Orientering om status vedr. aftale mellem H:S og Sundhedsforvaltningen om færdigbehandlede hospitalsindlagte (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 26. marts 2001)
Orientering om status vedr. aftale mellem H:S og Sundhedsforvaltningen om færdigbehandlede hospitalsindlagte (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 26. marts 2001)
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ekstraordinært møde mandag den 2. april 2001
12. Orientering om status vedr. aftale mellem H:S og Sundhedsforvaltningen om færdigbehandlede hospitalsindlagte (Indstilling udsendt med dagsordenen for mødet den 26. marts 2001)
SOU 103/2001 J.nr. 61/98
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 2. april 2001
Sundheds- og Omsorgsudvalget tog orienteringen om, at der pr. 2. april 2001 var 105 ventende, heraf 38 fra de 4 forsøgsbydele, til efterretning.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte på mødet den 22. juni 1998 aftalen mellem H:S og Sundhedsforvaltningen om reduktion i antallet af færdigbehandlede patienter godkendt til plejehjem.
Af indstillingen til det nævnte møde fremgår bl.a., at "målsætningen er, at der maksimalt er 50 plejehjemsgodkendte indlagt på hospital ved årets udgang (1998), og at maksimalt 10% godkendes og tilflytter plejehjem direkte fra hospital".
Sundhedsforvaltningen er i færd med at analysere "H:S aftalen, forudsætninger, udvikling og resultater" med henblik på revurdering af målsætningerne for borgere, der søger eller venter på plejebolig.
I forbindelse med de vedtagne lukninger af i alt 6 plejehjem (364 boliger) har ventelisten for plejehjemsgodkendte været i stigning, idet der har skullet anvises erstatningsboliger til beboere på de 6 lukningsberørte plejehjem. Ventetiden på plejebolig og ventelisten er siden øget. Det er især gået ud over de færdigbehandlede hospitalsindlagte. Stigningen har været markant i efteråret 2000 og har nået sin kulmination omkring årsskiftet 2000/2001.
Det er Sundhedsforvaltningens opfattelse at der også er et betydeligt pres på hjemmeplejen. Ventelisten for hjemmeboende er steget fra 293 den 1. juli 2000 til 448 den 1. februar 2001.
Sundhedsforvaltningen forventer, at antallet af ventende indlagte stabiliseres omkring maj måned 2001 på omkring 60 - 70, svarende til situationen før de vedtagne lukninger.