Tværfaglige teams med nærvisitation
Indstilling
Sundheds – og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget
- At Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender det overordnede indhold i afprøvningen ”Tværfaglige teams med nærvisitation”
- At Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at samarbejdsmodellen afprøves i en hel hjemmeplejeenhed og efterfølgende udbredes til resten af byen
- At Sundheds- og Omsorgsudvalget bestiller et budgetnotat fra forvaltningen ved Budget 2024 med henblik på finansiering af afprøvning i 2024 og 2025 i én hjemmeplejeenhed, samt finansiering af udbredelse til resten af hjemmeplejen i København efterfølgende
- At Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender den videre proces
Problemstilling
Det demografiske udfordringsbillede på ældreområdet kræver at forvaltningen udviser rettidig omhu ved at udvikle nye løsninger – både når det handler om at gøre ældreområdet attraktivt og meningsfuldt for medarbejdere og ledere, og når det handler om at prioritere medarbejderressourcerne til de nødvendige opgaver i samarbejdet med borgeren.
Med udvikling af en ny samarbejdsmodel ”Tværfaglige teams med nærvisitation” ønsker forvaltningen at udvikle og afprøve en model, der bygger videre på erfaringerne fra hhv. ”Slip hjemmeplejen fri” og den nye myndighed med sigte på, at kombinere hjemmeplejens faglighed og kvaliteterne i organiseringen af ’Slip hjemmeplejen fri’ med myndighedens faglighed og ansvar for overblik, opfølgning og koordination.
Forvaltningen ser ”Tværfaglige teams med nærvisitation” som afgørende for at få udviklet og skabt et bæredygtigt ældreområde b.la. via frisættelse af medarbejdernes faglige råderum og afbureaukratisering, som også den tidligere og nuværende regering er optaget af.
Løsning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningens primære ambition med afprøvning af samarbejdsmodellen ”Tværfaglige teams med nærvisitation” er, at borgerne og deres pårørende oplever sammenhæng, kontinuitet og kvalitet i deres samlede forløb, og at borgerne sikres den rette indsats på det rette tidspunkt, herunder støtte til at kunne så meget som muligt selv. Hjemmepleje og sygepleje skal tildeles tæt på borgeren, uden unødigt bureaukrati, og i sammenhæng med den støtte borgeren i øvrigt måtte få fra forvaltningen. Det er forvaltningens overbevisning at en frisættelse af medarbejdernes faglige råderum på tværs af faggrupper, samt afbureaukratisering i forhold til vanlige arbejdsgange og tværfaglige fællesskaber kan skabe rammen for et fremtidigt bæredygtigt ældreområde i København. Desuden er det forvaltningens forventning, at den nye samarbejdsmodel vil bidrage positivt i forhold til de aktuelle udfordringer med fastholdelse og rekruttering af medarbejdere i hjemmepleje, sygepleje og visitation.
”Tværfaglige teams med nærvisitation” indeholder følgende hovedelementer:
- Videreudvikling af centrale elementer fra ”Slip hjemmeplejen fri” herunder etablering af mindre, tværfaglige teams med større fagligt og organisatorisk råderum, som 1) justerer, tilrettelægger og organiserer den daglige borgerrettede indsats, 2) sikrer tættere samarbejde om den enkelte og gruppen af borgere og 3) har større ansvar for eget og gruppens arbejdsliv og vagtplanlægning.
- Visitator bliver en del af det daglige tværfaglige samarbejde, og visitators rolle som tovholder, der sikrer sammenhæng mellem hjemme- og sygepleje og øvrige kommunale indsatser som fx midlertidige ophold, trænings- og rehabiliteringsindsatser og øvrige ordninger og tilbud, styrkes.
- Samarbejdet med borger og evt. pårørende om tilrettelæggelse af hjælp og støtte med udgangspunkt i borgerens samlede behov og ressourcer samt løbende tilpasning af hjælpen styrkes gennem det tværfaglige team.
- Fokus på at sikre øget fagligt råderum, medbestemmelse og oplevelse af meningsfuldhed i det daglige arbejde med sigte på at skabe mere attraktive arbejdspladser i hjemme- og sygeplejen samt visitationen, og dermed styrke forvaltningens rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.
Der udvikles et tæt tværfagligt samarbejde i daglig praksis mellem medarbejderne i hjemme-/sygeplejen og i visitationen. Den nye samarbejdsmodel skal understøtte sammenhæng i indsatser for den enkelte borger, samt sikre løbende opfølgning og justering. Ved at afbureaukratisere og forenkle arbejdsgange mellem hjemme/sygeplejen og visitationen, vil medarbejdernes øgede faglige råderum skabe mulighed for en hurtigere indsats og mere præcise løsninger på borgerens behov.
Udvikling af en ny organisatorisk model med øget fagligt råderum og tværfagligt samarbejde betyder også ændrede ledelsesroller. I udviklingen af den nye model skal der derfor også arbejdes med ledelsesudvikling- og understøttelse.
Af SOU-indstillingen fra 14. december 2022 fremgik det, at en afprøvning af en ny samarbejdsmodel i første omgang skulle foregå indenfor rammerne af en mindre del (2 hjemmeplejegrupper) i hjemmeplejen Vanløse/Brønshøj/Husum (VBH). Forvaltningen har siden været i dialog med driftsledere på området og foreslår på den baggrund, at udvikling og afprøvning sker i hele hjemmeplejen VBH. En større afprøvning i en hel hjemmeplejeenhed forventes i højere grad at understøtte udvikling af en bæredygtig og skalerbar model til efterfølgende implementering i hele byen.
Økonomi
Forvaltningen kan inden for eksisterende ramme designe og opstarte afprøvningen, herunder fx kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere i hjemmeplejen i VBH i efteråret 2023. Men en fortsættelse og videreudvikling i 2024 og 2025, samt udbredelse i 2026 og 2027 forudsætter budgettilførsel. Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse af nærværende indstilling om en større afprøvning, der kan skabe udgangspunkt for efterfølgende udbredelse til hele byen, nødvendiggør således udvalgets fremme af et budgetforslag til forhandlingen om budget 2024.
Den foreslåede model med afprøvning i hele hjemmeplejen i VBH i 2024 og 2025, samt udbredelse til resten af byen estimeres at fordre en fireårig bevilling på samlet 10, mio. kr. i forbindelse med budget 2024. Midlerne skal anvendes til udviklings – og implementeringsstøtte, ledelsescoaching- og sparring, kompetenceudvikling, systemændringer og teambuilding i hjemmeplejen og i visitationen i afprøvningen og efterfølgende i udbredelsen til resten af byen
Videre proces
Hvis SOU godkender det overordnede indhold i afprøvningen af samarbejdsmodellen ”Tværfaglige teams med nærvisitation”, arbejder forvaltningen videre ud fra nedenstående tids- og procesplan:
Forvaltningen vil udarbejde et budgetnotat mhp. at søge finansiering til afprøvning og udbredelse ved forhandling af budget 2024.
Samarbejdsmodellen udvikles og afprøves i VBH i 2023, 2024 og 2025. Udbredelsen til resten af byen finder sted fra 2025 baseret på de erfaringer, der opnås undervejs samt i 2026 og 2027
I 2023 udvikles den nye model for ”Tværfaglige teams med nærvisitation” i samarbejde med hjemmeplejen og områdevisitation med henblik på opstart af afprøvning i efteråret. I den forbindelse blev der d.14. april afholdt en temadag med blandt andet deltagelse fra alle hjemmeplejeenheder og myndigheden mhp. at drøfte relevante erfaringer fra andre kommuner. Temadagen viste at der er bred opbakning og energi ind i omstillingen fra både hjemmeplejen og myndigheden.
Sideløbende hermed går forvaltningen i dialog med de faglige organisationer omkring udvikling og afprøvning.
I det eksisterende eksperiment ”Slip hjemmeplejen fri” i Sundparken afprøves som noget nyt allerede nu, at visitation bliver en del af teamet omkring borgeren.
Fra efteråret 2023 til slutningen af 2025 afprøves samarbejdsmodellen i VBH. Modellen justeres løbende.
Inden sommer 2024 orienteres udvalget om de foreløbige erfaringer med samarbejdsmodellen, herunder om implementering af en ny samarbejdsmodel fordrer anlægsmidler til ombygning/tilpasning af de fysiske rammer i myndighed og hjemme- og sygeplejen.
Per Bennetsen
/Nanna Skriver
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.