Mødedato: 01.06.2006, kl. 14:30

Udbud af ortopædisk fodtøj

Se alle bilag

Udbud af ortopædisk fodtøj

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 1. juni 2006

 

 

Sager til efterretning

 

17.      Udbud af ortopædisk fodtøj

 

SOU 171/2006  J.nr. 51/2005

 

 

INDSTILLING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om leverandøraftalen om ortopædisk fodtøj til efterretning.

 

RESUME

Københavns Kommunes indkøbsaftale om ortopædisk fodtøj var i EU-udbud i sommeren 2005 og der blev indgået leverandøraftale med Danske Håndskomagere med virkning fra 1. september 2005.

På baggrund af klager fra Foreningen af Ortopædiske Håndskomagermestre, Sahva A/S, Ortopædi Skomageriet, Dansk Handicap Forbund samt reaktioner fra privatpersoner, blev udvalget orienteret om udbuddet den 27. oktober 2005 (SOU 346/2005). Det blev besluttet, at udvalget skal have forelagt et notat vedr. status på udbuddet og aftalen med Danske Håndskomagere ApS, medio 2006.

Sahva A/S, som har været aftaleleverandør indtil 1. september 2005, indklagede Københavns Kommune til Klagenævnet for Udbud den 21. september 2005. Der foreligger endnu ikke en afgørelse i sagen.

Aftalen med Danske Håndskomagere forløber tilfredsstillende. De borgere, der har fået fodtøj fra Danske Håndskomagere, er overvejende tilfredse og der følges op og handles i de tilfælde, hvor der konstateres problemer.

Hjælpemiddelcentret og kommunens sagsbehandlere har fået en del henvendelser fra borgere, som ikke ønskede at benytte Danske Håndskomagere og var utilfredse med at de, som følge af Servicelovens bestemmelser om frit leverandørvalg ved særligt personlige hjælpemidler, selv skal betale prisdifferencen, når fritvalgsleverandøren er dyrere end kommunens aftaleleverandør.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Kommunes indkøbsaftale om ortopædisk fodtøj var i EU-udbud i sommeren 2005 og der blev indgået leverandøraftale med Danske Håndskomagere med virkning fra 1. september 2005.

På baggrund af klager fra Foreningen af Ortopædiske Håndskomagermestre, Sahva A/S, Ortopædi Skomageriet, Dansk Handicap Forbund samt reaktioner fra privatpersoner, blev udvalget orienteret om udbuddet den 27. oktober 2005 (SOU 346/2005). Det blev besluttet, at udvalget skal have forelagt et notat vedr. status på udbuddet og aftalen med Danske Håndskomagere ApS, medio 2006.

Der anslås at være i alt ca. 3000 brugere af ortopædisk fodtøj i Københavns Kommune. Siden 1. september 2005 har ca. 1300 borgere fået bevilget ortopædisk fodtøj.

 

Udbuddet

Hjælpemiddelcentret afsluttede i august måned 2005 et EU-udbud vedr. levering af ortopædiske fodindlæg og ortopædisk fodtøj, der bevilges som hjælpemidler til kommunens borgere.

Levering af ortopædiske fodindlæg var i udbud for første gang, hvorimod ortopædisk fodtøj i henhold til EU-reglerne om offentlige indkøb har været i udbud løbende siden 1996. Der bevilges årligt ortopædisk fodtøj for ca. 20 mio. kr. i Københavns Kommune. Sahva A/S har været eneleverandør på den seneste rammeaftale, som udløb 31. august 2005.

Med virkning fra den 1. september 2005, blev der indgået en 2-årig aftale på håndsyet og særligt fabriksfremstillet ortopædisk fodtøj med firmaet Danske Håndskomagere ApS.

Sahva A/S, som har været aftaleleverandør indtil 1. september 2005, indklagede Københavns Kommune til Klagenævnet for Udbud den 21. september 2005. Der er afholdt møde i Klagenævnet for Udbud i januar 2006, men der foreligger endnu ikke en afgørelse i sagen.

 

Aftalen med Danske Håndskomagere ApS

Aftalen med Danske Håndskomagere forløber tilfredsstillende. De borgere, der har fået fodtøj fra Danske Håndskomagere er overvejende tilfredse og der følges op og handles i de tilfælde, hvor der konstateres problemer. Når borgerne får udleveret det færdige fodtøj fra Danske Håndskomagere, modtager de samtidig et spørgeskema, som kan sendes til Hjælpemiddelcentret uden omkostninger for borgeren.

Hjælpemiddelcentret har i perioden fra aftalens begyndelse 1. september 2005 til 17. maj 2006 modtaget 84 spørgeskemaer fra borgere, der har modtaget ortopædisk fodtøj fra Danske Håndskomagere. Der har i samme periode været udleveret ca. 300 par sko med tilhørende spørgeskemaer.

Som det fremgår af bilag 1, har besvarelserne overvejende været positive. Besvarelser, hvor resultatet ikke har været som forventet er løbende blevet taget op med Danske Håndskomagere, som har udvist stor imødekommenhed overfor at rette op på problemer i både individuelle sager og mere generelt, f.eks. i forhold til åbningstider.

 

Frit leverandørvalg

Ortopædisk fodtøj er omfattet af servicelovens bestemmelser om frit leverandørvalg ved bevilling af særligt personlige hjælpemidler. Hvis borgeren ønsker at benytte sig af en anden leverandør end kommunens aftaleleverandør, refunderes prisen hos den anden leverandør, dog maksimalt med kommunens aftalepris. Borgeren har, uanset leverandørvalg, en egenbetaling på 683 kr. for voksne og 367 kr. for børn. Taksterne for egenbetaling af ortopædisk fodtøj fastsættes af Socialministeriet.

 

Hjælpemiddelcentret og kommunens sagsbehandlere har fået en del henvendelser fra borgere, som ikke ønskede at benytte Danske Håndskomagere og var utilfredse med at de, som følge af Servicelovens bestemmelser om frit leverandørvalg ved særligt personlige hjælpemidler, selv skal betale prisdifferencen, når fritvalgsleverandøren er dyrere end kommunens aftaleleverandør. Kommunen har i sagens natur ikke indflydelse på prisen hos de leverandører, der ikke er indgået aftale med.

 

 

 

MILJØVURDERING

Sagen er ikke omfattet af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

ØKONOMI

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

 

 

HØRING

Ingen.

 

 

BILAG

Bilag 1: Notat om spørgeskema fra Danske Håndskomagere

 

 

Lene Sillasen

                                                                 /Birgitte Østergaard


 

Til top