Temadrøftelse om modernisering af plejeboliger
Temadrøftelse om modernisering af plejeboliger
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 3. februar 2005
Sager til beslutning
3. Temadrøftelse om modernisering af plejeboliger
SOU 35/2005 J.nr. 15/2004
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter principper for fremtidens boliger.
RESUME
På baggrund af den omfattende modernisering af de københavnske plejehjem, der for nylig er igangsat, ønskes en temadrøftelse om, hvilke principper plejeboligerne skal ombygges efter.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Kommune står overfor en omfattende modernisering af en stor del af plejeboligerne. Mange af boligerne er utidssvarende med f.eks. kun 1 rum og små badeværelser, der ikke lever op til gældende lovgivning. Således vil en modernisering til flere 2 rums boliger betyde en reduktion i antallet af boliger. Reduktionen skal ske i takt med, at antallet af ældre i kommunen falder og det er en forudsætning, at 4 ugers garantien overholdes. Foreløbig skal 1.600 boliger moderniseres til ca. 900 moderne boliger.
Som forudsætning for ombygningen af plejehjemmene skal der tages stilling til, hvilke boliger kommunen ønsker at tilbyde de ældre borgere i fremtiden. Principperne skal anvendes som retningslinier for planlægning og gennemførelse af de enkelte ombygninger. Med temadrøftelsen om fremtidens plejeboliger tages der hul på denne drøftelse.
Principperne for fremtidens plejeboliger forventes vedtaget i Sundheds- og Omsorgsudvalget i juni 2005. I perioden frem til juni 2005 vil Sundhedsforvaltningen arbejde videre med opgaven – herunder inddrage viden om emnet fra interne og eksterne interessenter.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Ingen økonomiske konsekvenser.
HØRING
Ingen.
BILAG
Ingen.
Lau Svendsen-Tune /Lars Bo Bülow