Mødedato: 01.09.2005, kl. 15:00

Ombygning af plejeboligerne Dortheagården

Ombygning af plejeboligerne Dortheagården

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 1. september 2005

 

 

Sager til beslutning

 

8.      Ombygning af plejeboligerne Dortheagården

 

SOU 271/2005  J.nr. 40/2005

 

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der igangsættes en samlokalisering af fire enheder på det ko mmunalt ejede plejehjem Dortheagården. De fire enheder omfatter Træningscenter Bispebjerg, det udvidede Dagcenter Nordre Fasan, Plejehjemmet Dortheagården, og Hjemmepleje Bispebjerg Øst.

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der på baggrund af samlokaliseringen og behovet for demografisk betingede reduktioner af plejeboligkapaciteten nedlægges 7 plejeboliger på Dortheagården. Driftbesparelserne indgår som en del af moderniseringsplanerne på plejehjemsområdet fra 2006. 

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at den planlagte udvidelse af dagtilbudskapaciteten i Bispebjerg lokalområde reduceres med 2 daghjemspladser og 15 dagcenterpladser.

 

 

 

RESUME

Der igangsættes en samlokalisering af fire enheder på det kommunalt ejede plejehjem Dortheagården på Bispebjerg. De fire enheder omfatter Træningscenter Bispebjerg, det udvidede Dagcenter Nordre Fasan, Plejehjemmet Dortheagården, og Hjemmepleje Bispebjerg Øst.

 

Projektet udspringer dels af en række aktuelle problemstillinger på Bispebjerg, dels af et ønske om at opfylde de overordnede målsætninger for Sundhedsforvaltningen med henblik på at sikre en helhedsorienteret ældrepleje.

 

Hjemmeplejen Bispebjerg Øst er lokaliseret i små lokaler og snævre gange og uden ventilationsmuligheder. De dårlige fysiske vilkår har medført svære arbejdsmiljømæssige problemer, og der er behov for en ny lokalemæssig løsning for Hjemmeplejen Bispebjerg Øst. En indflytning på tagetagen på Dortheagården vil løse disse problemer og samtidig give mulighed for ny faglig synergi med plejehjemmet, træningscenteret og dagcenter/daghjem, beliggende på plejehjemmet.

 

Planerne for en ombygning af Dortheagården indebærer herudover en udvidelse med 15 daghjemspladser (jf. beslutning i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 2. december 2004 SOU 63/2004). Træningscenter og dagtilbud vil få en væsentligt stærkere sammenkobling på Dortheagården, herunder med fælles ledelse. Det er ambitionen målrettet at indtænke træning i dagtilbudet. I den forbindelse vil nogle af dagtilbudspladserne få en mere midlertidig karakter og dermed medvirke til at øge kapaciteten. Det er derfor vurderingen, at denne udvidelse af kapaciteten er dækkende for behovet i lokalområdet, og den resterende del af den planlagte dagtilbudsudvidelse (jf. SOU 63/2004) svarende til 15 dagcenterpladser og 2 daghjemspladser skrinlægges.

 

Udover at løse disse aktuelle og praktiske problemstillinger, medvirker en samlokalisering af de 4 institutioner til at fremme en helhedsorienteret og fleksibel indsats og tilbud overfor de enkelte borgere.

 

For borgere som har behov for hjælp reduceres indgangene til hjælpesystemet og muligheden for at forøge den forebyggende indsats øges. Sigtet er at iværksætte en systematisk og målrettet vedligeholdende indsats for at forebygge fysiske, kognitive og sociale funktionstab. Herudover er målet at forbedre udnyttelsen af alle tilbud der findes i lokalområdet, herunder §65 klubber via et intensiveret samarbejde.

 

På længere sigt kan projektet medvirke til at geare lokalområdet og Sundhedsforvaltningen til fremtiden, herunder i relation til den kommende strukturreform og eventuelle sundhedscenterfunktioner.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund for samlokaliseringen

Samlokaliseringen udspringer dels af en række aktuelle problemstillinger, dels af et ønske om at opfylde de overordnede målsætninger for Sundhedsforvaltningen om at sikre en helhedsorienteret ældrepleje. Det forudsætter en vedvarende og meget tæt koordination og samarbejde mellem en række forskellige institutioner. En samlokalisering vil forbedre mulighederne for en helhedsorienteret pleje og en målrettet indsats overfor den enkelte borger.

 

En samlokalisering bidrager samtidig til løsningen af aktuelle problemstillinger på Bispebjerg. Det drejer sig primært om tre forhold. Stærkt kritisable lokaleforhold for en hjemmeplejeenhed. En ny dimensionering af dagtilbudene mellem lokalområderne samt kommende planer for en modernisering af Bispebjerghjemmet.

 

Hjemmeplejen

Hjemmeplejen Bispebjerg Øst er lokaliseret på Bispebjerg Torv med en satellit i ældreboligkomplekset Bjergvænget. Alle lokaler der benyttes er uhensigtsmæssigt indrettet med små lokaler og snævre gange og uden ventilationsmuligheder. De dårlige fysiske vilkår har medført svære arbejdsmiljømæssige problemer både sommer og vinter. Desuden har der været store problemer med vandindtrængning i kælderen på Bispebjerg Torv, som bevirker at en del af lokalerne ikke benyttes. I perioder har der således trængt op til 70 liter vand ind i døgnet.

 

Dagtilbuddene

Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog den 2. december 2004 (SOU 63/2004) en ændret dimensionering af dagtilbudene mellem lokalområderne. Bispebjerg blev som resultat af forslaget opnormeret med 17 daghjemspladser og 15 dagcenterpladser. I alt blev 10 daghjemspladser og 15 dagcenterpladser tilført Dagcenter Nordre Fasan, der på nuværende tidspunkt er placeret i lokaler, som ikke vil ville kunne rumme yderligere pladser. Dagcenter Nordre Fasan består i dag af 35 dagcenterpladser.

 

Den resterende udvidelse af dagtilbudskapaciteten med 7 daghjemspladser var planlagt tilført Bispebjerghjemm et, som i dag rummer 13 daghjemspladser. Planerne om udvidelse af Bispebjerghjemmets daghjem er stillet i bero set i lyset af, at der samtidig arbejdes med moderniseringsplaner for plejehjemmet som helhed og som følge af, at en udvidelse af daghjemskapaciteten på Bispebjerghjemmet forudsætter en anlægsinvestering på ca. 1 mio. kr. Tidspunktet og de praktiske muligheder for en modernisering af Bispebjerghjemmet er på nuværende tidspunkt ikke afklaret.

 

Planerne for en ombygning af Dortheagården indebærer tillige en intention om at kvalitetsudvikle dagtilbudene i lokalområdet og herunder samtænke dem med træningstilbud. Nogle pladser vil således få mere midlertidig karakter, hvor en styrket træningsindsats vil muliggøre, at flere borgere vil kunne drage nytte af de sociale tilbud i §65 klubber. Samtidig viser den fremtidige demografiske udvikling i følge de nyeste befolkningsprognoser, et øget fald i ældrebefolkningen. På baggrund af ovenstående er det således lokalområdets vurdering, at der for nuværende kun er behov for en udvidelse med 15 daghjemspladser.

 

De skitserede planer og herværende projekt indebærer, at Dagcenter Nordre Fasan /Dortheagården fra 2006 består af 35 dagcenterpladser og 15 daghjemspladser. Herudover bibevares de eksisterende 13 daghjemspladser på Bispebjerghjemmet for nuværende. Samtidig indebærer ombygningsplanerne en fleksibilitet, således at det vil være muligt at overføre nogle af daghjemspladserne fra Bispebjerghjemmet til Dortheagården, når Bispebjerghjemmet skal moderniseres.

 

Den resterende planlagte dagtilbudsudvidelse i Bispebjerg lokalområde, svarende til 15 dagcenterpladser og 2 daghjemspladser skrinlægges.

 

Ændringer i de planlagte kapacitetsudvidelser i relation dagtilbudsområdet fremgår i mere overskuelig form af nedenstående tabel.

 

Dagtilbudskapacitet Bispebjerg lokalområde

 

Dagcenter

Daghjem

Kapacitet 2005

 

 

Nordre  Fasan dagcenter

35

 

Bispebjerghjemmets daghjem

 

13

Planlagt kapacitetsudvidelse

 

 

Nordre Fasan /Dortheagården

15

10

Bispebjerghjemmets daghjem

 

  7

Samlet planlagt kapacitet

50

30

Foreslået kapacitet 2006

 

 

Nordre Fasan /Dortheagården

35

15

Bispebjerghjemmets daghjem

 

13

I alt kapacitet 2006

35

28

Skrinlagt planlagt udvidelse

15

  2

 

 

 

Helhedsorienteret ældrepleje

Udover at løse aktuelle og praktiske problemstillinger, medvirker en samlokalisering af de 4 institutioner til at fremme en helhedsorienteret og fleksibel indsats og tilbud overfor de enkelte borgere.

 

Intentionen er bl.a. således, at projektet kan få karakter af et konceptudviklende pilotprojekt, der kan fungere som inspiration i forhold til strategiplaner vedrørende dagtilbudsområdet, der forelægges udvalget primo 2006.

 

For borgere som har behov for hjælp reduceres indgangene til hjælpesystemet. I et integreret dagtilbud med tæt samarbejde med andre institutioner i huset optimeres mulighederne for at matche borgernes behov og krav for skræddersyede tilbud.

 

Projektet muliggør samtidig, at den foreby ggende indsats forøges. En mere koordineret og helhedsorienteret indsats i systemet giver grundlag for at forøge antallet af midlertidige interventioner, - i hjemmeplejen,  på træningscenter og/eller i dagtilbuddene. Sigtet er således at iværksætte en systematisk og målrettet vedligeholdende indsats for at forebygge fysiske, kognitive og sociale funktionstab. Herudover er sigtet, at forbedre udnyttelsen af alle tilbud der findes i lokalområdet, herunder §65 klubber via et intensiveret samarbejde.

 

Oprettelsen af en sygeplejeklinik, der bemandes af nuværende hjemmesygeplejersker vil bidrage til ovenstående målsætninger og samtidig øge de faglige udfordringer for den sygeplejefaglige gruppe. For borgere der er fysisk mobile og ønsker at møde hjemmeplejen på Dortheagården, får lejlighed til en daglig træning og forbedrede sociale kontaktmuligheder.

 

Den fysiske sammenlægning har endvidere et stort læringsperspektiv, idet den ville kunne katalysere et tættere professionelt samarbejde mellem faggrupper og institutionerne. Den enkelte medarbejders indsats har således betydning ikke alene for borgeren, men tillige for andre aktørers mulighed for at nå fælles mål, under fælles ansvar og ud fra fælles værdier.

 

Et tæt samarbejde mellem institutionerne er nødvendigt, hvis målet er at optimere kvaliteten og fleksibiliteten i ydelserne uden at øge de varige omkostninger.

 

Perspektiver på længere sigt

 

På længere sigt kan projektet medvirke til at geare lokalområdet og Sundhedsforvaltningen til fremtiden. Herunder tænkes på de kommende opgaver der overføres til kommunerne i forbindelse med strukturreformen, herunder genoptrænings- og forebyggelses opgaver samt evt. sundhedscenter, idet der her er mulighed for at indtænke f.eks. rehabiliteringspladser i et helhedsorienteret behandlingstilbud.

 

Det nye Dortheagården

Dortheagården er et relativt nyt kommunalt plejehjem med 60 plejeboliger og beliggende på Frederiksborgvej grænsende op til Nordvest-kvarteret . Plejehjemmet blev bygget for godt 21 år siden. Boliger samt toiletforhold har således en relativ god standard. Plejehjemmet vil således ikke komme i betragtning i forbindelse med den nuværende moderniseringsplan. Plejehjemmet er placeret centralt på Bispebjerg med gode adgangsmuligheder med offentlige transportmidler og disse forhold gør at huset, transportmæssigt og placeringsmæssigt vil være en optimal placering af aktiviteter for ældre. Træningscenter Bispebjerg er allerede placeret i huset på 3 sal.

 

Ombygningen af Dortheagården vil ud over det nye dagtilbud og træningscenteret også indeholde Hjemmeplejen Bispebjerg Øst, og som aflægger deraf en sygeplejeklinik i stueetagen. Yderligere kan det nye Dortheagården kunne rumme lokaler til netværksdannende aktiviteter og klubber, samt være et mødested for ældre på Bispebjerg i form af en åben cafe.

 

Ombygningen

Ombygningen af Dortheagården fokuserer på at få samlet de aktiviteter, som er rettet mod udefrakommende brugere i stueetagen, samtidig med at det fortsat er et hus som plejehjembeboerne anser som deres eget. Desuden er det vigtig at få indrettet en lokalitet til hjemmeplejen, som er en markant forbedring af deres nuværende vilkår. 

 

Ombygningen kan inddeles i to faser: Første fase er indretningen af Dortheagården til at rumme træningscenteret og det udvidede dagtilbud. Anden fase er ombygningen af den resterende del af tagetagen til lokaler til Hjemmeplejen Bispebjerg Øst.

 

Fase 1:

I stueetagen indrettes lokaler til træningscenteret, herunder kontorfaciliteter til dokumentationsarbejdet for træningscenterets medarbejdere. Desuden indrettes to store lyse træningssale til at kunne indeholde både individuel træning og holdtræning, herunder også træning af dagtilbuddets brugere.

 

I den anden ende af stueetagen indrettes dagtilbuddet, og lokale til sygeplejeklinikken. Centrum for dagtilbuddet og hele huset bliver spisesalen med åben cafe og udbygningen med orangeri. Desuden vil det være muligt for udefrakommende, eller brugere af de andre tilbud, at bruge lokalet som cafe eller mødested.

 

På første etage nedlægges 7 plejehjemspladser, for at give plads til bl.a. plejehjemmets administration.

 

I det nuværende træningscenter på tageetagen vil der blive etableret spisesal, for de skrøbelige beboere på plejehjemmet, for hvem det vil være for voldsomt at spise i stueetagen med mange udefrakommende brugere. Desuden vil der blive indrettet aktivitetsrum for de samme beboere på plejehjemmet, som ikke anses egnede til at deltage i aktiviteterne i dagtilbuddet i stueetagen.

 

Fase 2:

Anden del af ombygningen vil være istandsættelsen og indretningen af den resterende del af tagetagen. Den er uudnyttet på nuværende tidspunkt. Ombygningen vil derfor indeholde isolering og opbygning af vægge, gulve og lofter, foruden indretningen i de ønskede lokaler. Lokalerne vil blive indrettet efter anvisninger og ønsker fra de ansatte og lederen i Hjemmeplejen Bispebjerg Øst.

 

Tidsplanen for ombygningen

Den totale ombygning, det vil sige både fase 1 og 2, vil ifølge de tilknyttede arkitekter, kunne færdiggøres i løbet af ca. et år. Det vil sige at hjemmeplejelokalerne, som vil være den mest omfattende ombygning, vil kunne stå klar til indflytning hen over somme ren 2006. Det er vurderingen, at eksisterende lokalplaner ikke udgør en forhindring for realiseringen af projektet.  Ombygningen i forhold til fase 1 vil det på nuværende tidspunkt kunne forventes gennemført primo 2006.

 

Det har været nødvendigt at opsige lejemålet vedrørende Nordre Fasan, som følge af et opsigelsesvarsel på 1 år. Lejemålet er opsagt pr. 1. april 2006.

 

ØKONOMI

 

Finansieringen af det samlede projekt klares indenfor Sundhedsforvaltningens egne rammer og ved at søge reserverede midler vedrørende demografi-tilpasningsomkostninger i hjemmeplejen under Økonomiforvaltningen. I Sundhedsforvaltningen finansieres projektet via sparede driftsmidler på dagområdet, besparelser vedrørende huslejer, anlægsbudgettet samt puljemidler til forbedringer af hjemmeplejens lokaler.

 

I nedenstående tabeller gives et overblik over økonomien i ombygningen og finansieringsforudsætningerne for projektet. Det er usikkert, hvornår udgifterne helt præcist vil falde, idet projektet startes relativt sent på året.

 

Fase 1: Dagcenter, Træningscenter og Plejehjem – udgifter og finansiering

1.000 kr. – 2005 pl.

2005

2006

Varige besparelser (2007)

Ombygningen af fase 1.

2.0

  2.1

 

Forprojektering

0.1

 

 

Monteringsudgifter

0.2

 

 

Omkostninger i alt

2.3

  2.1

 

Finansiering

 

 

 

Sparede driftsmidler dagområdet

1.9

 

 

Huslejebesparelser

 

  0.3

  0.4

Driftbesparelser ph.pladser

0.4

 

 

Centrale anlægs- og puljemidler

 

  1.8

 

Finansiering i alt

2.3

  2,1

  0.4

 

 

 

Fase 2: Hjemmepleje Bispebjerg Øst. – udgifter og finansiering

1.000 kr. – 2005 pl.

2005

2006

Varige besparelser (2007)

Ombygning af fase 2

1.2

7.4

 

Omkostninger i alt

1.2

7.4

 

Finansiering

 

 

 

Pulje vedr. lokaleforhold for hjemmeplejen

1.0

3.0

 

Reserverede demografitilpasning-midler

 

2.3

 

Centrale anlægsmidler

0.2

0.2

 

Salg af nuværende hjemmepleje lokaler.

 

1.7

 

Husleje besparelser Hj. pl. Øst

 

0.2

0.5

Finansiering i alt

1.2

7.4

0.5

 

Helårsvirkningen af driftsbesparelser i relation til nedlæggelsen af 7 plejeboliger udgør 2.2 mio. kr. Disse midler vil fra 2006 indgår som del af finansieringsgrundlaget vedrørende moderniseringsplanerne / demografitilpasningerne i relation til plejehjemsområdet. Herudover vil der være en samlet varig huslejebesparelse svarende til 0,9 mio. kr., når hele projektet er gennemført.

 

MILJØVURDERING

-

 

HØRING

Projektet har været drøftet med bruger/pårørende råd på Dortheagården, samt med medarbejderne i de involverede institutioner og ældrerådet på Bispebjerg, der støtter projektet. Projektet er i øvrigt søgt tilpasset i henhold til fremkomne ønsker og bemærkninger. Som udgangspunkt støttes intentionerne i projektet fra både bruger/pårørende råd, ældreråd og medarbejdere.

 

BILAG

Ingen.

 

 

Jesper Fisker

 

/Lene Sillasen


 

Til top