Mødedato: 01.09.2005, kl. 15:00

Ingen titel

Ingen titel

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 1. september 2005

 

 

Sager til beslutning

 

5.      Sundhedsforvaltningens indsats vedr. økologisk kost

 

SOU 270/2005  J.nr. 51/2000

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status for forsøgsprojektet med omlægning til økologisk mad i fem plejehjemskøkkener til efterretning.

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder, at der sammen med Miljø- og Forsyningsudvalgets ønske om midler til økologiske omlægninger i år 2006-2008, også rejses et ønske fra Sundheds- og Omsorgsudvalget om 75.000 kr. per køkken til dækning af ekstra normering (personaletimer) i omlægningsperioden, i budgetforhandlingerne for 2006.

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 1. september 2005

Indstillingen blev godkendt.

 

 

RESUME

Miljøkontrollen anbefaler, at der igangsættes omlægning af flere plejehjemskøkkener i år 2006, såfremt Miljø- og Forsyningsforvaltningens indgivne budgetønske på 7 mio. kr. årligt til kommende økologiske projekter i år 2006-2008 vedtages. I budgetønsket indgår en gradvis omlægning over tre år af de plejehjem, som ikke anvender økologiske fødevarer endnu.

 

Målet for 2006 er at omlægge 10 plejehjemskøkkener og herefter en gradvis omlægning af de resterende køkkener i retning mod 75 % økologi inden for det eksisterende kostbudget. Udvælgelse af de 10 plejehjemskøkkener, der skal deltage i omlægningen i 2006, sker ad frivillighedens vej.

 

Miljøkontrollens notat "Resultater af Dogme Økologi projektet for plejehjem i Københavns Kommune år 2004-2005 (pilotprojekt)", viser hvordan det er gået med omlægning til økologisk mad i 5 plejehjemskøkkener. Notatet er vedlagt som bilag 1.

 

De 5 plejehjemskøkkener, som har deltaget i forsøgsprojektet, har ved omlægningsfasens afslutning opnået økologiprocenter fra 25 til 40 % inden for eksisterende kostbudgetter. Sundhedsforvaltningen kan derfor ikke garantere, at de 75 % økologi kan nås inden for det eksisterende kostbudget. Erfaringsgrundlaget er ikke stort nok og køkkenerne har endnu ikke omlagt de fødevaregrupper, som koster dyrt i det økologiske regnskab såsom kød, kødpålæg og fede mejeriprodukter.

Sundhedsforvaltningen bruger små 90 mio. kr. på råvarer, hvis der regnes med en merudgift på blot 10 %, skal der findes omkring 10 mio. kr. til køb af økologisk varer. Den effektivisering af køkkendriften, der findes ved omlægning, kunne også være nået uden overgang til økologi.  

Plejehjemsprojektet har tydeliggjort, at der gælder særlige forhold vedrørende maden til ældre i forhold til andre økologiske projekter i kantiner, dag- og døgninstitutioner. Mange ældre på plejehjem er småtspisende og undervægtige og har derfor brug for mange små måltider og en mad lavet af fede og proteinholdige råvarer såsom kød og mejeriprodukter. Den gevinst man fx henter i andre køkkentyper, ved at omlægge råvareforbruget til mere grønt til fordel for mindre kød og fede mejeriprodukter, kan være vanskeligt at gennemføre på helt samme måde i et plejehjemskøkken. 

Omlægningen i de 5 køkkener har givet positive forandringer for personalet. De føler at den faglige stolthed har fået et løft og at projektet har styrket samarbejdet mellem de deltagende køkkener og på tværs af de øvrige personalegrupper.

 

Køkkenerne har taget vel i mod udfordringen med at omlægge til økologi, men må samtidig erkende, at det øger arbejdspresset i det daglige, hvorfor det vil være en stor udfordring at nå 75 % økologi med den eksisterende normering i køkkenerne.

 

Det anslås, at der for Sundhedsforvaltningen vil være en meromkostning forbundet med omlægning og opnåelse af økologimålet i perioden 2006-2008. Det anbefales derfor, at de plejehjemskøkkener, der omlægges i perioden 2006-2008, får tildelt flere personaletimer. Meromkostningen er sat til 75.000 kr. per plejehjemskøkken, som skal dække behovet for ekstra personaletimer.

 


 

Til top