Mødedato: 02.06.2022, kl. 13:45
Mødested: Neurorehabilitering – Kbh, Strandvejen 119, Hellerup

Godkendelse af indgåelse af driftsoverenskomst om drift af plejehjemmet Solgaven og anvendelse af restformue fra den selvejende institution Solterrasserne

Se alle bilag

Der skal indgås driftsoverenskomst med den selvejende institution, der driver plejehjemmet Solgaven, samtidig med der skal tages stilling til anvendelse af restformue ved nedlukningen af to selvejende institutioner.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at udvalget godkender, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indgår driftsoverenskomst med Den Selvejende Institution Solgaven af 2019 om driften af plejehjemmet Solgaven.
  2. at udvalget godkender, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen godkender ønske fra bestyrelsen for Den Selvejende Institution Solterrasserne angående nedlæggelse og anvendelse af restformue ved nedlæggelse og indstiller dette til endelig godkendelse hos Civilstyrelsen.

Problemstilling

Københavns Kommune har haft driftsoverenskomst med to selvejende institutioner, der har drevet de to plejehjem Solgavehjemmet og Solterrasserne henholdsvis siden 2002 og 1980. Som led i moderniseringsplanen for modernisering af kommunens plejehjem kunne driften af disse plejehjem ikke fortsætte, da boligerne ikke længere var tidssvarende. Solgavehjemmet og Solterrasserne blev lukket i 2019 med henblik på, at boligerne i de to plejehjem erstattes af nyopførte boliger i plejehjemmet Solgaven i Valby, der åbnede i 2019.

Driften af de selvejende institutioner Solgavehjemmet og Solterrasserne blev lagt sammen ved nedlukning af Solgavehjemmet i 2017, hvor den selvejende institution Solterrasserne midlertidigt overtog driften af plejehjemmet Solgaven, indtil der blev oprettet en ny selvejende institution, der skal drive Solgaven. Der er nu oprettet en ny selvejende institution - Solgaven af 2019 - som skal drive plejehjemmet Solgaven, og udvalget skal godkende, at forvaltningen indgår driftsoverenskomst med Solgaven af 2019, om driften af plejehjemmet Solgaven.

De selvejende institutioner Solgavehjemmet, Solterrasserne og Solgaven er etableret af Dansk Blindesamfund.

Som følge af indgåelse af driftsoverenskomst med den nye selvejende institution Solgaven af 2019 skal der tages stilling til anvendelse af restformue hos de to tidligere selvejende institutioner – Solgavehjemmet og Solterrasserne. Restformuen skal anvendes i overensstemmelse med driftsoverenskomsten og institutionens vedtægter. Det kræves her, at formuen skal udloddes til sociale og sundhedsmæssige formål. Det er de selvejende institutioner, der indstiller, hvad formuen skal bruges til, hvor Københavns Kommune efterfølgende som tilsynsmyndighed kontrollerer, om det er i overensstemmelse med driftsoverenskomsten og vedtægterne. Kan kommunen godkende anvendelsen, skal der efterfølgende ske anmeldelse om anvendelse af formue og nedlukning af den selvejende institution hos Civilstyrelsen. Udvalget skal her godkende anvendelse af restformue fra Solterrasserne, da der ikke er en restformue fra Solgavehjemmet.

Løsning

Indgåelse af driftsoverenskomst

Det kræver politisk godkendelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget, når der skal indgås nye driftsoverenskomster, jf. BR-beslutning fra 13. januar 2011. Med de politiske beslutninger, der foreligger angående drift af Solgaven, er der ikke taget stilling til driften af servicedelen af plejehjemmet med en selvejende institution, da indstillingerne har været procesindstillinger vedrørende byggeri og drift af bygninger. Derfor indstilles det nu, at forvaltningen indgår driftsoverenskomst med den selvejende institution Solgaven af 2019 om driften af plejehjemmet Valby. Bestyrelsen har allerede konstitueret sig og forvaltningen har godkendt den selvejende institutions vedtægter. Driftsoverenskomsten medfører ikke ændringer i plejehjemmets drift og vil ikke medføre ændringer for beboerne på Solgaven.

Anvendelse af restformue

Det fremgår af den selvejende institution Solterrassernes vedtægter, at kommunen skal godkende anvendelsen af en restformue, og at formuen kan anvendes til et socialt eller sundhedsmæssigt formål. Forslag til anvendelse sker på baggrund af indstilling fra den selvejende institution. Det er her udelukkende kommunens tilsynsopgave at sikre, at midlerne anvendes til det formål, der fremgår af vedtægterne. Det betyder, at det ikke er muligt at erstatte indstillingen med andre forslag.

Den Selvejende Institution Solterrasserne har sendt en indstilling til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen angående anvendelse af den samlede restformue på 24,6 mio. kr. ved nedlæggelse (bilag 1) af den selvejende institution. Solterrasserne indstiller, at formuen anvendes til selvejende institutioner/fonde, som har til formål at arbejde for sociale eller sundhedsmæssige formål fortrinsvist for blinde og svagtseende. Forvaltningen har i dialog med Solterrassernes bestyrelse arbejdet for, at langt størstedelen af udlodningerne fortrinsvis kommer københavnske borgere til gavn.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser, da driften af Solgaven allerede indgår i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens budget.

Videre proces

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender indstillingen, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indgå driftsoverenskomst med Den Selvejende Institution Solgaven af 2019. Forvaltningen vil ligeledes orientere bestyrelsen for Den Selvejende Institution Solterrasserne om, at der er sket godkendelse af anvendelse af restformuen med henblik på den endelige godkendelse hos Civilstyrelsen.

Katja Kayser

/Lars Matthiesen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Til top