Aftale vedrørende offentlige begravelser
Aftale vedrørende offentlige begravelser
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 1. april 2004
8. Aftale vedrørende offentlige begravelser
SOU 414/2003 J.nr. 21/2001
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget bemyndiger Sundhedsforvaltningen til at indgå aftale med Begravelsesforretningen Danmark om forlængelse af kontrakten om offentlige begravelser og bisættelser for yderligere et år gældende for perioden 1. september 2004 til 31. august 2005.
RESUME
På grundlag af et gennemført EU-udbud indgik Sundhedsforvaltningen i august 2001 kontrakt med Begravelsesforretningen Danmark om varetagelse af offentlige begravelser/bisættelser for en to-årig periode gældende for 1. september 2001 til 31. august 2003. Af kontrakten fremgår det, at kommunen har en option på forlængelse af aftalen med yderligere to år, dog således at forlængelsen sker med et år af gangen.
På møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 27. februar 2003 besluttede udvalget af forlænge aftalen med det første år af optionen gældende fra 1. september 2003 til 31. august 2004.
Hvis forvaltningen skal udnytte det andet år af optionen, skal Begravelsesforretningen Danmark have besked senest den 31. maj 2004.
Samarbejdet med Begravelsesforretningen Danmark har i hele kontraktperioden fungeret upåklageligt. Det er derfor Sundhedsforvaltningens opfattelse, at kommunen bør benytte sig af kontraktens mulighed for forlængelse med yderligere en et-årig periode fra 1. september 2004 til 31. august 2005, hvorefter opgaven med varetagelse af offentlige begravelser og bisættelser kan sendes i nyt udbud.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Kommune er efter § 5 i Lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding - hvis ikke afdødes nærmeste eller andre anmoder om at forestå begravelse eller ligbrænding - forpligtet til at påtage sig ansvaret herfor.
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede på møde den 13. december 1999, at der skulle iværksættes en udbudsforretning vedrørende opgaven.
På møde den 18. juni 2001 bemyndigede Sundheds- og Omsorgsudvalget Sundhedsforvaltningen til at afslutte udbuddet og indgå kontrakt med lavest bydende. På grundlag af det gennemførte EU-udbud indgik forvaltningen derefter aftale med Begravelsesforretningen Danmark for en to-årig periode gældende fra 1. september 2001 til 31. august 2003 med option på forlængelse med yderligere to år.
I hele den periode hvor de offentlige begravelser og bisættelser har været varetaget af Begravelsesforretningen Danmark har samarbejdet mellem Sundhedsforvaltningen og forretningen fungeret upåklageligt. Der har i perioden ikke været egentlige klagesager på området. Det er derfor Sundhedsforvaltningens opfattelse, at kommunen bør benytte sig af aftalens mulighed for forlængelse med yderligere et år frem til 31. august 2005, hvorefter opgaven kan sendes i et fornyet udbud.
MILJØVURDERING
Ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Udgifterne afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.
HØRING
Ingen.
BILAG
Ingen.
Ib Haurum
/Lars Matthiesen