Sammenhængende indsatser overfor borgerne
Præsentation af to temaer vedr. sammenhængende indsatser overfor borgerne indenfor kommunens serviceområder; ”Borgere, der skal have ydelser fra flere forvaltninger samtidigt” og ”Overgange i borgernes liv og parallelitet i ydelser”.
Indstilling og beslutning
Det indstilles,
1. at Strukturudvalget drøfter hensyn og mulige løsninger vedr. sammenhængende indsatser overfor borgerne med udgangspunkt i oplæg om borgere i særlige situationer, der skal have ydelser fra flere forvaltninger samtidigt,
2. at Strukturudvalget drøfter hensyn og mulige løsninger vedr. sammenhængende indsatser overfor borgerne med udgangspunkt i oplæg om overgange i borgernes liv og parallelitet i ydelser, samt
3. at Strukturudvalget drøfter hvilke hensyn, der skal ligge grund for at sikre sammenhængende indsatser overfor borgerne i en ny udvalgs- og forvaltningsstruktur
Problemstilling
Strukturudvalget skal på mødet den 13. september drøfte hensyn og mulige løsninger vedr. sammenhængende indsatser overfor borgerne indenfor Københavns Kommunes serviceområder med udgangspunkt i to temaoplæg. Dette sker i forlængelse af mødet d. 7. september, hvor hensyn og mulige løsninger vedr. den del af kommunens opgaveløsning, der vedrører en sammenhængende borger- og erhvervsbetjening og en effektiv tilrettelæggelse af de administrative støttefunktioner, blev drøftet.
Sammen med Strukturudvalgets behandling af temaerne ”Én sammenhængende by” og ”Tværgående planer og strategier” d. 27. september danner dette samlet set grundlag for en præsentation af forskellige modeller for ny styrelse til drøftelse i udvalget d. 5. oktober. Løsningsmodellerne vil bygge på de hensyn, som udvalget har afvejet og prioriteret på de foregående møder.
Løsning
En del af baggrunden for nedsættelse af Strukturudvalget og ønsket om en ny udvalgs- og forvaltningsstruktur har været, at borgerne i højere grad skal opleve en sammenhængende og mere effektiv indsats fra kommunen. Dette er en problemstilling, som også understreges i de spørgeskemabesvarelser, som forvaltningerne er kommet med til Struktursekretariatet.
Jævnfør den grafiske fremstilling af kommunens opgaveløsning (se bilag 1), der blev introduceret på mødet d. 7. september, er mødet den 13. september centreret omkring ønsket om mere sammenhængende og effektive indsatser i relation til borgere i særlige situationer. Det er her hvor kommunen hjælper borgere med særlige, komplicerede behov og udfordringer. Herudover berøres sammenhængen for borgeren til hverdagslivet.
Der er udvalgt to temaer, som understreger udfordringerne omkring en sammenhængende og effektiv borgerbetjening, herunder snitfladeproblematikker på tværs af myndighedsområder, og sammenhængen for borgeren til hverdagslivet. De to temaer er:
· Borgere der skal have ydelser fra flere forvaltninger samtidigt
· Overgange i borgernes liv og parallelitet i ydelser
Præsentation af temaer vedr. borgere i særlige situationer
Mødet den 13. september indledes med et oplæg fra administrerende direktør i Økonomiforvaltningen Claus Juhl. Oplægget giver en overordnet gennemgang af de hensyn, som kan ligge til grund for en beslutning om fremtidig organisering, fx sammenhæng og gennemsigtighed, effektivitet, nærhed for borgerne mv. og skal sætte rammen for udvalgets drøftelser den 13. og 27. september.
Efterfølgende vil der være en præsentation af caseeksempler indenfor de to udvalgte temaer. Præsentationerne danner udgangspunkt for udvalgets drøftelse af konkrete dilemmaer i indsatsen, samt hvilke hensyn der skal ligge til grund for at sikre en mere sammenhængende betjening af borgerne i særlige situationer.
Tema 1: Borgere, der skal have ydelser fra flere forvaltninger samtidigt
a. Case: Børn med behov for en samlet social og undervisningsmæssig indsats
b. Case: Ledige med behov for en samlet social- og beskæftigelsesmæssig indsats
Tema 2: Overgange i borgernes liv og parallelitet i ydelser
a. Case: Unge med særlige behov som skal have uddannelsestilbud og forsørgelse efter at være fyldt 18 år
b. Case: Ældre med handicap og modtager hjemmepleje der fylder 65 år
Der er udarbejdet et baggrundsnotat til Strukturudvalget for hvert tema (jf. bilag 2 og 3).
Drøftelse af dilemmaer og hensyn
Der er en række forskellige dilemmaer og hensyn, som er vigtige at forholde sig til i forbindelse med valg af en fremtidig organisering, der skal imødekomme udfordringer og behov for borgere i særlige situationer. Det gælder både i tilfælde hvor borgeren har flere forskellige problemer samtidigt (tema 1) og i situationer hvor borgeren oplever overgange i livet (tema 2).
Oversigten nedenfor indeholder en række forskellige, og i nogle tilfælde modsatrettede, dilemmaer og hensyn, som har betydning for organiseringen af opgaveløsningen og som knytter sig til målgruppens udfordringer og behov.
Det bemærkes, at oversigten over hensyn og dilemmaer ikke er udtømmende.
Sekretariatet vil løbende justere listen i overensstemmelse med udvalgets drøftelser frem til mødet den 5. oktober, hvor udvalget skal drøfte modeller for en ny styrelse.
Områder |
Eksempler på hensyn og dilemmaer |
Sammenhæng og gennemsigtighed |
• Gennemsigtighed i administrative processer, herunder ansvars- og kompetencefordeling mellem forvaltninger, tværgående og lokale enheder, samt tydelig kommunikation (tillid i forhold til kontrol) • Gennemsigtighed i politiske beslutninger, herunder opgave- og ansvarsfordeling mellem udvalgene og mellem udvalg og forvaltning • Èn indgang for målgruppen (personligt, telefonisk eller digitalt) • Samlet organisatorisk helhed og sammenhæng |
Effektivitet |
• Effektive processer og beslutningsgange • Økonomisk effektivitet • Implementeringskraft |
Nærhed for borgerne |
• Borgerindgange: Nærhed ud fra forskelle i servicebehov og typer af indgange til kommunen (personlig betjening – enten lokalt eller fællesindgange på tværs af byen – telefonisk og/eller digitalt) • Borgerdeltagelse og indflydelse |
Kvalitet og innovation |
• Kvalitet i opgaveløsningen (faglig bæredygtighed) • Innovativ opgaveløsning og udviklingskraft (inddragelse af brugere og borgere) • Fokus på effekt og resultater for borgerne på tværs af kommunen |
Ledelse og styring |
• Styrket politisk ledelse og koordinering på tværs af fagområder • Omfattende versus begrænset delegation fra politisk til administrativt niveau • Styring ud fra få mål med begrænset krav om dokumentation versus styring ud fra mange mål med omfattende dokumentationskrav • Central styring og decentral ledelse, eventuelt færre ledelseslag • Stabil drift – fokus på driftsmål versus fokus på udviklingsmål |
I baggrundsnotaterne (bilag 2 og 3) beskrives ydermere nogle af de hensyn, som er vigtige at forholde sig til i en fremtidig organisering.
Det foreslås, at Strukturudvalgets drøftelse af oplæggene om borgere i særlige situationer tager udgangspunkt i en drøftelse af de forskellige hensyn, der skal ligge grund for at sikre en sammenhængende indsats overfor borgerne i en ny udvalgs- og forvaltningsstruktur.
Økonomi
Videre proces
Den videre proces for Strukturudvalgets møder, herunder sammenhængen til allerede gennemgåede temaer og drøftelse af hensyn og dilemmaer, er beskrevet nedenfor.
Udvalgsmøder |
Emner |
7. september |
Oplæg og drøftelse af sammenhængende borger- og erhvervsbetjening og en effektiv tilrettelæggelse af de administrative støttefunktioner
Borgere i almene situationer og administrative støttefunktioner |
13. september |
Oplæg og drøftelse af eksempler på borgere der skal have ydelser fra flere forvaltninger samtidigt, samt overgange i borgernes liv og parallelitet i ydelser
Borgere i særlige situationer og snitflader til hverdagslivet |
27. september |
Oplæg og drøftelse af oplæg vedrørende ”Én sammenhængende by”, herunder byens rum og byens identitet og ”Tværgående strategier og planer”
Faglige og strategiske støttefunktioner og snitflader til hverdagslivet |
5. oktober |
Drøftelse af forskellige modeller for ny administrativ organisering. Løsningsmodellerne vil bygge på de hensyn, som udvalget har drøftet og kommet med retningsanvisninger på, gennem de foregående møder. |
Karoline Amalie Steen / Morten Spangenberg
Beslutning
Indstillingen blev drøftet.