Mødedato: 05.10.2012, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Indstilling vedr. principper for organisering, løsningsmodeller samt dilemmaer og hensyn

Se alle bilag
Drøftelse af principper for organisering, løsningsmodeller samt hensyn og dilemmaer.

Indstilling og beslutning

Det indstilles,

1.                  at Strukturudvalget drøfter principper for organisering af Københavns Kommune, modeller for ny udvalgs- og forvaltningsstruktur samt hensyn og dilemmaer i organisationsmodellerne.

Problemstilling

Strukturudvalget drøftede i september kommunens tværgående enheder (7. september), samt snitfladeproblematikker på tværs af de nuværende forvaltningsområder (13. og 27. september) med udgangspunkt i hvordan en ny organisering i højere grad kan understøtte en sammenhængende indsats for borgerne og en mere effektiv opgaveløsning.

 

Strukturudvalget skal med udgangspunkt i denne indstilling drøfte principper for organisering, modeller samt hensyn og dilemmaer.

 

Denne indstilling supplerer de to øvrige sager på udvalgets dagsorden, hhv. indstilling vedr. modeller for ny styrelse (styreform) samt politisk styring og politikkerroller.

Løsning

Med udgangspunkt i udvalgets drøftelser har Struktursekretariatet i samarbejde med arbejdsgruppen arbejdet videre med konkrete løsningsforslag til at skabe sammenhæng og effektivitet i indsatsen, jf. de identificerede udfordringer på møderne i september. Derudover har sekretariatet og arbejdsgruppen set på hvilke overordnede principper, der kan lægges til grund for organiseringen af kommunens udvalg og forvaltninger, samt hvilke emner og problemstillinger af mere tværgående karakter, der vurderes væsentlige at tage stilling til i en fremtidig organisering.

 

I indstillingen præsenteres på baggrund af dette arbejde bl.a. fem konkrete modeller for en ny udvalgs- og forvaltningsstruktur, som tager udgangspunkt i kommunens nuværende styreform.

 

I sammenhæng med denne indstilling skal udvalget drøfte, hvorvidt der er grundlag for at revidere kommunens aktuelle styrelsesmæssige rammer. 

 

Overordnede principper for organisering

Der arbejdes med tre overordnede principper for organisering:

·         Opdeling af kommunens ydelser og service ud fra målgruppens alder

·         Opdeling af kommunens ydelser og service ud fra målgruppens behov i forskellige livssituationer

·         Opdeling af kommunens ydelser og service ud fra faglige områder

 

Principperne er beskrevet i bilag 1 planche 3.

 

Københavns Kommune er i dag primært organiseret ud fra et princip om fagområder.

 

De organiserende principper er ment som arketyper og det vurderes ikke hensigtsmæssigt at organisere hele kommunens opgaveløsning ud fra et enkelt princip, men man kan vælge at have et princip som det dominerende.

 


Centrale tværgående emner og problemstillinger

Udover det overordnede princip er der en række underliggende emner og problemstillinger, som der skal tages stilling til i en fremtidig organisering. Nogle af emnerne hænger sammen med det overordnede organiserende princip og nogle er uafhængige heraf.

 

De omhandler:

1.      Sammenhæng mellem almen- og specialindsatsen

2.      Ensartet princip for bestilling og udførsel (leverance) af ydelser

3.      Borgerindgange

4.      Institutionsdrift

5.      Sammenhæng i byudviklingen: Fra kommune- til lokalplanlægning

6.      Anvendelse af kommunens faciliteter

7.      Placering af tværgående enheder

8.      Demokratisk indflydelse – nærdemokrati

Emnerne er beskrevet i en række faktaark, se bilag 2.

 

Konkrete ændringsforslag på udvalgte områder

Forvaltningerne og kommunens tværgående enheder har udarbejdet første bud på en række konkrete ændringsforslag inden for nedenstående kategorier:

 

-          Sammenhængende indsats overfor udsatte borgere

-          Almen velfærdsservice – højere kvalitet og effektivitet

-          En sammenhængende by

-          Bedre borger- og erhvervsservice

-          Effektiv administrativ understøttelse af kerneopgaverne

 

En række af disse vil kunne implementeres uden at der sker en ændring i den overordnede udvalgs- og forvaltningsstruktur.

 

Sekretariatet har samlet ændringsforslagene i et inspirationskatalog vedlagt som bilag 3. Der vil blive arbejdet videre med en kvalificering af de forslag, der fortsat vurderes relevante efter drøftelsen af modeller i udvalget d. 5. oktober.

 


Modeller for ny udvalgs- og forvaltningsstruktur

Med udgangspunkt i de overordnede principper og centrale emner og problemstillinger, samt en række af de konkrete løsningsforslag præsenteres i bilag 1 første bud på forskellige modeller for en ny organisering af kommunens udvalg og forvaltninger. Alle modeller har i varierende grad til formål at skabe en mere sammenhængende indsats for borgeren og en mere effektiv drift.
 

 

Der beskrives i alt fem modeller, der hver især fremhæver et udsnit af kommunens samlede opbygning:

 


Model 1:
Flere borgere ud i hverdagslivet

Model 2: Udgangspunkt i borgere med særlige behov

Model 3: Vækst og beskæftigelse

Model 4: Byens rum

Model 5: Samlet velfærdsfokus, vækst- og beskæftigelse og byens rum

 

Bilag 1 beskriver de enkelte modeller samt fordele/ulemper og de relevante tværgående emner.

 

De enkelte modeller kan kombineres på forskellig vis. Således er der mulighed for at anvende model 3 og 4 samtidig og/eller i kombination med en af modellerne for velfærdsområderne (1, 2 og 5). Det er dog eksempelvis ikke muligt at kombinere de forskellige forslag til organisering af velfærdsområdet (model 1, 2 og 5).

Som beskrevet ovenfor kan en række af de konkrete løsningsforslag, som er udarbejdet af forvaltningerne (bilag 3), implementeres uanset hvilken model som vælges. Andre løsningsforslag forudsætter en eller flere af de beskrevne modeller. Under hver model er der angivet hvilke konkrete løsningsforslag, der vil være relevante at indtænke eller drøfte. Endeligt er der en række løsningsforslag, som tager udgangspunkt i kommunens nuværende overordnede udvalgs- og forvaltningsopbygning (se figur 1), og primært fokuserer på enten at udvikle nye eller styrke eksisterende samarbejdsformer, eller omplacere afgrænsede opgaveområder mellem udvalgene/forvaltningerne.

Økonomi

Sekretariatet har udarbejdet et notat om mulige effektiviseringspotentialer ved strukturarbejdet som redegør for den viden der pt. er om ressourceforbruget i kommunen på det administrative område, hvilke effektiviseringer der hidtil er leveret af fx de tværgående enheder, samt et overblik over hvilke løsningsforslag, der forventes at levere et effektiviseringspotentiale. Der vil blive arbejdet videre med en kvalificering af effektiviseringspotentialerne efter drøftelsen af modeller i udvalget d. 5. oktober.

 

Se bilag 4.

Videre proces

Struktursekretariatet vil til mødet i Strukturudvalget d. 12. oktober 2012 på baggrund af udvalgets drøftelser udarbejde en samlet indstilling vedr. de tre emner på dagens møde; principper og løsningsmodeller, styreform samt politisk styring/roller, som følger op på udvalgets drøftelser og retningsanvisninger. Denne indstilling skal oversendes til behandling i Økonomiudvalget d. 30. oktober 2012.

Karoline Amalie Steen                             /Morten Spangenberg

Beslutning

Strukturudvalgets beslutning i mødet den 5. oktober 2012

Indstillingen blev drøftet.

Til top