Kriterier for udvælgelse af Københavnske plejehjem til ombygning
Kriterier for udvælgelse af Københavnske plejehjem til ombygning
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 1. april 2004
3. Kriterier for udvælgelse af Københavnske plejehjem til ombygning
SOU 29/2004 J.nr. 41/2002
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig de beskrevne kriterier for udvælgelse af 2 – 3 københavnske plejehjem til ombygning med henblik på at kvalitetsforbedre boligerne samtidig med realisering af den pålagte demografireduktion.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 1. april 2004
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen med bemærkning om at indstillingen sendes til høring i Ældrerådenes Fællesudvalg.
RESUME
Københavns Kommune har ca. 3.000 plejeboliger, som ikke lever op til vejledningen om "Indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl." (Bygge- og Boligstyrelsen m.fl., 1997). Det gælder primært kravet om størrelsen af badeforholdene.
4-ugers garantien for en plejebolig i Københavns Kommune er opfyldt, og antallet af ældre vil falde i de kommende år, hvilket giver mulighed for at kvalitetsforbedre og skabe attraktive boliger til kommunens ældre borgere i fremtiden.
Sundhedsforvaltningens budget bliver årligt demografikorrigeret ved budgetindkaldelsescirkulæret som følge af det forventede fald i antallet af ældre. Til budget 2005 er den forventede reduktion i budgettet på området beregnet til 38,8 mill. kr.
En budgetreduktion på 38,8 mill. kr. kan principielt udmøntes i en reduktion af boliger. Udgiften på en almindelig plejebolig er i gennemsnit beregnet til 316.569 kr. årligt, som i dette tilfælde svarer til lukning af i alt 122 plejeboliger årligt.
I forslaget til "Boligpolitik for ældre i København" anbefaler Sundhedsforvaltningen, at den kommende periodes fald i antallet af ældre udnyttes til at afstemme kapaciteten af plejeboliger i de enkelte lokalområder gennem kvalitetsforbedringer af boligforholdene og dermed fremtidssikre de københavnske plejeboliger.
Med beslutning om igangsætning af ombygningsprojekter på nogle plejehjem kan den pålagte driftsbesparelse i 2005 realiseres. Der er dog ikke taget stilling til den samlede helhedsøkonomi i disse ombygninger, herunder udgifter forbundet med ombygning og ibrugtagning efter endt ombygning.
Sundhedsforvaltningen vil snarest forelægge en indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget omkring helhedsøkonomien i disse ombygningsprojekter og oplæg til et langsigtet udviklingsprojekt på plejeboligområdet i forlængelse af "Boligpolitikken for ældre".
Sundhedsforvaltningen vil ved udvælgelse af plejehjem til ombygning/modernisering sikre, at det sker i tæt samarbejde med bestyrelse og forstander, således at disse kan være med til at sikre den fornødne kontakt til og omhu for beboere, pårørende og personale
Sundhedsforvaltningen anbefaler følgende udvælgelseskriterier:
- Plejehjemmet er utidssvarende, f.eks. ved for små toiletter. Der kan ligeledes være ude fra kommende forhold, som bevirker, at beboerne alligevel må påregne at skulle flytte i en periode, f.eks. ved større genopretning af klimaskærm/betonrenovering af et områdes bebyggelse, hvor plejehjemmet er beliggende, o.lign.
- Plejehjemmet skal være ombygningsegnet under hensyn til størrelse (efter ombygning), bygningskonstruktive forhold og økonomi
- Den demografiske udvikling/efterspørgsel i lokalområderne er retningsgivende for valg af utidssvarende plejehjem til ombygning
- Ombygninger af plejehjem med en reduktion af antallet af plejeboliger til følge skal tage hensyn til, at 4-ugers garantien for tilbud om en plejebolig i København fortsat overholdes. Garantien monitoreres månedligt.
Sundheds- og Omsorgsudvalget vil snarest få forelagt en indstilling vedrørende valg af konkrete plejehjem til ombygning i 2005 og oplæg til det langsigtede udviklingsprojekt på plejeboligområdet i forlængelse af "Boligpolitikken for ældre".