Mødedato: 02.10.2000, kl. 15:00

Kommunalt ansattes adgang til at overvære Sundheds- og Omsorgsudvalgets møder (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 18. september 2000)

Kommunalt ansattes adgang til at overvære Sundheds- og Omsorgsudvalgets møder (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 18. september 2000)

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 2. oktober 2000

 

4. Kommunalt ansattes adgang til at overvære Sundheds- og Omsorgsudvalgets møder (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 18. september 2000)

SOU 323/2000 J.nr. 1/98

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen fra Indenrigsministeriet vedrørende afgørelse om § 20, stk. 4 i den kommunale styrelseslov til efterretning.

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at indstillingen fremsendes til Borgerrepræsentationens Sekretariat som svar på udvalgets vurdering af, om Indenrigsministeriets udtalelse af 16. maj 2000, vedrørende kommunalt ansattes adgang til at overvære udvalgets møder giver anledning til ændringer i Sundheds- og Omsorgsudvalgets forretningsorden.

RESUME

Indenrigsministeriet har ved brev af 16. maj 2000 afgivet svar med hensyn til kommunalt ansattes adgang til at overvære møder i Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsudvalg.

I forlængelse heraf beder Borgerrepræsentationens Sekretariat om, at de enkelte udvalg vurderer om Indenrigsministeriets udtalelse i ovennævnte sag giver anledning til ændringer i udvalgenes gældende forretningsordener.

Direktionens deltagelse er jfr. Sundheds- og Omsorgsudvalgets Forretningsordenens § 3, stk. 1 en generel bemyndigelse for direktionen til at deltage i udvalgets møder: "I udvalgets møder deltager Sundhedsforvaltningens Direktion, medmindre udvalget i særlige tilfælde beslutter noget andet." .

Endvidere kan Sundheds- og Omsorgsudvalget jfr. Forretningsordenens § 3, stk. 2 "... tilkalde andre til at overvære en sags behandling, herunder Stadslægen og ledende repræsentanter fra H:S, hvis det skønnes ønskeligt af hensyn til sagens oplysning".

Det er praksis, at direktionen deltager i udvalgets møder, samt at der til de enkelte sager på dagsordenen er deltagelse fra embedsmænd, som har tjenstlig tilknytning til sagen, og dermed kan bidrage yderligere til sagens oplysning.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har den suveræne kompetence til at vedtage forretningsordenen for udvalget. Den nuværende bestemmelse i Forretningsordenens § 3, stk. 1 om, at Direktionen deltager i udvalgets møder, er således alene udvalgets beslutning. Udvalget kan derfor også fastsætte andre bestemmelser i forretningsordenen om Direktionens deltagelse i udvalgets møder.

Sundhedsforvaltningens Direktion har tilrettelagt sit arbejde således, at det enkelte direktionsmedlem umiddelbart har direktionsansvaret for bestemte opgaveområder i forvaltningen. Direktionens arbejde er imidlertid tilrettelagt således, at Direktionen har en mere generel indsigt i de generelt vigtige spørgsmål i forvaltningen, herunder de sager der forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget. Den samlede Direktion vil således enten direkte eller indirekte have en tjenstlig tilknytning til alle sager på udvalgets dagsorden.

Da Sundheds- og Omsorgsudvalget er en del af mellemformsstyret med delt administrativ ledelse, er deltagelse af direktionen på udvalgets møder endvidere med til at sikre, at arbejdet i forvaltningen tilrettelægges i overensstemmelse med Sundheds- og Omsorgsudvalgets udmeldinger.

På baggrund af Indenrigsministeriets udtalelse af 16. maj 2000, findes udtalelsen om kommunalt ansattes adgang til at overvære udvalgsmøder ikke at give anledning til ændringer i Sundheds- og Omsorgsudvalgets forretningsorden.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund.

Hellen Hedemann har ved brev af 5. april 1999 bedt Indenrigsministeriet vurdere, om bestemmelsen i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets forretningsorden § 2, stk. 4 er i strid med § 20, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse, om kommunalt ansattes adgang til at overvære udvalgsmøder.

Indenrigsministeriet har ved brev af 16. maj 2000 besvaret ovennævnte henvendelse. Der henvises til vedlagte bilag for en nærmere gennemgang af Indenrigsministeriets svar.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets gældende regler og praksis for ansattes adgang til at overvære møder i udvalget.

Forretningsordenen for Sundheds- og Omsorgsudvalget foreskriver i § 3, stk. 1; "at i udvalgets møder deltager Sundhedsforvaltningens Direktion, medmindre udvalget i særlige tilfælde bestemmer noget andet".

Endvidere kan Sundheds- og Omsorgsudvalget jfr. Forretningsordenens § 3, stk. 2 "... tilkalde andre til at overvære en sags behandling, herunder Stadslægen og ledende repræsentanter fra H:S, hvis det skønnes ønskeligt af hensyn til sagens oplysning".

Direktionens deltagelse er jfr. Forretningsordenens § 3, stk. 1 en generel bemyndigelse for direktionen til at deltage i udvalgets møder.

Det er praksis, at direktionen deltager i udvalgets møder, samt at der til de enkelte sager på dagsordenen er deltagelse fra embedsmænd, som har tjenstlig tilknytning til sagen, og dermed kan bidrage yderligere til sagens oplysning. Direktionen består af administrerende direktør samt tre vicedirektører.

Herudover deltager sekretariatschefen samt en medarbejder i sekretariatet som protokolførere.

Anledning til ændring i udvalgets forretningsorden.

Af Indenrigsministeriets brev fremgår, at udvalgene kan give en generel tilladelse til direktionen til at overvære udvalgsmøderne, hvis udvalget vurderer, at samtlige medlemmer af Direktionen har en faglig tilknytning til alle sager, som udvalget behandler.

På baggrund af Indenrigsministeriets udtalelse af 16. maj 2000, findes udtalelsen om kommunalt ansattes adgang til at overvære udvalgsmøder ikke at give anledning til ændringer i Sundheds- og Omsorgsudvalgets forretningsorden.

Den generelle bemyndigelse i Forretningsordenens § 3, stk. 1, for Direktionen til at overvære udvalgets møder er en ret for udvalget. Udvalget har den suveræne ret til at træffe beslutning om det modsatte.

Direktionen vil via sit arbejde have et indgåede kendskab til visse af sagerne og et mere generelt kendskab til de øvrige sager på dagsordenen, og således enten direkte eller indirekte have tjenstlig tilknytning til samtlige sager på dagsordenen.

Da Sundheds- og Omsorgsudvalget er en del af mellemformsstyret med delt administrativ ledelse, er deltagelse af Direktionen på udvalgets møder endvidere med til at sikre, at arbejdet i forvaltningen tilrettelægges i overensstemmelse med Sundheds- og Omsorgsudvalgets udmeldinger.

 

ØKONOMI

ingen

Høring

ingen

BILAG

  • Brev fra Borgerrepræsentationens Sekretariat af 6. juni 2000 med Indenrigsministeriets udtalelse af 16. maj 2000.

  • Forretningsordenen for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Ib Haurum

/Susanne Boch Waldorff

 

Til top