Orientering om det fremtidige samarbejde med Sex og Samfund
Orientering om det fremtidige samarbejde med Sex og Samfund
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 3. september 2001
7. Orientering om det fremtidige samarbejde med Sex og Samfund
SOU 293/2001 J.nr. 47/2001
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter det fremtidige samarbejde med Sex og Samfund.
RESUME
Frem til 1. juli 1997 indeholdt lov om svangerskabsforebyggelse og fødselshjælp bestemmelse om, at vejledning - foruden hos praktiserende læge og sygehusafdeling - også skulle finde sted i en dertil indrettet klinik, som alternativ til rådgivningen hos praktiserende læge. Efter 1.juli 1997 er der ikke længere et lovkrav om, at der skal findes et alternativ til rådgivning hos praktiserende læge.
Sundhedsforvaltningen har en aftale med Foreningen Sex og Samfund om betaling for drift af en alternativ rådgivnings- og præventionsklinik samt et undervisningstilbud overfor skoleelever. Sundhedsforvaltningen betaler årligt 1.5 mio. kr. til drift af denne virksomhed, af dette beløb går ca. 1.14 mill. kr. til drift af klinik, medens resten anvendes til undervisning. Klinikken har i gennemsnit 1000 klienter pr. år, medens den pædagogiske aktivitet omfattede h.h.v. 2551 og 3437 elever i 1999 og 2000.
Sundhedsforvaltningen har det synspunkt, at der findes en velfungerende ordning om rådgivning og vejledning i almen praksis, og da 99% af målgruppen i forvejen benytter dette tilbud, så kan de forebyggelsesmidler, der aktuelt anvendes på traditionel klinikbaseret rådgivning, anvendes mere effektivt ikke mindst til en bredere undervisning og information.
Sundhedsforvaltningen har derfor den 18. juli d.å. skrevet til foreningen Sex og Samfund og meddelt, at vi ønsker at opsige aftalen om betaling af drift af rådgivnings- og præventionsklinik, mens vi gerne ser uddannelsesaktiviteten styrket. Sundhedsforvaltningen indbød samtidig til et møde for at drøfte sagen.
Sex og Samfund svarede den 23. juli d.å med et brev og en rapport med en række argumenter imod et sådant skridt. Samtidig har foreningen skrevet til en bred kreds af organisationer og nøglepersoner, ligesom medierne er blevet kontaktet.
På baggrund af ovenstående redegørelse anbefaler Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter det fremtidige samarbejde med Sex og Samfund, herunder spørgsmålet om tilskud.
SAGSBESKRIVELSE
Planlægnings- og Folkesundhedskontoret har ikke mindst i forlængelse af den kommende Folkesundhedsplan behov for at kunne omstille sig til centrale udviklingsområder. Der er et væsentligt behov for at udvikle og styrke den forebyggende indsats i forhold til den sociale ulighed i sundhed, overfor borgere med anden etnisk baggrund end dansk, overfor ungegruppen og i forhold til kost- og overvægt.
Sundhedsforvaltningen har en aftale med foreningen Sex og Samfund om økonomisk støtte til at varetage en oplysnings –og rådgivningsindsats om seksualitet og prævention samt en undervisningsaktivitet overfor københavnske skoleelever.
Frem til 1. juli 1997 indeholdt lov om svangerskabsforebyggelse og fødselshjælp regler om, at vejledningen skal tilbydes såvel hos praktiserende læge, som på gynækologisk sygehusafdeling eller dertil indrettet klinik. Ved ændring af loven i 1997 er det ikke længere lovpligtigt at tilbyde alternativer til rådgivningen hos praktiserende læge.
Pr. 1. juli blev lov om svangerskabsafbrydelse ændret således, at en kvinde der ønsker abort tilbydes en støttesamtale forud for og efter indgrebet.
Af Sundhedsministeriets forslag til etablering af støttesamtaler fremgår det, at Sundhedsministeriet har indhentet udtalelser fra en række interessenter. De fleste har peget på, at den praktiserende læge er nøgleperson for støttesamtalerne, hvilket er i overensstemmelse med den eksisterende struktur på Sundhedsområdet. I Københavns Kommune har Sundhedsforvaltningen (ligesom H:S) ligeledes peget på, at støttesamtalerne mest hensigtsmæssigt gennemføres af kvindens egen læge.
Sundhedsforvaltningen betaler aktuelt to områder af foreningen Sex og Samfunds aktiviteter. Dels et tilbud om supplerende undervisning til københavnske folkeskoler, dels rådgivnings- og præventionsklinik.
Den supplerende undervisning af elever fra københavnske skoler tilbydes til 7. –10. klassetrin, hvor eleverne modtager klassevis undervisning en formiddag i foreningens lokaler. I 1999 modtog foreningen 160 klasser med i alt 2.551 elver. I 2000 modtog foreningen 199 klasser med i alt 3.437 elever.
Sundhedsforvaltningen har ønsket at opretholde sit økonomiske tilskud til denne del af foreningens aktivitet. Og ser gerne at denne del af virksomheden styrkes.
Det kan f.eks. foregå ved en udvikling af det pædagogiske arbejde med inddragelse af metoder som "Ung til ung", samarbejde med de lægestuderendes projekt "Sexekspressen" og andre udviklingsaktiviteter, ligesom en mere målrettet markedsføring til f.eks. døgninstitutioner, ungdomsuddannelser m.v. kan tages i anvendelse.
Hertil kommer en ungdoms- og indvandrermodtagelse. Foreningen skriver i sin årsberetning for 1999, at indvandrermodtagelsen ikke har haft tilfredsstillende søgning, medens der har været 60 i ungdomsrådgivningen. Der oplyses ingen tal for ungdoms- og indvandrermodtagelse for 2000.
Foreningens Præventions- og Rådgivningsklinik er bemandet med speciallæger og sygeplejersker. Der er åbent for rådgivning udenfor normal åbningstid nemlig mandag, tirsdag og torsdag fra kl. 16 til 19.
Klinikken har over en femårsperiode i gennemsnit besøg af 1000 klienter, hvor af ca. halvdelen er unge under 25 år.
år 1996 1997 1998 1999 2000
antal klienter 1398 857 1274 573 940
Foreningen Sex og Samfunds budget for klasseundervisning og klinik udgør for år 2001 kr. 1.514.633 kr.
Af dette beløb anvendes 973.100 kr. til lønninger fordelt på kr. 207.000 kr. til supplerende undervisning, ungdoms- og indvarermodtagelse, og kr. 766.100 til klinikken. Resten af tilskuddet dækker varekøb, drift og vedligeholdelse. Foreningen anfører selv, at driften af klinikken i 2001 er budgetteret til 1.14 mill.kr.
Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at midlerne som hidtil er anvendt til drift af rådgivnings- og præventionsklinikken kan bruges mere rationelt og mere effektivt til en forstærket forebyggelsesindsats.
Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at der allerede findes velfungerende tilbud om rådgivning og vejledning hos praktiserende læger. Man kan med andre metoder nå betydeligt længere ud og omfatte betydeligt flere personer end tilfældet er i den mere traditionelle klinikform, ikke mindst ved en forstærket indsats på undervisningsdelen.
På præventionsområdet skaber lovgivningen mulighed for, at hvis der ikke findes alternative tilbud om rådgivning i amtet, kan man frit vælge hvilken læge man ønsker at opsøge. Unge kan således vælge en anden end familiens sædvanlige læge, ligesom der kan vælges en kvindelig læge til denne ydelse (97% af brugerne af rådgivnings- og præventionsklinikken er kvinder).
Sundhedsforvaltningen har på denne baggrund den 18. juli 2001 skrevet til foreningen Sex og Samfund og meddelt, at vi ønsker at afvikle samarbejdet omkring selve klinikken, hvorimod den supplerende undervisning af skoleklasser, indvandrermodtagelse og ungdomsmodtagelse ønskes opretholdt i et nærmere skriftligt aftalt samarbejde. Det tilføjes at Sundhedsforvaltningen ønsker at der lægges større vægt på udviklingen af undervisningen i udvalget omkring den supplerende undervisning. Der er i forbindelse med brevet af 18. juli aftalt møde med foreningen Sex og Samfund den 25. September d.å.
Sex og samfund har som reaktion på henvendelsen, dels skrevet til Sundhedsforvaltningen den 23. august d.å. og fremsendt en rapport over klinikkens aktiviteter, og dels henvendt sig til pressen og fremført en række argumenter imod lukningen af klinikken.
Foreningen finder det tvivlsomt, om en lukning af klinikken vil resultere i en økonomisk besparelse for Københavns Kommune. Sundhedsforvaltningen har gennemregnet to scenarier på baggrund af foreningens tal. I scenario 1 antages ydelserne at fordele sig mellem alment praktiserende læge og speciallæger på den måde som foreningen forudsætter i sin beregning. I dette scenario viser beregningerne mindreudgift på ca. 200.000 kr. i forhold til beregningen udført af Sex og Samfund.
I scenario 2, hvor de ydelser, der efter den specielle aftale mellem SFU og de praktiserende læger kan foretages hos anden læge end egen læge, udføres af anden læge. De resterende ydelser foretages hos egen læge og speciallæge efter samme model som benyttet af Sex og Samfund.
I dette scenario viser beregningerne en mindreudgift på ca. 100.000 kr. i forhold til beregningen udført af Sex og samfund
Foreningen påpeger videre, at Københavns Kommune har landets højeste abortkvotient, og at en lukning af klinikken med stor sandsynlighed vil medføre flere uønskede graviditeter og aborter.
At København har landets højeste abortkvotient er korrekt. København har på dette område, som på en række andre sundhedsområder et efterslæb i forhold til resten af landet. At lukningen af klinikken skulle bidrage væsentligt til at øge den københavnske abortkvotient er mere tvivlsomt. I de aldersgrupper, hvor abortkvotienten er højest (15-34 år)har rådgivnings- og præventionsklinikken serviceret mindre end 1% af målgruppen. Sex og samfund fremhæver, at de har det største antal klienter i gruppen af 20-24 årige, netop den gruppe hvor abortkvotienter er faldet mest i København. I 2000 var i alt 228 eller 0.6% af københavnske kvinder i denne aldersgruppe klienter på klinikken. Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at en nedgang i abortkvotienten bedre nås gennem en bredere informations og undervisningsindsats der når ud til en større del af m ålgruppen. Denne informationsindsats kan med fordel samtidig orientere om de muligheder der allerede ligger i almen praksis. Sundhedsforvaltningen indstiller derfor, at foreningens undervisningsindsats forstærkes.
Sex og Samfund anfører, at klinikken i høj grad betjener den svagere del af befolkningen (meget unge klienter, unge fra døgninstitutioner, klienter med anden etnisk baggrund end dansk og prostituerede). Foreningen har ikke hidtil i sine årsrapporter og heller ikke i den aktuelle rapport over klinikkens aktivitet redegjort for antal eller andel af svage grupper blandt klinterne, om særlig markedsføring af tilbuddet overfor disse grupper, eller om arbejdet med disse grupper udgør særlige udfordringer.
Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse, at arbejdet med de svage grupper er af særdeles stor betydning også på præventionsområdet. Sundhedsforvaltningen indstiller derfor, at foreningens aktivitet i forhold til de svage grupper målrettes og forstærkes. I denne samhæng vil det være af væsentlig betydning, at Klinikken gennemfører en anonym registrering af klienterne, som kan bidrage til at dokumentere og målrette indsatsen overfor de svage grupper.
Foreningen anfører, at en lukning af klinikken vil være et brud med politikken om, at der skal være et ensartet tilbud til borgere i det storkøbenhavnske område, idet Frederiksberg Kommune og Københavns Amt har velfungerende præventionsklinikker, ligesom de fleste af landets øvrige store byer har.
Af Sundhedsstyrelsens oversigt over rådgivningsklinikker fremgår det, at foruden København har kun Odense og Århus kommuner fritstående tilbud udenfor sundhedsvæsenets regi. Syv amter, herunder Frederiksberg Kommune og Københavns Amt har præventionsklinikker i sygehusregi typisk i forbindelse med gynækologiske afdelinger eller ambulatorier.
Syv amter henviser til at kontakte egen læge.
På baggrund af ovenstående redegørelse anbefaler Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter det fremtidige samarbejde med Sex og Samfund, herunder spørgsmålet om tilskud.
ØKONOMI
-
Høring
Ingen
Ingen
BILAG
Kopi af Sundhedsforvaltningens brev af 18. juli 2001
Kopi af Foreningen Sex og Samfunds brev af 23. august 2001
Foreningen Sex og Samfunds rapport
Ib Haurum
/ Jens Egsgaard