Stiftelser ændret struktur
Stiftelser ændret struktur
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 1. juni 2006
Sager til beslutning
11. Stiftelser ændret struktur
SOU 185/2006 J.nr. 18/1998
INDSTILLING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager de modtagne høringssvar til efterretning,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på baggrund af de modtagne høringssvar retter henvendelse til Civilstyrelsen om mulighederne for at omdanne stiftelserne til selvstændige fonde,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at den umiddelbare forvaltning af stiftelserne overføres fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Kultur- og Fritidsudvalget, dersom Civilstyrelsen ikke kan godkende omdannelsen af stiftelserne til selvstændige fonde og
at Styrelsesvedtægten i givet fald ændres således:
· I § 15, stk. 2, ændres punktet "legatsager" til "legatsager, herunder stiftelser".
· I § 17, stk. 2, ændres punktet " plejeegnede boliger og stiftelser" til "plejeegnede boliger".
RESUME
Det følger af styrelsesvedtægtens § 17, stk. 2, at Sundheds- og Omsorgsudvalget bl.a. varetager den umiddelbare forvaltning af stiftelser.
Beboerne på stiftelserne har imidlertid efterspurgt en højere grad af indflydelse i forhold til deres hverdag i stiftelserne.
Tilsynsmyndigheden - Civilstyrelsen - har efter forespørgsel fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tilkendegivet, at der ikke er noget til hinder for, at der nedsættes én bestyrelse for hver stiftelse, hvori indgår såvel beboerrepræsentanter som repræsentanter udpeget af Borgerrepræsentationen.
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte på mødet den 4. august 2005 at en sammensætning af bestyrelserne med 2 bestyrelsesmedlemmer udpeget af Borgerrepræsentationen uden indstilling og 3 bestyrelsesmedlemmer udpeget af Borgerrepræsentationen efter indstilling fra stiftelsens beboere sendes i høring i ældreråd og i beboerrepræsentationerne på stiftelserne og at den umiddelbare forvaltning af stiftelserne søges overført til Kultur- og Fritidsudvalget.
Høringen resulterede i tilbagemeldinger fra 1 ældreråd og 4 stiftelser. Af høringssvarene fremgår at den foreslåede sammensætning af bestyrelserne kan anbefales, dog således at ældrerådet også ønsker indstillingsret.
Som led i de
herefter igangsatte drøftelser mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og
Kultur- og Fritidsforvaltningen om en overførsel af området til Kultur- og
Fritidsudvalget måtte det imidlertid konstateres, at den foreslåede model for
den fremtidige bestyrelsessammensætning ikke vil være i overensstemmelse med
den politik for aktivt ejerskab, som Borgerrepræsentationen tiltrådte den 13.
oktober 2005 (BR 544/05). Hertil kommer at den
foreslåede ændring - henset til de opgaver, en fondsbestyrelse skal varetage -
ikke som sådan umiddelbart vil imødekomme beboernes ønske om en forbedret
indflydelse på deres hverdag.
På denne baggrund, og i forbindelse med overflytning af
opgaven til Kultur- og Fritidsudvalget, har forvaltningerne overvejet
alternative muligheder for dels de fremtidige bestyrelsesforhold, dels en
forbedret beboerindflydelse. Disse alternative muligheder er sendt til høring i
ældreråd og beboerrepræsentationerne på stiftelserne. Høringssvarene indeholder
generelt et ønske om en udstrakt frihed for beboerne i form af indflydelse på
vitale forhold i forbindelse med administration af stiftelserne.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har på baggrund af
høringssvarene ønsket at der forinden udarbejdelse af indstilling til Kultur-
og Fritidsudvalget rettes henvendelse til Civilstyrelsen om mulighederne for at
frigøre forvaltningen af stiftelserne fra Københavns Kommune ved dannelse af
selvstændige fonde.
Civilstyrelsens tilbagemelding kan betyde, at styrelsesvedtægten efterfølgende indstilles ændret enten ved at den umiddelbare forvaltning af stiftelserne udgår af vedtægtens bestemmelse om Sundheds- og Omsorgsudvalgets opgaveportefølje eller ved at Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller at den umiddelbare forvaltning af stiftelserne overføres til Kultur- og Fritidsudvalget.
SAGSBESKRIVELSE
Kort om
stiftelserne
Det følger af styrelsesvedtægtens § 17, stk. 2, at Sundheds- og Omsorgsudvalget bl.a. varetager den umiddelbare forvaltning af stiftelser.
Konkret er der herved tale om følgende 6 stiftelser med i alt 592 boliger:
· Det Harboeske Enkefrukloster, Stormgade 14 og 14E, K, 15 boliger
· Martin Siersteds og Hustru Johanne Siersteds Stiftelse, Stormgade 14 A-D, K, 33 boliger
· H. J. Andersens og Hustrus Stiftelse, Klingseyvej 26, Vanløse, 8 boliger
· Grosserer B. Goldschmidts og Hustru Ane Helenes Stiftelse, Ryesgade 31, N, 29 boliger
· Brødrene Soldenfeldts Stiftelse, Ryesgade 104, Ø, 102 boliger
· Stiftelsen Gammel Kloster, Lersø Parkallé 28U, Ø, 405 boliger.
Stiftelserne er selvejende, ikke-erhvervsdrivende fonde med et almennyttigt formål. I overensstemmelse med bestemmelserne i lov om fonde og visse foreninger er Civilstyrelsen tilsynsmyndighed for de 6 stiftelser.
Styrelsesvedtægtens bestemmelser betyder, at Sundheds- og Omsorgsudvalget er fondsbestyrelse for hver enkelt stiftelse. Fondsbestyrelsens opgaver koncentrerer sig ifølge fondsloven og fundatserne primært på følgende opgaver:
· stillingtagen til regnskaber og revision af regnskaber,
· byfornyelsessager
· det vedtægtsmæssige grundlag for stiftelserne.
For så vidt angår den daglige administration af ejendommene er der derimod indgået kontrakter med et privat selskab.
Baggrund
for forslaget om ændret struktur
Beboerne på stiftelserne har i stigende grad efterspurgt en højere grad af indflydelse i forhold til deres hverdag i stiftelserne. Den ønskede større grad af indflydelse vedrører i høj grad de mere beboerrelaterede forhold i ejendommene, f.eks. i relation til ejendommenes vedligeholdelse og emner af "husordenskarakter".
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har undersøgt, om det kan være hensigtsmæssigt at ændre bestyrelsernes sammensætning således, at der – i stedet for at Sundheds- og Omsorgsudvalget udgør stiftelsernes bestyrelse - nedsættes én bestyrelse for hver stiftelse, hvori indgår såvel beboerrepræsentanter som repræsentanter udpeget af Borgerrepræsentationen. Ifølge stiftelserne tilsynsmyndighed – Civilstyrelsen – vil der ikke være noget principielt til hinder for en sådan ændring for fondsbestyrelsernes sammensætning. Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte derfor på mødet den 4. august 2005 bl.a., at et konkret forslag om en ændring af bestyrelsernes sammensætning sendes i høring i ældreråd og i beboerrepræsentationerne på stiftelserne. Beslutningen om sammensætning af bestyrelserne indebar en sammensætning med 2 bestyrelsesmedlemmer udpeget af Borgerrepræsentationen uden indstilling og 3 bestyrelsesmedlemmer udpeget af Borgerrepræsentationen efter indstilling fra stiftelsens beboere.
Høringen har resulteret i tilbagemeldinger fra 1 ældreråd og 4 stiftelser. Ældrerådet mener, at de 4 bestyrelsesmedlemmer skal vælges af beboerne og det 5. medlem af ældrerådet/Borgerrepræsentationen. Subsidiært foreslår ældrerådet, at den ene af de 2 af Bo rgerrepræsentationen godkendte uden indstilling sker efter indstilling af ældrerådet. Af svarerne fra beboerne på stiftelserne fremgår, at beboerne vil kunne anbefale den foreslåede sammensætning af bestyrelserne.
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte på mødet den 4. august tillige, at den umiddelbare forvaltning af stiftelserne søges overført til Kultur- og Fritidsudvalget
Som led i de
herefter igangsatte drøftelser mellem Sundhedsforvaltningen og Kultur- og
Fritidsforvaltningen om en overførsel af området fra Sundheds- og Omsorgsudvalget
til Kultur- og Fritidsudvalget måtte det imidlertid konstateres, at den foreslåede
model for den fremtidige bestyrelsessammensætning ikke vil være i overensstemmelse
med den politik for aktivt ejerskab, som Borgerrepræsentationen tiltrådte den
13. oktober 2005 (BR 544/05). Idet der i øvrigt henvises til den vedtagne
politik, må forvaltningerne særligt fremhæve, at Borgerrepræsentationen med
hensyn til bl.a. mindre selvejende institutioner, fonde o.lign. har henstillet,
at det grundigt overvejes, om kommunen fortsat har
den fornødne interesse i at deltage/være repræsenteret i den selvejende
institution, fonden mv. og/eller dets ledelse samt hvilke alternativer, der
måtte være til deltagelsen/repræsentationen i institutionen mv. (udtræden,
kontraktsforhold, insourcing etc.).
I lyset af den i mellemtiden vedtagne politik for aktivt
ejerskab er det forvaltningernes opfattelse, at en oprettelse af 6 nye
bestyrelser, hvortil Borgerrepræsentationen skal udpege medlemmer, ikke vil
være i overensstemmelse med retningslinierne og intentionerne i politik for
aktivt ejerskab. I denne sammenhæng må særligt fremhæves, at de 4 af 6
bestyrelser kun vil skulle administrere mellem 8 og 33 boliger hver. Hertil
kommer at den foreslåede ændring - henset til de opgaver, en fondsbestyrelse
skal varetage - ikke som sådan umiddelbart vil imødekomme beboernes ønske om en
forbedret indflydelse på deres hverdag.
På denne baggrund, og i forbindelse med overflytning af
opgaven til Kultur- og Fritidsudvalget, har forvaltningerne overvejet
alternative muligheder for dels de fremtidige bestyrelsesforhold, dels en
forbedret beboerindflydelse.
Det
konkrete forslag for den fremtidige administration af stiftelserne
Udgangspunkt for den fremtidige administration af stiftelserne er følgende:
a) Med hensyn til spørgsmålet om til hvilket udvalg stiftelserne bør knyttes til, er begge forvaltninger enige i, at stiftelserne som fonde administreres efter et regelsæt, der i øvrigt administreres af Kultur- og Fritidsforvaltningen (legatsager), hvilket kan tale for en placering under Kultur- og Fritidsudvalget. Yderligere er det således, at boligerne ikke kan være med til at dække et boligbehov for den målgruppe, der henhører under Sundheds- og Omsorgsudvalget. Opgaven kommer hermed primært til at bestå at administration af et antal lejemål – denne opgave varetages i forvejen af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Ved en overførsel af opgaven fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Kultur- og Fritidsudvalget, indtræder Kultur- og Fritidsudvalget som fondsbestyrelse, sådan som det kendes fra i alt 52 andre fonde under Kultur- og Fritidsudvalget. Kultur- og Fritidsudvalgets opgaver som fondsbestyrelse for stiftelserne adskiller sig herved ikke fra opgaverne i forhold til andre fonde. Civilstyrelsen vil blive anmodet om at godkende en fundatsændring, således at det er Kultur- og Fritidsudvalget, der er fondsbestyrelse, i stedet for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
b) Der udarbejdes et konkret oplæg til øget beboerindflydelse i forhold til de pågældende ejendomme. Oplægget udarbejdes i samarbejde med ejendommenes beboere og godkendes efterfølgende i Kultur- og Fritidsudvalget. Udgangspunktet er herved, at en øget beboerindflydelse må etableres ved en forbedret inddragelse af beboerrepræsentationerne og en bedre dialog mellem beboerrepræsentationerne og det selskab, der administrerer ejendommene.
c) Kultur- og Fritidsforvaltningen vil vurdere, om det er muligt, at øge professionaliseringen af ejendomsadministrationen, således som det kendes fra de få andre lejemål, der administreres af Kultur- og Fritidsudvalget. I relevant omfang inddrages ekspertisen i Københavns Ejendomme heri. En sådan øget professionalisering må endvidere antages i sig selv at imødekomme en stor del af de ønsker, som beboerne efterlyser, jf. punkt. b).
Fornyet høring
Ovennævnte konkrete forslag til den fremtidige administration har været sendt til høring i ældrerådene og beboerrepræsentationerne på stiftelserne. Der er modtaget svar fra samtlige stiftelser og 3 ældreråd. Det fremgår af høringssvarene, at der gennemgående er et ønske om at beboerne får flertal i de nye bestyrelser.
Høringssvarene har givet anledning til fornyede drøftelser mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at der forinden der udarbejdes en indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget på ny rettes henvendelse til Civilstyrelsen om mulighederne for ændrede bestyrelsesforhold ved dannelse af selvstændige fonde, som ikke forvaltes af Københavns Kommune. Dette må ses i sammenhæng med, at Københavns Kommune som udgangspunkt ikke har nogen pligt til at varetage administrationen af de omhandlede fonde. Opgaven varetages p.t. efter anmodning fra fondene, der er selvstændige juridiske personer, der står under fondsmyndigheden s (=Civilstyrelsens) tilsyn. Medmindre de nuværende fundatser indeholder konkrete bestemmelser, der taler imod, vil der ikke være noget principielt til hinder for, at beboerne udgør fondsbestyrelse i de 6 fonde, forudsat at Civilstyrelsen godkender en sådan konstruktion.
Kan Civilstyrelsen godkende en sådan selvstændig fondsdannelse vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejde indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget og Borgerrepræsentationen om ændring af styrelsesvedtægten.
Såfremt en sådan selvstændig fondsdannelse ikke kan godkendes af Civilstyrelsen vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde en indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget om overførelse af stiftelserne til Kultur- og Fritidsudvalget.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Stiftelserne skal administreres uden udgift for Københavns Kommune, da der ikke er tale om kommunal virksomhed. Udgifterne til administrationen skal dækkes af det administrationsvederlag, der opkræves hos lejerne via huslejen. Dette beløb er i 2006 på kr. 2.200 pr. lejemål årligt eller i alt på kr. 1.302.400 årligt.
HØRING
De lokale ældreråd og beboerne på stiftelserne er ved brev af 15. marts 2006 hørt om sammensætningen af bestyrelserne.
BILAG
Høringsbrev og høringssvar.
Jesper Fisker
/ Kit Claudi