Mødedato: 04.03.2008, kl. 08:30

Plan for etablering af sprinklere til brandsikring af konverterede beskyttede boliger - udsat sag

Plan for etablering af sprinklere til brandsikring af konverterede beskyttede boliger - udsat sag

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 4. marts 2008

 

 

2.      Plan for etablering af sprinklere til brandsikring af konverterede beskyttede boliger - udsat sag

SOU  36/2008  J.nr. 78/2007

 

 

 

Byggemyndighederne og brandvæsnet har påbudt at der etableres sprinklingsanlæg i beskyttede boliger der konverteres til plejehjemslignende boliger.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

 

1.      at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tildeles en kapitalbevilling på 5,94 mio. kr. i 2008 og at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen anvises yderligere 20,46 mio. kr. i 2009 til dækning af udgifterne i forbindelse med etablering af sprinkling af de konverterede beskyttede boliger. Udgifterne afholdes på bevilling pleje, service og boliger for ældre, anlæg funktion 5.32.32.3 og

2.      at Sundheds- og Omsorgsudvalget anmoder Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om at anvise den manglende finansiering på 5,94 mio. kr. i 2008, samt at udgifterne på 20,46 mio. kr. for 2009 indgår i de videre drøftelser vedrørende Købehavns Kommunes budget for 2009,

 

      eller

 

3.      at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen optager et internt lån på 5,94 mio. kr. i 2008 til dækning af udgifterne i forbindelse med etablering af sprinkling af de konverterede beskyttede boliger, og at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen anvises yderligere 20,46 mio. kr. til dækning af sprinklingsudgifterne i 2009. Udgifterne afholdes på bevilling pleje, service og boliger for ældre, anlæg funktion 5.32.32.3 og

4.      at Sundheds- og Omsorgsudvalget anmoder Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om, at udgifterne på 20,46 mio. kr. for 2009 indgår i de videre drøftelser vedrørende Københavns Kommunes budget for 2009.

 

5.      såfremt der på grund af stemmelighed ikke er flertal for det ene frem for det andet finansieringsforslag - oversendes sagen til Økonomiudvalget med henblik på at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler en af finansieringsmodellerne.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 21. februar 2008

 

Der blev stemt om indstillingens 1. og 2. at. 5 stemte for (V, K, O, Ø og Wallait Khan). 5 stemte imod (A, B og F).

 

Der blev stemt om indstillingens 3. og 4. at. 5 stemte for (A, B og F). 5 stemte imod (V, K, O, Ø og Wallait Khan).

 

Dermed bortfaldt indstillingen. Udvalget besluttede, at sagen tages op igen på næste møde.

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 4. marts 2008

Udvalget stemte om første og andet at.

For stemte fem medlemmer (C, B, Ø, O, V).

Imod stemte fire (A, F).

 

Udvalget godkendte første og andet at. Tredje, fjerde og femte at bortfaldt dermed.

 

 

Problemstillin g

Byggemyndighederne (Center for Byggeri i Teknik- og Miljøforvaltningen) og Københavns Brandvæsen har krævet skærpet brandsikkerhed, når de beskyttede boliger anvendes til plejehjemslignende plejeboliger. Påbuddet omfatter som udgangspunkt i alt 750 boliger, der i en årrække fremover skal anvendes til plejeboliger. De skærpede krav indebærer, at en forsat opretholdelse af driften af disse boliger forudsætter etablering af sprinkling. Alternativt skal boligerne i givet fald afvikles og beboerne flyttes.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget blev orienteret om sagen den 20. december 2007 og besluttede efterfølgende på mødet den 31. januar 2008, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på førstkommende møde skal fremlægge en plan til etablering af sprinklere samt i samarbejde med Økonomiforvaltningen tilvejebringe mulige finansieringsmodeller til dækning af udgifterne i forbindelse med etablering af sprinkling.

 

Med henblik på imødekommelse af påbuddet om brandsikring samt beslutningen på udvalgsmødet den 31. januar 2008 fremlægges forslag til ansøgning om kapitalbevilling mv. til dækning af udgifterne i forbindelse med etablering af sprinklingsanlæg i de beskyttede boliger, der konverteres til plejehjemslignende boliger.

 

LØSNIng

I forbindelse med udmøntningen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning om konvertering af beskyttede boliger til plejehjemslignende boliger er forvaltningen blevet pålagt skærpede brandsikringskrav.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er i en ombygningssag med konvertering af beskyttede boliger til plejehjemslignende boliger på plejecentret Poppelbo og Lærkebo i Bystævneparken blevet bekendt med en skærpelse af byggemyndighedernes holdning til de funktionsbaserede brandkrav.

 

I foråret 2006, forud for beslutningen om konverteringen af de beskyttede boliger, anmodede Sundheds- og Omsorgsforvaltningen byggesagsafdelingen i Center for Byggeri i Teknik- og Miljøforvaltningen om en generel vurdering af brandkravene.

 

Det blev på et møde i den anledning tilkendegivet, at en opretholdelse af, eller eventuelt etablering af brandforanstaltninger som i de tilstødende plejeboliger efter omstændighederne ville være tilstrækkeligt, og at der således ikke nødvendigvis skulle sprinkles.

 

Der er imidlertid nu i 2 konkrete sager i efteråret 2007 stillet krav om sprinkling, hvilket medfører betydelige merudgifter.

I førnævnte konkrete sager har Center for Byggeri vurderet, at konverteringen har medført en sådan forøgelse af plejetyngden med beboere, der i tilfælde af brand ikke er i stand til at evakuere sig selv, at dette medfører krav om etablering af sprinkling.

 

Da kravet og omfanget af sprinkling gøres afhængig af forholdene i den enkelte institution, har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen iværksat en samlet undersøgelse af de relevante institutioner, i samarbejde med forvaltningens tekniske rådgiver Juul & Hansen A/S, Center for Byggeri samt Københavns Brandvæsen.

 

Gennemgangen har resulteret i, at de skærpede brandkrav som udgangspunkt omfatter 750 beskyttede boliger, der i en årrække fremover fortsat skal fungere som plejehjemslignende plejeboliger. Det har ikke været muligt at opnå dispensation for de gældende brandsikringsregler, og opretholdelsen af driften af de pågældende boliger forudsætter derfor etablering af sprinkling. Det skal bemærkes, at de tilstødende eksisterende plejeboliger efter gældende lovgivning ikke skal have etableret sprinkling.

 

For at sikre den sikkerhedsmæssige og økonomiske mest fordelagtige løsning har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med Alectia's afdeling for Bygherre- og brandrådgivning udarbejdet en detaljeret teknisk handleplan for det videre forløb, herunder myndighedsgodkendelse, etablering og lovliggørelse.

 

Det fremgår af handleplanen, at tidshorisonten for den samlede udførelse af brandsikringstiltagene er sat til ca. 12 måneder fra igangsættelsen, idet det forudsættes, at etableringen for hver institution er vurderet til godt 2 måneders varighed. Den samlede brandsikringsindsats vil dermed være tilendebragt i første halvår af 2009.

 

Ovennævnte brandsikringstiltag skal ses i sammenhæng med de brande – herunder den påsatte brand af det nyopførte Dr. Ingrids Plejehjem i Valby – som forvaltningen har konstateret de seneste år - hvorfor det anbefales at tiltagene iværksættes hurtigst muligt.

 

Økonomi

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har et årligt budget til mindre anlægsarbejder på 3,92 mio. kr., mens forvaltningens øvrige anlægsmidler er bundet til moderniseringsplanen samt specifikke og politisk tiltrådte anlægsprojekter.

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har endvidere overført sit samlede budget til ekstraordinære og større vedligeholdelsesarbejder på godt 24 mio. kr. (PL 2008) til Købehavns Ejendomme, der har prioriteret vedligeholdelse på forvaltningens bygningsmasse for henholdsvis 3,1 mio. kr. i 2007 og 9,6 mio. kr. i 2008.

 

I forhold til sprinklingen af de konverterede beskyttede boliger er den samlede anlægssum inkl. rådgiverhonorar, anslået ti l 26,4 mio. kr. eksklusiv moms, hvoraf 5,94 mio. kr. skal afholdes i 2008 og 20,46 mio. kr. i 2009. Det skal bemærkes, at der i anførte prisoverslag udelukkende er taget stilling til omfanget af installationer. De endelige udgifter afhænger derfor af de konkrete licitationsresultater.

Med hensyn til finansieringen af disse ekstraordinære og påbudsbetingede udgifter har forvaltningen ingen umiddelbart disponible midler, jf. ovenstående til at håndtere en så stor sag.

 

Det foreslås derfor, at Sundheds- og Omsorgsudvalget anmoder Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, om enten:

 

1) at anvise Sundheds- og Omsorgsforvaltningen den manglende finansiering på 5,94 mio. kr. i 2008 samt at udgifterne på 20,46 mio. kr. for 2009 indgår i de videre drøftelser vedrørende budget 2009. Udgifterne afholdes på bevilling pleje, service og boliger for ældre, anlæg funktion 5.32.32.3.

 

eller

 

2) at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen optager et internt lån på 5,94 mio. kr. i 2008 samt at udgifterne på 20,46 mio. kr. for 2009 indgår i de videre drøftelser vedrørende budget 2009. Udgifterne afholdes på bevilling pleje, service og boliger for ældre, anlæg funktion 5.32.32.3.

 

Finansieringsmodellen har været drøftet med Økonomiforvaltningen uden, at der kunne opnås enighed om hvilken model der skal anvendes.

 

Videre proces

Under forudsætning af Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse vil indstillingen blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Såfremt kapitalbevillingsansøgningen mv. ikke imødekommes, vil forvaltningen vende tilbage med en ny sag, hvor den samlede konvertering af de beskyttede boliger revurderes.

 

Bilag

Ingen

 

 

         Hanne Baastrup                               / Lars Bo Bülow

 

 

 

 

Til top