådgivende Ældreforums arbejde"( bilag 2).
To vigtige forudsætninger
Rådgivende Ældreforum har fremhævet 2 vigtige forudsætninger for, at ældrepolitikken kan føres ud i livet.
- Sammenhæng mellem det serviceniveau, der er besluttet, og de ressourcer der tildeles til området. Det er samtidig vigtigt, at der meldes et klart serviceniveau ud, så borgerne ved, hvad de kan forvente af kommunen og på den anden side, at medarbejderne også ved, hvilke opgaver der skal løses.
De 5 prioriterede målsætninger
Rådgivende Ældreforum har besluttet at prioritere følgende fem målsætninger i 2002 og 2003 (se bilag 1):
- Målsætning 23 - om samarbejde og netværksskabende aktiviteter
Sundhedsforvaltningen foreslår, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter Rådgivende Ældreforums prioriterede målsætninger. Det er Sundhedsforvaltningen vurdering, at de 5 målsætninger fastholder bredden i ældrepolitikken og samtidig harmonerer fint med de overvejelser, der allerede er på området
De prioriterede forslag
Til de 5 målsætninger har Rådgivende Ældreforum foreslået 34 aktiviteter af forskellig karakter og omfang. Forslagene foreslås gennemført i henholdsvis 2002 og 2003.
De 34 forslag har særligt fokus på:
- Kommunens image og information
- Individuelt tilpassede tilbud
- Træning og aktivitet
- Boliger
- Medarbejdere
- Netværk og partnerskaber
Forslagene fordeler sig på følgende måde:
- Der er til 2002 foreslået 11 aktiviteter koblet på alle de fem målsætninger, der er valgt ud.
- Der er til budget 2002 eller 2003 foreslået 7 aktiviteter fordelt på de fire af målsætningerne
- Der er til budget 2003 foreslået 16 aktiviteter fordelt på alle frem målsætninger.
Sundhedsforvaltningens konkrete bemærkninger til forslagene til 2002 og 2002/2003 fremgår af bilag 4. Heri indgår bl.a. at forslag indarbejdes i allerede eksisterende tilbud, at der igangsættes undersøgelser af problemets omfang, og at der vil blive udarbejdet nye indstillinger til SOU til forslag, der f.eks. kræver en særlig stillingstagen til økonomien.
Det er Sundhedsforvaltningens vurdering, at Rådgivende Ældreforums forslag udgør en ideliste, hvor mange af forslagene passer godt sammen med de ideer og forslag, som Sundhedsforvaltningen selv arbejder med.
Nogle af forslagene er forholdsvis nemme at omsætte til konkret handling, mens andre kræver mere arbejde og økonomi. Det foreslås, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter de konkrete forslag.
På baggrund af udvalgets drøftelser, vil Sundhedsforvaltningen i sommer/efteråret 2002 fremkomme med en konkret implementeringsplan for 2002 og 2003.
Evaluering
Det er besluttet, at der skal udarbejdes en plan for, hvordan arbejdet med ældrepolitikken skal evalueres. Både processerne og selve målopfyldelsen af ældrepolitikken skal evalueres (SOU 201/2001).
Da Rådgivende Ældreforum er et nyt forum og en ny måde at arbejde på, foreslås det, at der udarbejdes en evaluering af arbejdet i Rådgivende Ældreforum for at vurdere, om Rådgivende Ældreforum har opfyldt sit formål, og om Rådgivende Ældreforum skal fortsætte sit arbejde. Evalueringen foreslås igangsat i foråret 2002.
Det forslås, at følgende elementer indgår i evalueringen:
- Erfaringer med Rådgivende Ældreforum, herunder en evaluering af hvordan medlemmerne af Rådgivende Ældreforum har oplevet forløbet. Der skal tages udgangspunkt i Rådgivende Ældreforums egne succeskriterier.
- Hvordan ikke- medlemmer af Rådgivende Ældreforum har set på resultatet af arbejdet, herunder politikere samt relevante parter, som ikke har været direkte medlem af Rådgivende Ældreforum f.eks. ældrerådsformænd.
På baggrund af evalueringen, vil Sundhedsforvaltningen fremkomme med et forslag til det videre forløb for ældrepolitikken.
MILJØVURDERING
Ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Midler til at gennemføre evalueringen af Rådgivende Ældreforums arbejde afholdes indenfor Sundhedsforvaltningens budget.
For nogle forslag til konkrete aktiviteter gælder det, at de kan afholdes inden for Sundhedsforvaltningens budget, mens andre forslag kræver tilførsel af midler. I givet fald vil der blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget en konkret indstilling. Der henvises i øvrigt til bilag 4.
Ingen
Bilag:
Bilag 1 : De 5 udvalgte målsætninger
Bilag 2 : Rapport: Resultatet af arbejdet i Rådgivende Ældreforum.
Bilag 3 : Oversigt over prioriterede forslag i 2002 - 2003
Bilag 4 : Sundhedsforvaltningens bemærkninger til forslagene.
Ib Haurum
/Jens Egsgaard