Mødedato: 01.09.2005, kl. 15:00

Omlægning af produktionen af Madservice a la carte - mad til hjemmeboende pensionister

Omlægning af produktionen af Madservice a la carte - mad til hjemmeboende pensionister

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 1. september 2005

 

 

Sager til efterretning

 

14.      Omlægning af produktionen af Madservice a la carte - mad til hjemmeboende pensionister

 

SOU 268/2005  J.nr. 62/2002

 

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller

at Sundheds-og Omsorgsudvalget tager til efterretning, at der gennemføres en ny udbudsrunde vedrørende ombygning af centralkøkkenet i Bystævneparken, som medfører en tidsforskydning af byggeprojektets færdiggørelse fra 1. februar 2006 til 1. april 2006.

                                                                                      

 

 

RESUME

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte den 16. december 2004 (SOU 186/2004) plan for implementering af omlægningen af Madservice a la carte, herunder optagelse af et internt lån til finansiering heraf. Tiltrædelsen skete på baggrund af principbeslutningen om omlægning af produktionen af Madservice a la carte (mad til hjemmeboende pensionister) fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 15. april 2004 (SOU 30/2004).

 

Beslutningen indebar bl.a., at produktionen af Madservice a la carte skulle samles i centralkøkkenet i Bystævneparken og at denne produktion på de øvrige køkkener vil ophøre. De øvrige køkkener vil til gengæld få gennemført investeringer i nyt udstyr samt renovering for at indhente det vedligeholdelsesmæssigt efterslæb.

 

Beslutningen om omlægningen af produktionen har været en samlet afvejning af hensynet til produktionssikkerhed og driftsøkonomi samt forbedret arbejdsmiljø.

 

Sundhedsforvaltningen har efter vedtagelse af planen for implementeringen af Madservice a la carte indgået kontrakt med ingeniørfirmaet Birch & Krogboe om udarbejdelse af projektplan med en præcis gennemgang af investeringsbehov, udarbejdelse af tidsplan samt en konkret tilrettelæggelse af processen for iværksættelse af ombygningen.

 

Der blev afholdt licitation den 29. juni 2005, hvor kun én entreprenør bød på opgaven til en pris, som væsentlig overskred de budgetterede omkostninger for ombygningen af centralkøkkenet i Bystævneparken.

 

Sundhedsforvaltningens rådgiver Birch & Krogboe vurderede, at årsagen hertil kan være stor efterspørgselspres generelt i byggebranchen, hvilket også  kan have været medvirkende til at have mindsket andre udbyderes interesse for at deltage i licitationen.

 

Det medførte, at ombygningen ikke kunne iværksættes i den form, som oprindelig var vedtaget og medførte derfor en aflysning af licitationen.

 

I forbindelse med aflysningen af licitationen blev det aftalt, at Birch & Krogboe i samarbejde med medarbejdere fra Bystævneparkens centralkøkken udarbejder en alternativ løsning for ombygningen af centralkøkkenet i Bystævneparken.

I den alternative løsning vil ombygningen blive tilpasset og forenklet for at nedbringe omkostningerne samt få flere entreprenører til at byde. Det alternative forslag vil være i overensstemmelse med de principper, der tidligere er blevet vedtaget i udvalget.

 

På grundlag af det alternative forslag vil der blive afholdt en ny udbudsrunde, der forventes afsluttet ultimo september, således at ombygningen kan påbegyndes primo oktober 2005.

 

Det vil medføre en tidsmæssig forskydning for færdiggørelsen af projektet fra 1. februar 2006 til 1.april 2006.

 

Medarbejderne er blevet orienteret om de forventede ændringer af ombygningen og justering af tidsplanen i forhold til det hidtidige byggeprogram med henblik på at indtænke konsekvenser for opsigelsesvarsler etc.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Der henvises til resuméet.

 

 

MILJØVURDERING

Ændringerne får ingen konsekvenser for den hidtidige vurdering af de miljømæssige forhold.

 

 

ØKONOMI

Ingen konsekvenser for projektets økonomi.

 

HØRING

Ingen.

 

 

 

BILAG

Ingen.

 

 

Lau Svendsen-Tune                                                                           

/Hanne Baastrup

 


 

Til top