Mødedato: 02.10.2003, kl. 15:00

Godkendelse af leverandører til personlig og praktisk hjælp, herunder madlavning

Godkendelse af leverandører til personlig og praktisk hjælp, herunder madlavning

for mødet «MDAT» kl

Sundheds- og Omsorgsudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 2. oktober 2003

 

3. Godkendelse af leverandører til personlig og praktisk hjælp, herunder madlavning

SOU 261/2003 J.nr. 27/2002

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender de leverandører, som Sundhedsforvaltningen indstiller til godkendelse, jf. bilag 1,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at udbudsforretningen vedrørende tøjvaskordning i Valby - på grund af mangel på kvalificerede tilbud - falder tilbage i en godkendelsesmodel, samt at udvalget godkender den beregnede pris for tøj-vaskordning,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at den økonomiske sikkerhedsstillelse nedsættes fra 100.000 kr. til 50.000 kr. pr. lokalområde for leverandører af personlig hjælp, praktisk hjælp, madservice, tøjvaskordning og grundig rengøring, samt at den fastholdes på 100.000 kr. pr. lokalområde for leverandører af indkøbsordning,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender plan for fremtidig godkendelse af leverandører og

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om information til borgerne om frit valg til efterretning.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 2. oktober 2003

Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.

Lise Helweg, V, ønskede følgende bemærkning tilført beslutningsprotokollen:

Venstre ønsker, at vaskeordningen kan organiseres efter samme forsøgsprincipper, som Horsens Kommunes ordning (den hollandske model) med direkte udbetaling til borgeren. Dette med henblik på at borgeren selv kan vælge vaskeordning, ex. antage en person til at vaske i egen vaskemaskine.

 

 

RESUME

Ifølge Serviceloven skal ældre borgere have mulighed for frit at vælge mellem leverandører af personlig og praktisk hjælp mv. (lov om social service §§ 75c – 75e). Sundheds- og Omsorgsudvalget har på en række møder i løbet af det seneste år behandlet indstillinger vedrørende indførelsen af frit leverandørvalg indenfor hjemmeplejen.

Inden borgerne i oktober 2003 får muligheden for at vælge, hvilken leverandør der skal udføre hjemmehjælpsopgaver i deres hjem, skal Sundheds- og Omsorgsudvalget godkende de leverandører, der har anmodet om at blive leverandør i Sundhedsforvaltningens regi. Således indeholder bilag 1 en oversigt over de leverandører, som Sundhedsforvaltningen indstiller til politisk godkendelse.

På Borgerrepræsentationens møde den 10. april 2003 blev Sundheds- og Omsorgsudvalget bemyndiget til at godkende leverandører.

Sundhedsforvaltningen indstiller desuden, at udbudsforretningen i Valby falder tilbage i en godkendelsesmodel. Årsagen er, at der alene er kommet ét tilbud på tøjvask i lokalområdet Valby. Lovgivningen har beskrevet denne situation således, at borgeren dermed ikke får noget frit valg, og at hovedreglen, altså godkendelsesmodellen, derfor skal gælde for dette lokalområde. Det betyder, at der skal beregnes en pris for tøjvaskordning. Denne pris er beregnet til 48 kr. pr. 5 kg. incl. transport.

Endvidere indstiller forvaltningen, at udvalget godkender, at den økonomiske sikkerhedsstillelse nedsættes fra 100.000 kr. til 50.000 kr. pr. lokalområde for leverandører af personlig hjælp, praktisk hjælp, madservice, tøjvaskordning og grundig rengøring, samt at den fastholdes på 100.000 kr. for leverandører af indkøbsordning. Anbefalingen om at nedsætte den økonomiske sikkerhedsstillelse bygger på en revurdering af rimeligheden af sikkerhedsstillelsens størrelse i forhold til den omsætning, leverandører af de forskellige ydelser forventes at få. Revurderingen er foretaget ud fra den forventede "omsætning" inden for de forskellige ydelsestyper set i forhold til antallet af leverandører, der har anmodet om at blive godkendt.

Det indstilles, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender plan for fremtidig godkendelse af anmodninger. Planen går i hovedtræk ud på at der nedsættes et godkendelsesudvalg med repræsentanter fra Bestillerstaben og Pensions- og Omsorgskontorerne, som udarbejder en indstilling til behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Endelig indstilles, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tage orienteringen om information til borgerne om frit valg til efterretning. Informationsmaterialet til borgerne består af en generel pjece, en specifik information om de godkendte leverandører i området samt annoncering i lokalaviserne.

 

Til top